oktober 2021 – KunstKapel

KENTAUR is a high-tech groundbreaking dance performance by acclaimed Art Director, Pontus Lidberg, where AI, AR, modern dance and creative direction intersect the ethical corpus of decision-making processes. The question remains: does a machine, created by human hands, enhance art performance?

A binary voice from a digitalised existence prompts dance phrases upon the performers – seemingly – to enhance human interaction. It insists on directing the nine dancers from DANSK DANSETEATER · DANISH DANCE THEATRE to test their capabilities, stamina and compliance. The AI entity has been furnished with a massive amount of data – including all the major works from Greek mythology, and also the performers’ track records and social media activity. This also means that each of the five times the dance performance is presented in Copenhagen renders a new show altogether, because the dancers may be different from time to time – and the AI may find a new algorithm. This amalgamation of dance, performance, digital art, musical texture and word content yields the virtuosity of this masterpiece. Poetic innovation on a 360-degree radius.

The AI creature seems to have an agenda for each performer and this is a crucial part of the challenging dramaturgy – by Adrian Guo Silver – that after series and phrases becomes a search for the encounter between the individual and ‘the otherness’, developing into a convergent evolution between a man alone, the AI entity and other individuals, which reaches a climax where in a solo – by Bradley Waller – one of the dancers does not comply and opts to follow his own inner voice, then still as a solo the dancer obeys and blindfolded engages into a final dance of hope, cohesion and human expression by the hand of the AI and the other performers. Humanity and technology meet and reveal a work of art that describes some of the contingencies surrounding the individual in modern society. Should we allow the digital embrace human interactions or should digitalised interaction become more human?

A genuine highlight is the delicate performance of dancer Jessica Lyall – such a bliss to behold. All nine performers – including Merete Hersvik, Kristin Bjerkestrand and Stefano Bizas – function as a united clockwork corpus where every single movement bears an element of high purpose – i.e. to deliver their joint art expression to the audience. The light design – by Raphael Frisenvænge Solholm – and especially the sound and video art – by Ryoji Ikeda – provides a genius framework for the performers to wield to the sound of the AI creature and music from Schubert and Puccini. The computerised tones and broad oceans of ancient texts on a giant screen engulf the performers and underline the epic, the poetic and the sublime. A hybrid being, a centaur, is born in front of the audience!

“Water pours from the Holy Stream. Let the river guide you.” part of the text on screen.

‘The flaws of my creator’… sates the AI creature

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Humanity and technology meet and reveal a work of art that describes some of the contingencies surrounding the individual in modern society. Should we allow the digital embrace human interaction or should digitalised interaction become more human?

With this piece DANISH DANCE THEATRE also celebrates their own voyage from its beginnings in 1981 up to now forty years later. There is indeed reason to honour this journey, when they once again convey a production which mesmerises, surprises and inspires.

Dates: 22 October until 25 October 2021.

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay: skriv til info@gnf-cph.com

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution: info@gnf-cph.com

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

af Martha Elias. København · 30 september 2021

4 ud af 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️

“… selve larmen og uroen havde noget dødt over sig.”

NÅR VI DØDE VÅGNER af Henrik Ibsen. Norge

*Kasper Leisner, som professor Rubæk, repræsenterer både kunstneridentitet og kunstværket i en dualitet omgivet af kaos.*

Når kunstskabelsens iboende kraft står i kontrast med menneskets eksistensberettigelse. Den første med hele sin modsætningsfyldte styrke, afmagten og det ødelæggende menneskeforbrug i demiurgens ensomme rum – og dog forbliver værket, og selve vejen dertil i centrum. Den sidste i den ældgamle jagt efter den flygtige lykke i en verden, hvor det mest fremmede synes at være selvet, og hvor naturens urkræfter bringer de rå instinkter frem. Spørgsmålet forbliver: kommer mennesket i kunstneren videre, når kaos og dekadence lurer?

Regnen synes at indfange byens konturer ved ankomsten til Aarhus kort før forestillingen begynder. Nyopsætningen af NÅR VI DØDE VÅGNER (1899) på Aarhus Teaters Studio-scene handler det om. Skuespillet er en dramatisk epilog i tre akter, der blev den sidstskrevne af den norske dramatiker og digter Henrik Johan Ibsen (f. 1828) inden hans død i 1906.

*Ægteparret Arnold og Maja Rubæk – forholdet er ved at glide ud mod afgrunden.* Foto: Rumle Skafte

Instruktøren Amanda Linnea Ginman har bearbejdet Ibsens dramatiske epilog-værk og instrueret med det affektive for øje og med publikum i centrum. Det lykkes langt hen ad vejen. Dysfori lurer og her har hun valgt stroboskoplys og dissonant lyd for at omringe fortællingens faremomenter, afsindigheden, den rå fortvivlelse og den udtalte eksistentielle krise hovedpersonerne gennemgår. Især den narcissistiske professor Arnold Rubæk, spillet sikkert og med indlevelse af Kasper Leisner, der efter flere år i udlandet vender hjem til Norge, og er taget op til højfjeldet med sin kone. Rubæk genkender ikke længere – om nogensinde – sig selv i parforholdet til Maja, spillet med insisterende kraft af Sofia Nolsøe. Lyden er ikke for de sansesarte, da den skærer dybt ind i høresansen. Publikum bringes foran en sceneramme, der byder på en højspændt rejse til højfjeldet, tæt på naturens urkræfter. Tæt på et undersøgende laboratorium af emotionel uligevægtighed sat op imod livets meningsfyldthed.

Arnold og Majas parforhold er bygget på det perfide og det skjulte, rivalerne spøger rundt om dem i form af kvindebedåreren og bjørnejægeren Ulfhejm, der spilles af Patrick Baurichter. Maja er overbevisende i sin rolle som den fortabte trofæ-ægtefælle, der får status og materielle goder, og dog er ulykkelig, uopfyldt, rastløs og derfor i afmagt kaster sig i armene på den aggressive Ulfhejm. Musen Irene – spillet af Mette Døssing – dukker op som genopstået fra de døde. Det er en dramatisk, mørk og intim fortælling, fortalt in medias res med afbalanceret skuespillerpræstationer.

*Ulfhejm og Maja i utroskabens greb*. Foto: Rumle Skafte

Her er Leisners personificering af den egocentrerede professor Rubæk særlig vellykket. Med dyb og tydelig stemme dominerer han scenen, hvor han går ind i rollen med alvor, ærlighed og fri for fordomme. Her er han med til at skildre et ægtepar, Arnold og Maja, der er i krise og derfor søger de den larmende stilhed på det norske højfjeld.

Han fører tilskueren ind i historien med overbevisende og solid snilde – og trods rollens usympatiske sider, ender vi med at forstå og – til en vis grad – holde med Rubæk, der befinder sig i en dyb eksistentiel krise og udfordres både som menneske og i sin kunstneridentitet. Midt i det kaos genfinder han musen Irene og konfronteres med mindet om vejen mod rigdom og anerkendelse kva det store uærlige mesterværk “Opstandelsens Dag”, som for Rubæk og Irene udgjorde et “fælles barn” – et barn de begge har frasagt sig. Et barn de begge har myrdet. Irene ved at tage afstand og afslutte forholdet til Rubæk, mens professoren gør det ved at gå den diametrale modsatte vej fra den oprindelige plan med skulpturen, hvor temaet kredsede om det ubesmittede og uberørte som idealet for ægte kærlighed i Irenes kvindeskikkelse.

I krisen møder de hinanden som mennesker på flugt fra deres egen fejlbarlighed. På flugt fra det rene, det gode og det sande, som de synes at genfinde et omrids af i en flig af tiden. Rubæk og Irene vælger at opføre det ægte værk og genopstå sammen, eller dø på ny sammen med værket. Måske omgivet af kaos og gru. Det forbliver gåden i stykket.

Rubæk til Irene: “*Vær for mig, hvem og hvad du vil! For mig er du den kvinde, jeg drømmer at se i dig.*” Henrik Ibsen
*Irene og Rubæk*
Foto: Rumle Skafte

En sansevækkende og eksperimenterende skildring af et litterært mesterværk, der i sin nye udgave forbliver højaktuel i en tid, hvor krise og forfald kendetegner medmenneskelige forhold, og netop her griber kunsten os som mennesker og inviterer til dialog, refleksion og handling.

Forestillingen spiller til og med den 16. oktober 2021.

Samtlige fotos er pressebilleder fra forestillingen. FOTOGRAF: Rumle Skafte

OM FORESTILLINGEN NÅR VI DØDE VÅGNER

Henrik Ibsens originale skuespil

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay: skriv til info@gnf-cph.com
Venligst, Martha Elias
LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution:
info@gnf-cph.com
Thank you.
Kind regards, Martha Elias

KunstKapel

Kunst / Musik & Teater / Lyrik/ Samfund / Lingvistik/ Filosofi/ GrønGastro/ Design

Måned: oktober 2021

EXCELLENCE IN THE FLAWS

5 out of 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

KENTAUR is a high-tech groundbreaking dance performance by acclaimed Art Director, Pontus Lidberg, where AI, AR, modern dance and creative direction intersect the ethical corpus of decision-making processes. The question remains: does a machine, created by human hands, enhance art performance?

DEN GÅDEFULDE OPSTANDELSE

4 ud af 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️

“… selve larmen og uroen havde noget dødt over sig.”

NÅR VI DØDE VÅGNER af Henrik Ibsen. Norge