KRONIK: Krise og krig. Pandemi hersker.

mElias  Musik, kunst, teater, SAMFUNDSDEBAT 23. marts 2020 · 2.550 ord. Læsetid: 7 minutter.

af Martha Elias, København.

Når alt kommer til alt er vi altid os selv nærmest. Ligegyldigt om politi, regering eller selveste monarken taler os til rette. I Danmark vil vi have vores individuel ret til udøvelse af krisehåndtering. Desuden er der bebudet forårssol og kirsebærtræerne springer ud. Det samme gør coronavirussen. Viruskrigen hersker. Er vi klar til at tage kampen op?

Hele befolkningen oplever,  hvordan danmarkshistorien omsluttes af en ny virkelighed, der overgår samtlige indbildte dommedagsprofetier og sci-fi film på en gang. Alle skal være hjemme. Alle må holde afstand. Alle må adlyde.

Mest af at lever vi en tid, hvor valg og fravalg må tages, hvor rettidighed, medmenneskelighed og fællesskab er afgørende. For trods forårsbebudere og den store trang til sol, frisk luft og synet af kirsebærtræer må vi erkende, at pandemitiden udgør en ægte fare for folkesundheden, økonomien, vores levevis og mentale tilstand. Men hvordan skal vi adlyde? Hvordan efterlever vi det, som myndighederne efter bedste evne dikterer? Der er tale om epidemispredning, karantæne, respiratormangel og i det hele taget en form for ypper-dystopi, hvor vi alle er berørt. Ingen kan undsige sig virussens følger.

Alligevel er der stadig en del – især unge – som har det svært med at følge påbud og anbefalinger. Nogle skriver på de sociale medier, at de er ved at blive vanvittige. Andre dater uforstyrret eller spiser sig mætte i nyheder, film og serier. Det mest påfaldende synes at være den nye type berøringsangst de ‘almindelige’ film provokerer. For folk bevæger sig frit rundt i skærmverdenen, intetanende om den store fare de udgør for smittespredningen. Men nej, det er jo andre tider. Det er fiktion. Filmene er lavet i præ-coronatiden.

Vores nye corona-virkelighed har fået overtaget føringen og den hjernestyrede synssans opretter tilpassede krisekoblinger. I det tilfælde må fornuften og ræsonen komme os til undsætning. Tallene taler for sig selv, der er dd. over 337.553 smittede i kloden og over 14.653 dødsfald som følge af coronavirus – her topper Italien med hele 5.476 dødsfald på få uger (pr. 23. marts 2020 kl 5:00). Vi må derfor adlyde. Panikkens spillerum må indskrænkes. Derfor har danske myndigheder – i modsætning til den virkelighedsfjerne og kontraoffenssive Trump – handlet resolut og uden tøven udstedt en del henstillinger og påbud, som vi alle må følge, efterleve og adlyde efter bedste evne. Det er det sikreste, ikke kun for den enkelte, men for fællesskabets svageste.

“Når  … instinkterne udkrystalliserer smerter begynder jeg pludselig at tale til dig”.  Misfat. F.P. Jac

Imidlertid går de fleste lande i verden efter deres egen version af nødretstilstand og total nedlukning. Eksempelvis er vores naboland, Sverige, gået efter den stiveste teknokratisk beslutningsproces i stedet for det politisk ansvarlige beslutningssystem, som Danmarks regering eksemplificerer. Vi konstaterer, at mod syd er støvlelandets storsyngende befolkning i dyb sorg, for Italien rangerer nu som pandemiens epicenter med flest dødsfald på verdensplan, også flere end i hele det milliardbefolkede Kina, som for sin del er i fuld gang med genåbningen af samfundets produktionssektorer, en storanlagt PR-offenssiv, hvor de gavmildt forærer værnemidler til flere lande – fx. Danmark og Italien – og samtidigt deler viden om kampen mod coronavirus. Men Kinas genåbning gælder også det gruopvækkende Wuhan-marked, hvor smitten tilsyneladende opstod. Her foregår der et ukontrolleret storsalg af et virvar af vilde dyr, heriblandt hunde, flagermus, slanger og et utal af gnavere i alskens farver og størrelser. Nettet florerer med en video, der angiveligt viser live-billeder derfra (kan ses under links). Den er bestemt ikke egnet for sarte sjæle. Det giver stof til eftertanke.

Kinas genåbning gælder også det gruopvækkende Wuhan-marked, hvor smitten tilsyneladende opstod. Her foregår et ukontrolleret storsalg af et virvar af dyr, heriblandt hunde, flagermus, slanger og et utal af gnavere i alskens farver og størrelser.

Her opstår også spørgsmålet om vi mon kan – og vil – tro på et autoritært magtstyres informationer om antal smittede og dødsfald. Har vi råd til at tro på det? Er Sydkoreas model bedre? Kan Kinas håndtering af pandemien hjælpe sundhedsmyndighederne med forståelse af virussen, når vi samtidigt indser det er svært at teste og stole på tal, der synes urealistiske? Er den sydkoreanske model mon gået helt tæt på, og overtrådt det enkelte individs frihed samtidigt med, at landet har haft en ‘blødere’ strategi i kampen mod virussen og den økonomiske krise afledt deraf?

Her opstår spørgsmålet om vi kan – og vil – tro på et autoritært magtstyres informationer om antal smittede og dødsfald? Har vi råd til at tro på det?

Selv den nyslåede folkehelt, og tidligere medlem af kommunistpartiet, Søren Brostrøm, har i sin egenskab af direktør i Sundhedstyrelsen, modsagt regeringens beslutning om at lukke grænserne, hvilket har skabt debat og kritik af Mette Frederiksen. Men hun har en helle. Hun fortalte os alle foran tv-kameraerne, at hun ville hellere handle med rettidig omhu end for sent samt at hun sikkert ville komme til at begå fejl. Desuden er resten af EU – og verden – i fuld gang med at gøre det samme. Danmarks regering var blot en af de første til at tage beslutningen.

Men hvorfor beslutningen om at give så meget mere magt og råderum til bankerne – endsige til Danske Bank … Vi er alle bekendt, at banksektoren er det mest korrupte brancheerhverv og direkte ansvarligt for det seneste økonomiske kollaps i sennullerne?

I forsøget på at afværge kaos og unødig panik fremlagde regeringen en plan for den økonomiske håndtering af krisen og med den også en voksende betænkelighed over måden hvorpå hjælpepakkerne bliver fordelt under pandemien, eller snarere forfordelt. Helt i chok kom nogle af os over beslutningen om at give så meget mere magt og råderum til bankerne – endsige til Danske Bank – som vi alle er bekendt med er banksektoren det mest korrupte brancheerhverv og direkte ansvarligt for det seneste økonomiske kollaps i sennullerne, hvilket tog sin tid at rette op på. Hjælpepakkerne fortsatte støt med frigivelse af store milliardbeløb til de største virksomheder, til de mellemstore og så kom turen også til de selvstændige og freelancere. Men kunne man have forestillet sig en enklere måde at gøre det på? Hvad med kunstnere og kulturbranchen?

Man kunne vel godt have iværksat en direkte støtte til den dårligst stillede befolkningsgruppe som det allerførste. Det ville nemlig have været ægte socialdemokratisk politik.

Omkring det økonomiske er det et faktum, at det var de velpolstrede, der ankom hjem fra vinterferien i Italien og Østrig med covid-19 i bagagen. I en retfærdig og anstændig verden, burde det være dem – og alle dem med millionformuer – der skulle bidrage, når en krise af uoverskuelige dimensioner rammer. Der er også industrisektorer, der nyder kronede dage, selv i disse krisetider, fx. tv-, medie-, transport-, fødevare- og især medicinalbranchen. Kunne det tænkes, at disse udviser det omtalte samfundssind og undlader at indføre kritiske prisstigninger? Kunne de virksomheder mon også afhjælpe ledigheden og ansætte nye medarbejdere?

Kunne man have startet fordelingen af hjælpepakkerne med den enkelte borger, måske endda med den hjemløse eller kriseramte borger?

Er det berettiget at frigive den kontracykliske kapitalbuffer, så bankerne har mere spillerum til kreditgivning? Kunne man have startet fordelingen af hjælpepakkerne med den enkelte borger, måske endda med den hjemløse eller kriseramte borger, eller snarere starte med at hjælpe alle de socialt udsatte, ikke kun personer i særlig risiko for smitte? Kunne man gå efter de enlige forsørgere, pensionister, arbejdsløse, kunstnere og andre lønmodtagere, der tjener under 200.000 kr. om året? Ville et lignende indgreb komme flest børn i Danmark til gode? Kunne den selvdefinerede ‘børnenes statsminister’ have tænkt på dem først; dvs. børnene i Danmark? Eller kunne hun godkende en individuel direkte udbetaling på eksempelvis 5.000 kr. til selvsamme gruppe de næste tre måneder?

Regeringen kunne meget vel have iværksat en direkte støtte til den dårligst stillede befolkningsgruppe som det allerførste. Det ville nemlig have været ægte socialdemokratisk politik. Den chance er dog forspildt.

Javel, vi husker igen: Mette Frederiksen har en helle. Hun er blot et menneske, der kan begå fejl. Desuden er det hele gjort for at undgå massive konkurser og arbejdsløshed. Alligevel er arbejdsløsheden steget de seneste 11 dage. Der er tale om  blot e l l e v e dage. Det kan undre, at store virksomheder med millionindtjening ikke kan tåle få dages nedlukning.

Måske blotter krisen det samfundsøkonomiske systems akilleshæl?

Dertil kom nyheden om, at den profitstærke Bestsellergruppe hverken ville gøre brug af hjælpepakkerne eller udvise det efterlyste samfundssind i stedet for at fyre 750 medarbejdere på en gang, og dét kun ni dage efter krisen indtrådte. Det undrer dobbelt så meget, at den almindelige borger sammen med hovedsageligt kunstnere, forfattere og andre kreative går i gang med at hjælpe, hvor de kan og mange af dem melder sig som frivillige eller deler deres kunst og virke gratis på videoer delt via sociale medier, det imens store firmaer viser deres manglende sociale og moralske ansvar, når de ganske få dage – og sågar timer – efter pressekonferencen, 11. marts, skriger til himlen og varsler eller gennemfører store fyringsrunder. Det ligner ægte grådighed og spekulation. Eller måske blotter pandemikrisen det samfundsøkonomiske systems akilleshæl?

Virksomhedernes ramaskrig kunne ses som et modsvar til hamstring af toiletpapir.

Et er sikkert, panikken over pandemien herskede få timer efter statsministerens historiske tale onsdag den 11. marts 2020 kl 20. De store virksomheders ramaskrig kunne ses som metafor til hamstringen af toiletpapir, som mange supermarkeder opleve få minutter efter Frederiksens tale til befolkningen. Eller så var den enkelte familieforsørger lige så bange som virksomhederne, og i stedet for lysten til at hamstre pengesedler og hjælpepakker, så hamstrede den menige dansker toiletpapir, men det gjorde de fleste mennesker i resten af verden også. Vi ligner åbenbart hinanden på tværs af landegrænser og kulturskel. Vi er jo alle mennesker i dyb krise. Selve mennesket er menneskets ømme punkt. Vi er os selv nærmest. Homo sapiens’ kriseadfærd og reaktioner er fuldt ud sammenlignelige på verdensplan.

Den menige dansker hamstrede toiletpapir, men det gjorde de fleste mennesker i resten af verden også. Vi ligner åbenbart hinanden på tværs af landegrænser og kulturskel. Vi er jo alle mennesker i dyb krise.

Ja, samfundssind udgør en mangelvare. Mange ved vel heller ikke, hvad ordet rigtig dækker over. Mest fordi kriser har det med at få frem, det der ligger hengemt i os. Nogle gange det bedste og andre det værste. Derfor hamstrer folk. Det er en modreaktion til frygt, uvished og usikkerhed. Meget menneskeligt og langt hen ad vejen forståeligt. Men af den grund kan der opstå flaskehalse og måske varemangel. Dog er forsyningkæden på plads, bedyrer statsministeren.

Men er en vaccine mon nok, eller er der allerede nu mindst to forskellige slags corona-vira i omløb?

I øjeblikket vil de fleste alligevel helst have fat i håndsprit og ansigtsmasker, som selv hospitaler og forskere kæmper med at få i hus samtidigt med det igangværende globale kampræs om mere udstyr til corona-test og udvikling af en effektiv corona-vaccine. Men er en vaccine mon nok, eller er der allerede nu mindst to forskellige slags corona-vira i omløb, som Statens Serum Institut informerede om 22. marts? Hvis denne virus muterer med så stor hast, kan der så være flere mutationer i gang? Hvor mange vacciner skal der så til? Har Danmark i så fald en reel chance folkesundhedsmæssigt og ikke mindst økonomisk? I øjeblikket vil de fleste alligevel helst have fat i håndsprit og ansigtsmasker, som selv hospitaler og forskere kæmper med at få i hus samtidigt med det igangværende globale kampræs om mere udstyr til corona-test og udvikling af en effektiv corona-vaccine.

Kriser har det med at få frem, det der ligger hengemt i os. Nogle gange det bedste og andre det værste. Derfor hamstrer folk. Det er en modreaktion til frygt, uvished og usikkerhed. Meget menneskeligt og langt hen ad vejen forståeligt.

Det er jo en tid, hvor tiden flyder som i et Dalí-værk. Hvor vi alle har flere spørgsmål end svar. I det lys er det antageligt, at efter denne krise vil opstå et markant skel mellem livet før og efter coronavirus. Der er vel derfor intet at vende tilbage til, som mange skriver og fortæller om. Vi er i gang med at skrive historie. Vi sætter alle præg på narrativen. Det sker gennem vores handlingsmønster. Visse ting kan vel fortsætte i en post-corona udgave. Men det er nok klogest for os alle at indse, at intet bliver, som det plejer. Det er nu, vi har brug for samtlige professionelle og menneskelige ressourcer til gavn for det fælles bedste, for her og nu kan alle bidrage.

• 

I øjeblikket oplever vi at være underlagt en stigende adfærds-, og socialkontrol, der får hjernecellerne til at køre i selvsving. For hvad kommer næste gang? Udgangsforbud er en realitet i mange lande, det er utænkeligt – dog mest af alt usandsynligt – at det vil ske i Danmark. Men igen, virkeligheden har det med at overgå fiktionen.

Lige så usynlig som virussen er forandringen i vores levevis dog ikke. Hertil svarer det store flertal af befolkningen med lydighed, især når påbudene ledsages af empati, fornuft og fællesskabsfølelse.

Alle tiltag er til for det fælles bedste, for at beskytte den befolkningsgruppe med særlig risiko for smitte. Det er hvad ægte fællesskab går ud på. Påfaldende er paradokset om at samles i et fælles samfundssind uden at være fysisk samlet.

Samtidigt træder ensomheden frem som et essentielt vilkår for eksistensen, at favne den sandhed kan virke forløsende, beroligende og befriende. Det kan måske lede hen til en nødvendig fælles samfundsrefleksion, som vi alle vil have gavn af. Eller som Samuel Beckett skitserede i det absurde skuespil, “Mens vi venter på Godot”. Her kender ingen rigtigt hvem eller hvad Godot er. Alligevel venter alle på det store ukendte. I venten ligger spørgsmålet, svaret og måske nøglen til en ny samfundsbevidsthed, som vi hver og en kan være med til at forme, selv når det synes absurd. For over for en absurd fordring, må mennesket tage til genmæle med moralen som værdinorm, som Albert Camus pointerede.

Forandring forbliver en konstant livet igennem. Danmark – og resten af verden – undergår en dyb forandring. Vi ved bare endnu ikke i hvor høj grad denne forandring vil mærke vores livsførelse. Alle venter på noget eller nogen. Nogle venter på en redning, en retning, en helteskikkelse. Eller har den nuværende krise bragt verden så tæt på en form for globale fred, vi aldrig før havde oplevet? Så imens vi venter, må vi handle efter bedste evne, reflektere over egen rolle, finde meningen med vores tilværelse og måske bringe helten eller heltinden frem i lyset. Det er nødvendigt, for vores virkelighed er forvandlet for stedse.

LINKS

Seneste covid19-tal: https://www.worldometers.info/coronavirus/

WHO’s hjemmeside: https://www.who.int/emergencies/diseases/novel-coronavirus-2019/events-as-they-happen

Video fra Wuhan-marked: tiny.cc/hysulz

Statsministeriet hjemmeside: http://www.stm.dk/index.dsp?area=2240

Politiets information om corona: https://politi.dk/corona

Sundhedstyrelsen om covid19: https://www.sst.dk/corona

Udenrigsministeriets borgerservice: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/udenrigsministeriets-borgerservice/

Om Søren Brostrøm: https://www.altinget.dk/artikel/ekskommunisten-og-elitelaegen-der-blev-coronageneral

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE INDLÆGGET? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

Advertisement

En afsindig trang …

af Martha Elias. København, 3. maj 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

Hvad må kunsten koste for det enkelte menneske? Hvor går grænsen? Er lidelse, kunstvirke, nedværdigelse og afhængighed uadskillelige? Det eksistentielle i digtekunst møder skarpt fortolket menneskelige misere, når Toves værelse genopføres på Folketeatret. Dansk scenekunst, når det er bedst og brænder igennem de skrå brædder og rammer plet hos det brede publikum.

Mens foråret har ramt hovedstaden spiller Toves værelse på Folketeatret for fuld kraft. Det er en kærkommen genopførelse af Jacob Weis’ dramatisering 3 år efter Tove, Tove, Tove – baseret på Vilhelms værelse fra 1975, det allersidste romanværk af den store danske digter og prosaist, Tove Ditlevsen (1918-1976). Stykket er i sin frie fortolkning, ligesom bogen, barskt, hudløst ærligt og medrivende til bristepunktet. Hendes lidelse når hver og en tilskuer. Den rammer alle sanser, nogle gange til panikkens og grådens rand.

Stykket spilles i 2 akter på  den indtagende store scene på Folketeatret. Scenografisk velafbalanceret mellem nutid og fortid med video- og lys-installationer, der fremkalder en spøgelsesstemning med skygger, der farer gennem scenen. Lige så virkningsfuldt er støtterollerne i form af den lille pige, der kravler, kryber og vandrer symbolsk i digterens sind samt den kølige og servile hushjælp i 1. akt og sygeplejersken på psykiatrisk afdeling i anden akt, spillet af den samme skuespiller. Lyd er skabt gennem punktvis musikfragmenter og voiceover, der er med til at indramme den socialrealistiske fortælling.

Paprika Steen er i rollen som digteren uovertruffent, suveræn, ypperlig. Teknikken er der, den syleskarpe karakterisering er der, hun er rollevant og i sit rette element – og det kan mærkes. Barnet i Tove lider – er til stede, moderskikkelsen er mindst ligeså levende i hende, moderlighedens genvordigheder er der. Men det er sværest med ægteskabets usikre kringelkroge, der fører til rå lidelse under mandens utroskab. Til gengæld er det Victor Andreasen, der lider under  hendes stofafhængighed – og i lige så høj grad – er de begge medafhængige af utrygheden, kønskampen og den lurende angst i tosomheden, der skylles ned med alkohol, stoffer og en indædt dyrkelse af lidelsen, lader det til. Toves selv-beskrevne ‘afsindig trang til flugt‘ er til at se og føle på – tilskueren vil flygte med. Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Foto: Folketeatret

Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål for Tove Ditlevsen, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Lars Brygmann, som den utro bladhuschef Victor Andreasen (1920-2000) – Tove Ditlevsens 4. og sidste ægtemand – er i en noget nuanceret skurkerolle troværdig og karakterstærk. Han skildrer måske også en mand vi alle har hørt om, eller kender: manden, der egentlig ikke tåler kvindens intellektuelle og kunstneriske success – hun er ham overlegen, og må derfor nedværdiges, ydmyges, holdes nede – det er den patetiske tvetydighed i den dybe kærlighed og beundring, der også indebærer en sælsom ømhed for barnet i den voksne Tove. Begge sider synes at være en del af deres store lidende kærlighed, de dyrker. Det er kønskampens ambivalens, der udspiller sig på scenen. Derfor er værket tidssvarende og nemt at identificere sig med fra flere vinkler og på diverse planer.

Kasper Leisner, er ny i besætningen, og har rollen som den meget unge og successfulde modernistiske forfatter, Klaus Rifbjerg (1931-2015) – der siden 2005 blev en del af Danmarks kanonforfattere. Han bliver den ufrivillige tilskuer blandt os tilskuere. Hans pæne, dannede, borgerlige facade udgør en del af magtkampen og konfrontationen mellem manden og konen. Et trekantsdrama udspiller sig, selv om han selv forbliver uberørt i sin kerne – dog tilpas rystet til tider, oplever vi – men til syvende og sidst synes han at være ophøjet over det menneskelige kaos, han overværer. Ja, han er distanceret fra det virvar af hadsk tragedie, afhængighed, magtkamp, lidenskab og elendighed mellem de to. Hans præstation understøtter Paprika Steen og Lars Brygmann på fortrinlig vis – og løfter det op til æterisk niveau. Cirklen er dermed fuldent.

At teaterstykket genopføres kan man kun være taknemmelig over, for hvad er vi uden kunst, og i særdeleshed uden poesi? Og når kunstudtryk leveres af nogle af Danmarks bedste skuespillere med lige dele inderlighed, hengivenhed og respekt for fortid, men i et nutidsperspektiv, så når vi alle længere frem som mennesker. Det er kunstudtryk, der favner, forener og fremmer det humanistiske livssyn.

Derfor er Toves værelse dybt fascinerende, timelig og sansemættende. Publikum strømmer til og det er fuldt fortjent. Alle bør se forestillingen mindst en gang.

Det er mesterligt, det er godt, det er dansk scenekunst, når den er bedst.

Spiller til og med 16. maj 2019.

TOVES VÆRELSE PÅ FOLKETEATRET

TOVE DITLEVSENS BØGER

OM TOVE DITLEVSEN

Om anmelderen: Martha Elias

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

Episk vandring mejslet ind i sten

Skrevet af Martha Elias 5. april 2019.

En uropførelse af eposset Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer bringer historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

 

Når Hotel Pro Forma opfører det episke digtværk Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer, er det for at bringe historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt. Gilgamesh er verdenslitteraturens allerførste episke digt og handler om en  konge, der er mægtig, tyrannisk og halvgud. Moderfiguren, Ninsumun, er sat op i relief som en nærmest alvidende karakter, der vejleder, advarer mod farer og inducerer  til vovemod. Enkidu er kongens antitese: vild og forældreløs. Han sendes af guderne for at standse kongens almagt. Alligevel finder de fælles fodslag. De følges ad, indtil skæbnen viser sit grusomme ansigt og de må skilles.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets stedse undren over livets gang og afgang. Det overfladiske og altfortærende i jagten efter det evige liv og den evige ungdom træder frem som en del af fortællingen og synes vedkommende og relevant i nutidig sammenhæng.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets evige undren over livets gang og afgang.

Med storforestillingen om Gilgamesh tager Hotel Pro Forma under skarp kunstnerisk behandling en op mod 4.000-årig ældgamle myte nedfældet i kileskrift på lertavler i det nuværende Iran. Med stykket vender Kirsten Dehholm også tilbage til stedet, hvor hun i perioden 1978-92, opførte fem legendariske nonverbale scenekunstværker.

 

Et menneskes heltegerning, en vildmand får en gudbetroet opgave, en gud oplever egen dødelighed, naivitet vs. udødelighed, magtens afmagt over for dødens utimelighed udleves alle på en og samme gang, imens en eksistentiel vandring gennem venskab, tab og sorg, larm og stilhed, nutid og fortid smelter sammen gennem velafstemte musikdramatiske eksperimenter i en fængslende postmodernistiske skildring, baseret på en nyudgivet dansk oversættelse fra urgammelt akkadisk af digter Morten Søndergaard og hans søn, assyriolog Sophus Helle, der udkom i år på Gyldendal.

Foto: Ditte Valente

Uropførelsen – der er første del af en underverdenstrilogi ved den veletablerede københavnske scenekunstgruppe under ledelse af den særlige poetiske projektleder Kirsten Dehlholm –  udgør en port til fortiden, hvortil vi oplever vandringen gennem nutidige øjebliksbilleder og abstrakte tableauer, der er lige så sansemættende, som de er dybsindige, bjergtagende, magiske. Det performative, det innovative og den grænsesøgende æstetik favnes af klassisk musik – ved fire musikere fra det suveræne Figura Ensemble – der kærtegner ånden, forener værkets musikalske udtryk og bøjes med rap-musik ved Manus Bell – her fungerer den tonale kontrast også som en del af den indre kohærens projektet er omgivet af. Intet er overladt til tilfældigheder. Konceptkunst udgør aksen, hvorom alting drejer.

Foto: Ditte Valente

Gennem konceptkunst træder lige netop det lyriske frem for at fange essensen af eposset, der til tider kan bringe reminiscens af dansteske allegorier fyldt med mangfoldige udtryk – hvor selv kostumer er samstemt med nutid og fortid – men har sceneperformance af ypperlig kvalitet som fokus og fremmer den transhumanistiske forståelse, for vi er alle ens under overfladen.

“Der er en underverden og et ærkemenneske i os alle. Vi er slet ikke så forskellige. Vi ser forskellige ud, men vi består alle af grundelementer som behov, drift, længsel og ønsker. Disse er doseret forskelligt og bliver opfyldt forskelligt hos os.”  

– Kirsten Dehlholm, kunstnerisk leder, Hotel Pro Forma.

Samtlige hjerneceller stimuleres af dragende scenekunst, hvor man som publikum er en del af  en magisk, absorberende og sfærisk oplevelse, der opløfter og involverer tilskueren, og som samtidigt synes at opfordre til at brede åndens umålelige vingefang ved at se, opleve og vandre ind i historien for at lære af den.

Sikke en åndelig berigelse og en saliggørende oplevelse!

Foto af Kirsten Dehlhom og Martha Elias

 

OM GILGAMESH

EVENTDATOER: Forestillingen spiller indtil 28. april 2019.

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

 

 

PARA BELLUM II

Skrevet af Martha Elias 7. april 2017 15:30

Foto: skulptur af Helle Rask Crawford

Regeringen og DF mener åbenlyst, at vi i Danmark er klar til fortsat at acceptere ødelæggelse, grådighed og udryddelsen af hele folkeslag i Mellemøsten. Det bebudes, at vi er parate til mere krig, eller “para bellum” på latin.

Hvordan kan man frasige sig at optræde humant? At hilse et angreb velkommen, som går udover et hårdt plaget område, der rammer mest civile mål, især børn, og dét uden en reel sikkerhed for, at det kemiske angreb kommer fra Assad – der har meget på samvittigheden, som han vistnok heller ikke ejer … Irakkrigens ulovlige start om igen, lader det til. Hvordan kan det i nogens sind forsvares at kalde Trump for “den frie verdens leder”. Hvilken verden taler LLR om? Den der udsulter velfærden og den verden, der søger at gøre de rige rigere, og hvor de fattigste bliver kun fattigere? Hvilken frihed forsvares her? Hvilke liv? Verden er nu i hænderne på en menneskefjendsk, racistisk og ustabil personlighed, der er ved at blive retsforfulgt på flere fronter i sit “eget land”. Er det mon ikke kaos der fremtures i et forsøg på at undvige retssystemet i USA? En velkendt strategi som magtliderlige tyraner ynder at bruge.

Det bliver ikke værre for os, der ønsker fred, konsensus og dialog. Men det er formodentligt i vestens økonomiske interesse at føre mere krig. Krig er en forretning, såre enkelt er det.

Hvad med medmenneskeligheden? Den står jo i vejen for krigens fremmarch. Den må flænses med kødædende kæber og knivskarpe kløer. Had er et kæmpe trækplaster. Hadets tid er nutid.

Kan vi virkelig blive ved med at se på humanismens nedtur? Kan vi virkelig vinke farvel til sameksistens? Er dystopien nu den eneste utopi?

Nu kommer notits om angrebet i Stockholm .. Det er afsindigt!
Jeg vil gerne tro på en bedre løsning.
En løsning, der rummer og forener.
At dyrke denne tro styrker.
Jeg tror!

 

Billede: skulptur af kunstner Helle Rask Crawford crawfordhouse.dk/gallerier/bronze-2012/

http://www.dr.dk/nyheder/udland/loekke-roser-trump-efter-militaert-angreb-verden-har-brug-ham

When the rest is silence…

Written on 3 August 2022 · by Martha Elias · Copenhagen · SHAKESPEARE FESTIVAL 2022 @HamletScenen in Elsinore / Helsingør · seen on 3 August 2022 at 20:00 · Danish premiere evening ·

5 out of 5 ⭐⭐⭐⭐⭐

“ … To die, to sleep;

To sleep: perchance to dream…”.  HAMLET by William Shakespeare

HAMLET: actor Marcel Meyer.
PHOTO: Fiona Mac Pherson

Under the prime sunset light of late Danish summer premiered an epic open-air performance about the tormented young prince, HAMLET, whose story is set on Kronborg: the breathtaking baroque castle that sheds grandeur to the theatre piece centred on death as a recurring theme. Cape Town Theatre Company renders a just as compelling as exhaustive depiction of a tale within the tale of the most eminent Shakespearian play in its original early Modern English.

The widely acclaimed play in five acts which would become William Shakespeare’s most notable work portrays the pensive Danish prince HAMLET – or ‘The Tragedy of Hamlet’ in its original title – performed by Marcel Meyer who has a witty, intense and dexterous take on the character, the youth who seems entangled by deep distress, existential crisis and thoughts about life, death and life purpose. This HAMLET production takes place on a ship, inspired by a true story from 1608, when the crew of The Red Dragon performed Shakespeare’s play – which at the time was but only a few years old – to avoid idleness.

Memorable indeed it is to see the play in such surroundings – especially because the theatre company has had to wait for two years to make a safe trip from Cape Town to Elsinore due to the covid pandemic. Director Frederik William Abrahamse, whose set design adds a warm atmosphere to the performance, delivers his vision of a ship crew sailing off the coast of present day South Africa. Abrahamse stages the play on a deck, with blowing sails and the sinister, yet cradling and creaking sound of a ship anchored in the pit space of night, increasing the perception of the whole story being nothing but a tale of ghosts in a nightmare. Light design by Faheem Bardien creates an enticing stage frame for the sea-engulfed play that matches perfectly with surrounding nature and baroque architecture.

Direction, lights and set design by Frederick William Abrahamse.
PHOTO: Bo Nymann

We watch a story within a story develop as the six actors from the company become the sailors on The Red Dragon performing the famous play. Five of them remain barefoot while only King Claudius appears booted – perhaps to symbolise his need for footing under his usurping feet. The longstanding historic backlash of this particular setting for the play has a special connection with Kronborg Castle, whereon the play has been staged for more than 200 years with famous actors, such as Laurence Olvier, Richard Burton and Jude Law as Prince Hamlet. Impressive and time-adherent – though with a touch of contemporaneity – costume design by Marcel Meyer and eerie music by the renowned South-African composer Charl-Johan Lingenfelder, whose tones caress the storyline, the historic setting and the actors’ performance.

Certainly, the story of the tragedy is rather simple. Young Hamlet returns to Denmark from the university in Wittenberg and learns about his father’s untimely death, while his mother Gertrude has married his uncle Claudius, who has usurped the crown. The ghost of his father appears during night and urges Hamlet to avenge his murder. The prince seems troubled to begin with and with the news becomes even more distressed, lacks direction. Thus, he decides to fake mental illness to confuse his uncle, mother, his betrothed Ophelia, and everybody else at court. His friend Horatio, the Roman, is his only true ally.

BACKGROUND: Shakespeare’s text is widely recognised to be an appropriation of an ancient tale presented in GESTA DANORUM, finished c. in 1208, written by Danish scholar Saxo Grammaticus (c. 1150 – c. 1220) which again is based on a lost poem from the Icelandic Saga about Jutlandish prince Amleth – in Latin Amlethus, Old Icelandic Amlóð: etymologically is supposed to mean ‘fool’ or ‘mad’ in Old Norse. The original plot of Saxo Grammaticus’ tale is about Rørik, king of the Danes. He appoints two brothers from the region, Orvendil and Fengi, as co-governors of Jutland. Orvendil accumulated much wealth through the years by raiding, and therefore became King Rørik’s favourite. Orvendil gets the king’s blessing to marry his daughter Gerutha. They had a son, Amleth. His brother’s success cause envy and rage in his brother Fengi, so he murders Orvendil and marries Gerutha, while Amleth is away. False stories were told about Orvendil, so everyone believed that Fengi’s fratricide was an act of justice. Learning about all this, and fearing for his own life, Amleth decides to feign madness.

The Ur-Hamlet is also a source – which was possibly written by author Thomas Kyd. The Ur-Hamlet would have been in performance already by 1589, so there is evidence that Shakespeare may have had acces to a copy of the play. Shakespeare may have worked on the anonymous Ur-Hamlet and written his own version of Hamlet between 1599 and 1601, which was published short after. There are only two surviving original editions of Shakespeare’s Hamlet known as the bad quarto from 1603.

THE BAD QUARTO. This is the earliest surviving printed version of William Shakespeare’s play Hamlet. There are only two copies of this book in the world – one at the Huntington Library, discovered in 1823, and missing the last page of text; and the British Library copy (C.34.k.1.) which does not have a title page. This was discovered apparently in Nottinghamshire by a Dublin student in the 1850s and eventually acquired by the British Museum Library in 1858

AUTHOR SHAKESPEARE: Poet, dramatist and actor William Shakespeare (1564-1615) is widely recognised as the father of English literature. Born in Stratford-upon-Avon seemingly met an early death. His connection with Hamlet is emblematic as most research points at his own fascination with the character Hamlet. Not because he had anything in common with the young royal, but his deep ties with the story are based on the compelling psychology of the character: his search for life’s real purpose, the quest for love, loneliness, death as an alternative to suffering. This may be the very core of the play: the endless suffering. The strive for question upon question, and never arriving at a single conclusion from his troubled thoughts. He may well be portraying madness, but HAMLET seems undoubtedly as a person in pain. Grief surrounds his path. He grieves his fathers’s death, his mother’s prompt oblivion of his father, his uncle’s usurpation, Ophelia’s tortured love, his struggle with his own identity as a son without a father, and his royal position.

Early in the play suicide appears as a solution for Hamlet, but he feels obliged to comply with the petition from his father’s ghost: to avenge his murder! This seems to me to be the very reason for Shakespeare’s bond with the story. This character embodies a very fragile and somber mind which makes Hamlet rather universally appealing, because this fact makes him eternally humane and accessible to anybody who is touched by young Hamlet’s turmoil. Because, who has not experienced suffering?

LEFT: Shakespeare’s only surviving handwritten text: an unfinished play about Sir Thomas More.
RIGHT: Six of Shakespeare’s signatures

MARCEL MEYER’S HAMLET: Yes, also Marcel Meyer’s Hamlet dwells on an existential crisis which is unmistakably apparent. Hamlet’s mind is frail, his existence in peril. He is surrounded by enemies, he is even violent when he does not tremble to show cruelty towards his mother, his beloved Ophelia or his once friends Rosencrantz and Guildenstern. The very essence of this HAMLET characterisation is his feeble temperament, his violence, his pathetic death wish; and especially the director’s decision of letting his father’s ghost possess Hamlet, so that the ghost speaks through him in act III. We know little about how the original sailors on the Red Dragon performed Hamlet. But with his interpretation Marcel Meyer has truly added a new layer to the Hamlet role. Also the idea of making Rosencrantz and Guildenstern perform as sort of siamese twins is truly powerful and innovative.

PRINCE HAMLET: “In my heart there was a kind of fighting, That would not let me sleep.”

Marcel Meyer as Hamlet interpellating ROSENCRANTZ and GUILDENSTERN.
PHOTO: Bo Nymann

Marcel Meyer as Hamlet being questioned by ROSENCRANTZ and GUILDENSTERN.
PHOTO: Bo Nymann

The antagonistic figure of King Claudius seems renewed, because his evil deeds and plans make him appear weak and isolated, as we face during his false remorse while he prays in the chapel, only to continue to plot Hamlet’s death.

PHOTO: Bo Nymann

Ophelia is played with a keen and crucial tenderness which seems convincing, even when the actor is male. The grand figure of the confused and suffering mother Gertrude is played neatly by Lungile Lallie, who is torn by the love to the new king and her love and care for his grieving, accusing and mentally unstable son.

HAMLET with his mother.
PHOTO: Bo Nymann

In the end death does concur, as everyone in the royal family lays lifeless at court. Hamlet’s own last words are: THE REST IS SILENCE. The ambiguity of the sentence is striking. Does Hamlet mean “the remainder of it all is soundless”, or no word is needed, as in I have nothing else to say? Perhaps it may also mean that this final deadly slumber is filled with silence? Or he even realises that there may be no heaven? All his wondering lays unresolved while he has been split between avenging his father’s death and to commit suicide, and this finale renders a perfect opportunity to execute both.

HAMLET with Horatio, last scene.
PHOTO: Bo Nymann

Tragic indeed and yet there is absolute beauty in this tale. Especially the larger-than-life soliloquy – exquisitely performed by Meyer – resonates with this late eve’s stark lilac clouds as midnight approaches.

A truly masterly, epic and contemporaneous performance, as well as truly demanding sea-surrounded maritime journey for the actors who are on stage for nearly three hours as they mirror up nature’s alluring nocturne lights. On this evening an unaware seagull flies above the castle spires and cries out as Hamlet releases his final line. A remarkable and inspiring experience.

HAMLETSCENEN’s recurring SHAKESPEARE FESTIVAL has performed since 1816, i.e. the last 206 years.

Plays: 3-7 August 2022. Kronborg Castle in Helsingør

ABOUT SHAKESPEARE FESTIVAL AT KRONBORG CASTLE

MEANING OF THE ORIGINAL NAME AMLETH

BAD QUARTO: Shakespeare’s original publication

TEXT: HAMLET by William Shakespeare

ABOUT WILLIAM SHAKESPEARE

SHAKESPEARE’S ONE AND ONLY SURVIVING HANDIWORK

ABOUT Composer Charl-Johan Lingenfelder

THE ORIGINAL HISTORICAL HAMLET

ABOUT GESTA DANORUM by SAXO GRAMMATICUS

OM ANMELDERENEN · About the reviewer

Credits:

HAMLET SOUTH AFRICAN COMPANY

MARCEL MEYER: Sailor 1, HAMLET, Francisco, Ghost, Lucianus

MICHAEL RICHARD: Sailor 2, KING CLAUDIUS, Player King

LUNGILE LALLIE: Sailor 3, Bernardo, QUEEN GERTRUDE, Raynaldo, Player Queen

TAILYN RAMSAMY: Sailor 4 | Horatio |POLONIUS

JEREMY RICHARD: Sailor 5, LAERTES, Marcellus, Rosencrantz, First Player

MATTHEW BALDWIN: Sailor 6 | OPHELIA |Guildenstern | Gravedigger |Osric

FREDERICK WILLIAM ABRAHAMSE: Director and set Designer

MARCEL MEYER: Costume Designer

FAHEEM BARDIEN: Lighting Designer

JEROME CHAPMAN: Stage Manager

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb til Foreningen OrdSelskabet over MobilePay-nummer: 611996 eller skriv til: me@ordselskabet.dk

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution to OrdSelskabet · The Society of the Word via MobilePay number: 611996 or send an email to me@ordselskabet.dk

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

FAVNET AF DANSENS ESSENS OG EKSISTENS

Skrevet: 8. juli 2022 · af Martha Elias · København · COPENHAGEN SUMMER DANCE 2022 @Ofelia Plads · set 7. juli 2022 kl 21 · Første forestilling ·

4 ud af 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️

“ … the existence / between the essence / and the descent”.  T.S. ELIOT

Copenhagen Summer Dance 2022
Om dystopi, afhængighed og hengivenhed i dansens ånd.

De tre værker skal føre tilskueren hen til dansens essens i form og udtryk. Faktisk præsenteres tre studier om samtiden, hvor dansernes bevægelser og tematik afsøger øjebliksbilleder af eksistensen.

Med forskelligartede udtryk og en på mange måder velovervejet sammensætning præsenteres den traditionsrige Copenhagen Summer Dance på en fager lys sommeraften på kølige Ofelia Plads i København. Værkerne synes kontrastfyldte, fællesnævneren forbliver Dansk Danseteaters vision om at nå ud til publikum og være på forkant – i år præsenteres flere internationale samarbejder. Visionen lykkes også langt hen ad vejen.

Den sidste af de tre performances finder sted mens mørkets cinnoberrøde nuancer favner pladsen. Det er den særlige omtalte MIAMI CITY BALLET med nyt værk af Dansk Danseteaters Pontus Lidberg. Høj energi og farverige neonkostumer, hvis flyvende bevægelser synes nærmest at tegne en regnbue i horisonten. Her ser vi et ensemble på otte teknisk dygtige dansere, der spreder glæde og kulør; men dansetrinene består af ren neo-klassisk Balanchine ballet på tåspidsesko. Det bedste ved performancen er Philip Glass’ velkendte violinkoncert af 1987. Men dansen byder på intet nyt. Godt, men uden kant.

Som nummer to i rækken præsterer Skånes Danseteater det prisbelønnede værk ‘DON’T, KISS’ af italienske Fabio Liberti, tidligere danser hos Dansk Danseteater. Musikken tegner et fint landskab med sin nykompositoriske essens af svenske Per-Henrik Mäenpää.

Liberti har taget greb om den nære kontakt og eskalerer det op til dens yderste konsekvens. Otte dansere på scenen, der parvis repræsenterer den binære og non-binære sfære, men samtidigt også spejler hinanden i deres dansebevægelser og aldrig giver slip på kys-kontakten. Det er en imponerende skildring, der skitserer det basale menneskelige behov for fysisk kontakt, der efter lidenskabets flygtige indledende fase kan lede til såvel afhængighed, som den udmattende medafhængighed. Emnet rører ved virkeligheden og bevæger sig ind i nye udtryksformer – og ikke mindst udfordringer – da danserne skal optræde uden at give slip på hinandens læber. Et meget inspirerende og æstetisk kunstgreb.

Det allerførste værk leveres mens brisen bider sig ind og en ensom havmåge – eller to – svæver over den forstummede Ophelia plads. Scenen indtages af ni dansere fra Dansk Danseteater, der optræder med ‘THE HOLLOW MEN’, baseret på et digt af 1925 skrevet af postmodernistiske Thomas Stearns Eliot fra USA, hvis værker har haft indflydelse på flere nordiske digtere i det 20. århundrede. Den skarpe koreografi af norske Ina Christel Johannessen rammer det store hul i vor fælles samtid, der er præget af krise, meningsløshed, individets barske kamp for eksistensen; den ydre tomhed, der forplanter sig i menneskets indre univers … ensomheden, elendigheden, kaosset.

Dyster og gribende nykompositionsmusik af Tommy Jansen favner ni dansere iklædt halmkostumer – som de skiftevis får af og på – og synes at symbolisere menneskets indhold som hult, som den tragikomiske og til tider skrækindjagende fugleskræmsel. Her bliver det interessant, for Johannesens eksperiment bearbejder digtet THE HOLLOW MEN som mere end blot baggrundsstof. Koreografen breder sig længere ud end til selve samtidsdans som genre, her får vi en begavet fortællerstemme, mesterligt leveret på originalsproget af talentfulde Jessica Lyall fra Australien, hvis lysende kyndighed som danser er notorisk, mens vi må erkende, at hendes recitation, indlevelse og vokalisering også er hårrejsende formfuldendt. Bradley Waller og Merete Hersvik udstråler også med magisk præcision. I det hele taget er dansernes udførelse meget overbevisende, mens synergien fascinerer og lever op til kompagniets mission som Danmarks ypperste referencepunkt for samtidsdans.

Med dragende stemme, moderne dans og flydende musiklandskab bliver tilskueren henført i en nutidig fortælling, som T.S. Eliot rammer også nu, næsten 100 år efter han skrev digtet. Eliot’s digt blev til som et resultat af efterkrigstiden, hvor der opstod et behov for en fælles debat om, og bearbejdelse af, krigens grusomhed. Johannessens værk opfylder det samme behov for en åbenlys nødvendig samfundsrefleksion. Det er opbygget som en crescendo af tanker, følelser og flugt fra kaosset, der når et klimaks med verdens forudsigelige undergang. For mens samtidshistorien byder på krig, voksende polariseringer og kritiske tilstande, træder dansen ind som selvstændig eksistens for at gribe mennesket, vise nuanceringer, kaste lys og indgyde håb.

DANSK DANSETEATERs ensemble leverer en vedkomende og dragende fortælling, hvor tilskueren suges ind i fortællingen om eksistensens kaos, menigsløshed og tomhed.

VIDEOER: https://www.facebook.com/ME2900/posts/pfbid02oNPEfNY9PQWtH4BH6MWzU95kuTgaHp3vGMDnFnGoBmyfnkGEqMqQmmUu6FjsdBoEl

Spilledatoer: 7. juli-10.juli 2022. Ofelia Plads. København K

Alle billeder og videoer af Alicia Zwetsloot og Martha Elias

OM DANSK DANSETETATER: Copenhagen Summer Dance

PROGRAM Copenhagen Summer Dance 2022

POEM: THE HOLLOW MEN BY T.S. ELIOT

OM PONTUS LIDBERG

DON’T, KISS: SKÅNES DANSETEATER

OM MIAMI CITY BALLET

OM ANMELDERENEN · About the reviewer

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb til Foreningen OrdSelskabet over MobilePay-nummer: 611996 eller skriv til: me@ordselskabet.dk

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution to OrdSelskabet · The Society of the Word via MobilePay number: 611996 or send an email to me@ordselskabet.dk

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

EN REJSE IND I BAROKKENS SJÆL

Fra brochuren, MUSICA FICTA & KRONBORG SLOT

KunstKapel i MUSICA FICTA på Kronborg 21. juni 2022

af Martha Elias · København · Kongernes Yndlingsmusik på Kronborg · den 18. juni 2022 kl 19:30 · Dansesalen på Kronborg ·

5 ud af 5 ⭐⭐⭐⭐⭐

“The inexpressible and rationally incomprehensible take shape in his music.”. Martin Flämig

Musica Ficta leverer dydige toner, der taler til sind og sjæl indhyllet i prægtige historiske rammer, der fører tilskueren tilbage til en svunden tid, hvor barokmesteren, Henrik Schütz, levede på selve Kronborg.

Kronborg Slot i Helsingør
Historiske rammer, der går tilbage til Erik af Pommerns tid, der opførte slottet i 1420’erne. Dengang var slottet en middelalderlige fæstning og blev formentlig kaldt ‘Krogen’. Frederik 2. fik opført det nuværende renæssance slot mellem 1574-1585

Der er grund til at fejre barokmusikkens sublime arv. I år er det nemlig 350 år siden den virtuose organist og komponist Henrik Schütz (1585-1672) døde 87 år gammel. Komponisten blev uddannet hos den indflydelsesrige venetianer Giovanni Gabrieli, der var en af de mest toneangivende og indflydelsesrige musikere i Europa. Enrico Sagittario, som han hed på italiensk, var en af Gabrieli’s fremtrædende elever og komponerede topmoderne himmelsk musik for kongelige og adelige. Hans musica sacra bærer en fjerlet svævende kerne, mens den verdslige musik taler direkte til hjertet og erindringen. Han er den vigtigste og mest innovative komponist fra sin samtid, før Bach. Det kan argumenteres, at Heinrich Schütz er den moderne musiks fader, og at selveste Bach’s musik bærer et strejf af arven efter Schütz. Han er også særlig vedkommende for dansk klassisk musikhistorie, fordi han – henover to perioder: 1633-1635 og 1642-1644) var Kapelmester for italofile Christian IV. I den egenskab boede han på Kronborg og fyldte salene og rummene med sin virtuositet. Lærermesteren Gabrieli og Schütz holdt forbindelsen indtil den enes død, hvorefter Schütz skulle have besøgt Italien flere gange, hvor han sandsynligvis mødte operafaderen, Claudio Monteverdi, der også er berømt for sine madrigalers polyfoni.

Dansesalen, Kronborg slot

Father of modern music: The quintessential legacy of Heinrich Schütz, and at the same time the source of his relevance today, can be found in his artistic usage of the word. The word is a central component in his work. His unique usage of text lies in the fact that he is not content with capturing the rational meaning of words and their grammatical contexts. Rather, he is capable of rendering things that go above and beyond what we are able to express with human speech, thereby enlivening them.
The inexpressible and rationally incomprehensible take shape in his music.
This is achieved in equal measures in settings of biblical texts as well as in the creation of secular madrigals. Heinrich Schütz reveals an inner vision of the word in a highly artistic form.
– Martin Flämig

Koncerten er den fjerde i rækken og er skabt af det renommerede ensemble MUSICA FICTA med otte stemmer og karismatiske komponist Bo Holten som dirigent og formidler, i samarbejde med Kronborg og på cembalo de fuldkomne klange af Jakob Lorentzen fra Holmens Kantori m.m. Ved første del af koncerten, i den barokke Dansesal, var den kirkelige musik på programmet, hvilket det ottestemmige ensemble frembragte med dybde, finurlighed og tyngdekraft. Men madrigalerne når bare en smule længere.

Der er også en høj grad af grafisk kvalitet i Henrik Schütz’s innoverende musik.
Foto: https://www.xn--schtz-musikfest-1vb.de/eng/schuetz-damals-und-heute/vater.php

Schütz’s madrigaler er som en balsam for sjælen. Der er tone- og ordrigdom, der accentuerer hyldesten til Kærlighed og natur, de fylder hele atmosfæren og udvider hjerte og sind. Som tilskuer oplever man det som en tidsrejse hen til en svunden tid, til et sted, hvor Schütz’s suveræne overlegenhed hviler på hans insisterende nyskabelse og moderne tilsnit. Det er næsten som at se ham svæve lyksalig over salen. Hans musik forklarer det uforklarlige og rører det urørlige. Det er med respekt og loyalitet over for komponistens ånd, at Musica Ficta leverer sin præstation med autenticitet og troværdighed. Sikke en lysfyldt aften lige på dørtærsklen til Sommersolhvervet!

Ensemblet opleves som et urværk i uovertruffen samklang, der rækker ud til den enkelte, løfter op og få os til at svæve i et med skyerne og aftensolen. Vi kan kun glæde os til næste gang.

MUSICA FICTA
Foto: http://www.ficta.dk

OM EVENT

OM MUSICA FICTA

OM KRONBORG

OM ORGANIST JAKOB LORENTZEN

HELE KONCERTEN PÅ P2

PORTRÆT AF KOMPONIST BO HOLTEN

OM ANMELDEREN · About the reviewer

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay-nummer: 611996 eller skriv til: me@ordselskabet.dk

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution: MobilePay number: 611996 or send an email to me@ordselskabet.dk

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

CYKLUS AF LYS

af Martha Elias · København · KØBENHAVN DANSER Østre Gasværk · den 26. maj 2022 kl 19:30 · Anden ekstra forestilling i København ·

5 ud af 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Dance, dance… otherwise we are lost”.  Pina Bausch

Le Sacre du Printemps
Foto: Maarten Vanden Abeele
Om lidenskab, hengivenhed og kunst som den yderste konsekvens. Lyset oprinder …

Her bliver tilskueren suget ind i en cyklus af lysende væsener, hvor dansernes kraft, råhed og samstemmighed leverer en ypperlig præstation. Le Sacre du Printemps & Common Ground(s) forbliver en satellitrejse ind i menneskets eksistentielle sondring om liv og død.

Østre Gasværks runde råhed danner rammen om den successfulde dansefestival i to akter, der byder på anerkendte ikoniske stemmer, som genfortæller legenden om et dødsoffer til foråret, udødeliggjort af koreografen Pina Bausch i Wuppertal i 1975. Det var Igor Stravinsky, der skrev værket som et insisterende avantgarde musikalsk landskab. Det blev skrevet i 1913 til Ballet Russes’ uropførsel i Théâtre des Champs-Élysées i Paris.  Værkets originaltitel var også russisk Vesna sviashchennaia, ordret ‘kroning af foråret’, men som ofte er oversat til ‘vårofferet’ eller ‘forårsofferet’ og på engelsk ‘The Rite of Spring’. Men værket blev generelt kendt med den franske oversættelse Le Sacre du Printemps.

Forestilingen er skabt af Senegal’s École des Sables, Pina Bausch Foundation og Sadler’s Wells, der lever fudt ud til værkets ikoniske status. Scenografien er minimalistisk med frisk jord som tæppe og stærkt symbol, hvorpå danserne udfører performancen. Ensemblet består i alt af 38 dansere.

Første håndskrevne side af Igor Stravinsky’s Le Sacre du Printemps.
Foto: https://twitter.com/datropp/status/299145279142256641

Common Ground(s) er den indledende performance, der fører os hen til den fælles grund, der forener, gennem en spejlreflekterende sats, som viser en dualitet med selvet: det der er, det der ikke er; måske også hvad vi søger i andre, men finder i os selv. En stærk præstation af to usammenlignelige +70-dansere: Germaine Acogny, leder af École des Sables, sammen med Malou Auraudo, en af de oprindelige dansere fra Le Sacre du Printemps’ opsættelse i Wuppertal i 1975.

Common Ground(s).
Foto: Maarten Vanden Abeele

Le Sacre du Printemps handler om et offer, så foråret kan bryde frem. Før det sker skal der udvælges en tilfældig jomfru. Denne aften oplever vi på scenen et ensemble af 13 mandlige dansere og 13 kvindelige dansere fra École des Sables med unge dansere fra 14 afrikanske lande. Ensemblet leverer sublimt og med dansernes særlige dragende indfølelse bliver tilskueren suget ind i fortællingen om foreningen mellem menneske og jord gennem dødsdansen i forårets navn. Teknisk er der tale om dansere af høj karatværdi. En gylden performance på en grund af brun frisk jord, parat til at tage imod blodet fra den unge jomfru. Omend temaet kan synes barsk og vemodigt, så oplever publikum en sjælden og delikat uberørt skønhed.

Kontakten mellem cirklerne af lys fuldendes og pludselig er ringen afsluttet: en ung kvinde klædes i rødt af en vismand. Det røde væsen tager sin byrde med ærbødighed og skrækindjagende ulastelighed. Foråret skal komme og den kraftfulde ungmø afspejler kontrasten mellem lykke, desperation og kærlighed til livet, der må ende med en tidlig død.

Foto: Maarten Vanden Abeele

Billede af den stampede jord, efter dansen.
Foto: Martha Elias

Et klokkeværk i suveræn aktion med sjælfuld resonans, der fylder hele rummet ud og løfter publikum op, som kunst, når den er bedst, kan gøre.

Ensemblet leverer sublimt og med dansernes særlige dragende indfølelse bliver tilskueren suget ind i fortællingen om foreningen mellem menneske og jord gennem dødsdansen i forårets navn.

Kuppel, Østre Gasværk.
Foto: Martha Elias

Et ambitiøst kunstprojekt, der leverer høj kvalitet og er bragt til københavnere af lederteamet Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth. Tak for det.

EKSTRA FORESTILLINGER. Spilledatoer: 25. maj 2022-2. juni 2022. Østre Gasværk. København Ø

København Danser: COMMON GROUND(S) & LE SACRE DU PRINTEMPS

OM KØBENHAVN DANSER

ABOUT LE SACRE DU PRINTEMPS · PREMIERE IN PARIS, 1913 · in English

ABOUT PINA BAUSCH

OM ANMELDERENEN · About the reviewer

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay-nummer: 611996 eller skriv til: me@ordselskabet.dk

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution: MobilePay number: 611996 or send an email to me@ordselskabet.dk

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

OM AFSTAND OG NÆRHED

 af Martha Elias · København · SIRENE set på Republique, Østerbro Teater · den 19. marts 2022 kl 17:00 · Live premiere i København · første performance

5 ud af 5  ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Det ypperlige er en kunst, der er vundet af træning og tilvænning”.  Aristoteles

Foto: Paul Kolnik
Om lidenskab, æstetik og den pulserende levende længsel. En sirene udånder.

Mageløse SIRENE er en ypperlig rejse ind i et mytologisk væsens essens. En forestilling der skildrer, gennem mesterlig dans og scenekunst, en fortælling om begær, afmagt og afsavn.

En flygtig eksistens, der befinder sig i et nulpunkt mellem væren og ikke-væren kæmper for at høre til i en verden, der insisterer på afstandstagen og fremmedgørelse, selvom drømmen om accept synes at komme tæt på, når lidenskaben raser.

Med afsæt i Homers mytologiske væsen udforsker kunstnerisk leder og koreograf, Pontus Lidberg, grænselandet mellem tilstedeværelse og tilhørsforhold i gruppe, sted og rum. Sirene-væsenet er en organisme i sig selv, der længselsfuldt vil kontakten med andre væsener. Væsnets iboende dikotomi forvandles til en kamp mellem havkraft, identitet og menneskelighed omgivet af en farefuld, fortryllende og kaosfrembringende atmosfære. En entitet forhåndsdømt til at blive på afstand søger nærhed med andre og selvet. Bliver resultatet befrielse, forløsning og vedvarende tilhørighed?

Kontakten mellem den kraftfulde Sirene, Merete Hersvik, og talentfulde leaddanser, Bradley Waller, skal afspejle kontrasten mellem det humane og det næsten-humane, den andethed, som Sirenen symboliserer – synergien er åndrig og bærer i sig et element af dyb æstetik, der skal bekræfte en insisterende søgen efter eksistensberettigelse og tilknytning kroppens udtryk. Det vises ved hver enkeltstående dansefraseringer, der udfordrer dansernes bevægelsespotentiale og lyriske udtryk.

Ensemblet på scenen består, udover Sirene, Merete Hersvik, af syv mandlige dansere, der også tæller Stefanos Bizas som en af sømændene. Bizas bevægelser bærer denne aften en særlig lyrisk undertone, en troskyldig lethed, der lyser omkring ham.

Foto: Sarah Melchiori

Der er i ensemblet en enstemmighed, der skaber den magi der forener koncept, performance og tilskuere og som efterlader et indtryk, der får os til at gispe efter vejret. Der er også en høj grad af selvstændighed og forfriskende fornyelse i denne fortolkning, hvor der favnes bredt, når det gælder køn, begær og identitet.

Sirene er en del af en trilogi, der refererer græsk mytologi som inspiration. Med denne performance har Dansk Danseteater endnu en gang formået at levere et kunstprodukt, der kan få os tættere på en refleksion over egen medmenneskelighed og fortidens flugt ind i samtiden.

Spilledatoer: 19.-26. marts 2022. Teater Republique

OM SIRENE· programhæfte

OM DANSK DANSETEATER

OM PONTUS LIDBERG · på dansk

ABOUT PONTUS LIDBERG · in English

SIRENES IN GREEK MYTHOLOGY

OM ANMELDERENEN · About the reviewer

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay: skriv til info@gnf-cph.com

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution: info@gnf-cph.com

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

EXCELLENCE IN THE FLAWS

 by Martha Elias · Copenhagen · seen at SKUESPILHUSET / DET KONGELIGE TEATER on 23 October 2021 at 20:00 hs · third performance

5 out of 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Letting go of all outer constructions in order to have an encounter with another human being.” Pontus Lidberg

When man, art and machine come together a combination of intentions exposes the potential which lays in human flaws, as well as the process of creating a new masterpiece.

KENTAUR is a high-tech groundbreaking dance performance by acclaimed Art Director, Pontus Lidberg, where AI, AR, modern dance and creative direction intersect the ethical corpus of decision-making processes. The question remains: does a machine, created by human hands, enhance art performance?

A binary voice from a digitalised existence prompts dance phrases upon the performers – seemingly – to enhance human interaction. It insists on directing the nine dancers from DANSK DANSETEATER · DANISH DANCE THEATRE to test their capabilities, stamina and compliance. The AI entity has been furnished with a massive amount of data – including all the major works from Greek mythology, and also the performers’ track records and social media activity. This also means that each of the five times the dance performance is presented in Copenhagen renders a new show altogether, because the dancers may be different from time to time – and the AI may find a new algorithm. This amalgamation of dance, performance, digital art, musical texture and word content yields the virtuosity of this masterpiece. Poetic innovation on a 360-degree radius.

The AI creature seems to have an agenda for each performer and this is a crucial part of the challenging dramaturgy – by Adrian Guo Silver – that after series and phrases becomes a search for the encounter between the individual and ‘the otherness’, developing into a convergent evolution between a man alone, the AI entity and other individuals, which reaches a climax where in a solo – by Bradley Waller – one of the dancers does not comply and opts to follow his own inner voice, then still as a solo the dancer obeys and blindfolded engages into a final dance of hope, cohesion and human expression by the hand of the AI and the other performers. Humanity and technology meet and reveal a work of art that describes some of the contingencies surrounding the individual in modern society. Should we allow the digital embrace human interactions or should digitalised interaction become more human?

A genuine highlight is the delicate performance of dancer Jessica Lyall – such a bliss to behold. All nine performers – including Merete Hersvik, Kristin Bjerkestrand and Stefano Bizas – function as a united clockwork corpus where every single movement bears an element of high purpose – i.e. to deliver their joint art expression to the audience. The light design – by Raphael Frisenvænge Solholm – and especially the sound and video art – by Ryoji Ikeda – provides a genius framework for the performers to wield to the sound of the AI creature and music from Schubert and Puccini. The computerised tones and broad oceans of ancient texts on a giant screen engulf the performers and underline the epic, the poetic and the sublime. A hybrid being, a centaur, is born in front of the audience!

“Water pours from the Holy Stream. Let the river guide you.” part of the text on screen.

‘The flaws of my creator’… sates the AI creature

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Humanity and technology meet and reveal a work of art that describes some of the contingencies surrounding the individual in modern society. Should we allow the digital embrace human interaction or should digitalised interaction become more human?

With this piece DANISH DANCE THEATRE also celebrates their own voyage from its beginnings in 1981 up to now forty years later. There is indeed reason to honour this journey, when they once again convey a production which mesmerises, surprises and inspires.

Dates: 22 October until 25 October 2021.

ABOUT KENTAUR · CENTAUR

ABOUT DANSK DANSETEATER

ABOUT PONTUS LIDBERG · in Danish

ABOUT PONTUS LIDBERG · in English

THE CENTAUR FROM GREEK MYTHOLOGY

About the reviewer

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay: skriv til info@gnf-cph.com

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution: info@gnf-cph.com

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

DEN GÅDEFULDE OPSTANDELSE

 af Martha Elias. København · 30 september 2021

4 ud af 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️

“… selve larmen og uroen havde noget dødt over sig.”

NÅR VI DØDE VÅGNER af Henrik Ibsen. Norge

Kasper Leisner, som professor Rubæk, repræsenterer både kunstneridentitet og kunstværket i en dualitet omgivet af kaos.

Når kunstskabelsens iboende kraft står i kontrast med menneskets eksistensberettigelse. Den første med hele sin modsætningsfyldte styrke, afmagten og det ødelæggende menneskeforbrug i demiurgens ensomme rum – og dog forbliver værket, og selve vejen dertil i centrum. Den sidste i den ældgamle jagt efter den flygtige lykke i en verden, hvor det mest fremmede synes at være selvet, og hvor naturens urkræfter bringer de rå instinkter frem. Spørgsmålet forbliver: kommer mennesket i kunstneren videre, når kaos og dekadence lurer?

Regnen synes at indfange byens konturer ved ankomsten til Aarhus kort før forestillingen begynder. Nyopsætningen af NÅR VI DØDE VÅGNER (1899) på Aarhus Teaters Studio-scene handler det om. Skuespillet er en dramatisk epilog i tre akter, der blev den sidstskrevne af den norske dramatiker og digter Henrik Johan Ibsen (f. 1828) inden hans død i 1906.

Ægteparret Arnold og Maja Rubæk – forholdet er ved at glide ud mod afgrunden. Foto: Rumle Skafte

Instruktøren Amanda Linnea Ginman har bearbejdet Ibsens dramatiske epilog-værk og instrueret med det affektive for øje og med publikum i centrum. Det lykkes langt hen ad vejen. Dysfori lurer og her har hun valgt stroboskoplys og dissonant lyd for at omringe fortællingens faremomenter, afsindigheden, den rå fortvivlelse og den udtalte eksistentielle krise hovedpersonerne gennemgår. Især den narcissistiske professor Arnold Rubæk, spillet sikkert og med indlevelse af Kasper Leisner, der efter flere år i udlandet vender hjem til Norge, og er taget op til højfjeldet med sin kone. Rubæk genkender ikke længere – om nogensinde – sig selv i parforholdet til Maja, spillet med insisterende kraft af Sofia Nolsøe. Lyden er ikke for de sansesarte, da den skærer dybt ind i høresansen. Publikum bringes foran en sceneramme, der byder på en højspændt rejse til højfjeldet, tæt på naturens urkræfter. Tæt på et undersøgende laboratorium af emotionel uligevægtighed sat op imod livets meningsfyldthed.

Arnold og Majas parforhold er bygget på det perfide og det skjulte, rivalerne spøger rundt om dem i form af kvindebedåreren og bjørnejægeren Ulfhejm, der spilles af Patrick Baurichter. Maja er overbevisende i sin rolle som den fortabte trofæ-ægtefælle, der får status og materielle goder, og dog er ulykkelig, uopfyldt, rastløs og derfor i afmagt kaster sig i armene på den aggressive Ulfhejm. Musen Irene – spillet af Mette Døssing – dukker op som genopstået fra de døde. Det er en dramatisk, mørk og intim fortælling, fortalt in medias res med afbalanceret skuespillerpræstationer.

Ulfhejm og Maja i utroskabens greb. Foto: Rumle Skafte

Her er Leisners personificering af den egocentrerede professor Rubæk særlig vellykket. Med dyb og tydelig stemme dominerer han scenen, hvor han går ind i rollen med alvor, ærlighed og fri for fordomme. Her er han med til at skildre et ægtepar, Arnold og Maja, der er i krise og derfor søger de den larmende stilhed på det norske højfjeld.

Han fører tilskueren ind i historien med overbevisende og solid snilde – og trods rollens usympatiske sider, ender vi med at forstå og – til en vis grad – holde med Rubæk, der befinder sig i en dyb eksistentiel krise og udfordres både som menneske og i sin kunstneridentitet. Midt i det kaos genfinder han musen Irene og konfronteres med mindet om vejen mod rigdom og anerkendelse kva det store uærlige mesterværk “Opstandelsens Dag”, som for Rubæk og Irene udgjorde et “fælles barn” – et barn de begge har frasagt sig. Et barn de begge har myrdet. Irene ved at tage afstand og afslutte forholdet til Rubæk, mens professoren gør det ved at gå den diametrale modsatte vej fra den oprindelige plan med skulpturen, hvor temaet kredsede om det ubesmittede og uberørte som idealet for ægte kærlighed i Irenes kvindeskikkelse.

Irene.
Foto: Rumle Skafte

I krisen møder de hinanden som mennesker på flugt fra deres egen fejlbarlighed. På flugt fra det rene, det gode og det sande, som de synes at genfinde et omrids af i en flig af tiden. Rubæk og Irene vælger at opføre det ægte værk og genopstå sammen, eller dø på ny sammen med værket. Måske omgivet af kaos og gru. Det forbliver gåden i stykket.

Rubæk til Irene: “Vær for mig, hvem og hvad du vil! For mig er du den kvinde, jeg drømmer at se i dig.” Henrik Ibsen
Irene og Rubæk
Foto: Rumle Skafte

En sansevækkende og eksperimenterende skildring af et litterært mesterværk, der i sin nye udgave forbliver højaktuel i en tid, hvor krise og forfald kendetegner medmenneskelige forhold, og netop her griber kunsten os som mennesker og inviterer til dialog, refleksion og handling.

Forestillingen spiller til og med den 16. oktober 2021.

Samtlige fotos er pressebilleder fra forestillingen. FOTOGRAF: Rumle Skafte

OM FORESTILLINGEN NÅR VI DØDE VÅGNER

Henrik Ibsens originale skuespil

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay: skriv til info@gnf-cph.com

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution:

info@gnf-cph.com

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

I stumper og splinter: heltemod og antagonisme i kvindeskikkelse.

 Af Martha Elias. København 2-12-2019

〽️〽️〽️〽️〽️ 5 ud af 5 〽️

“Det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke.”

Snedronningen, H. C. Andersen

Her konfronteres den feminine kraft og styrke som tese og antitese. Den ene i jagten på lykke, kærlighed og identitet. Den anden for at udbrede kulde, ondskab og mørke. For hvorledes skal vi måles: med andres øjne påsat vores svaghed, sårbarhed og mangler eller med det indre selvbillede om alt det vi kan, når vi vil?

Til urpremieren af balletten Snedronningen i Tivolis koncertsal er gys, ondskab og uskyld gennemgående temaer, men også selvudvikling, mod og udholdenhed. Det velkendte vintereventyr af H.C. Andersen blev udgivet for 175 år siden og med det er tilhørerne bragt foran en sceneramme, der byder på en rejse i en eklatant intim fortælling, timelig afstemt og insisterende velafbalanceret.

 

Tivoli præsenterer en eklatant intim fortælling, timelig afstemt og insisterende velafbalanceret.

Midt i Tivolihavens eventyrlige omgivelser opsættes sæsonens juleforestilling for hele familien med et kreativt team anført af af H. M. Dronningen som scenograf og kostumedesigner, Oh Lands musikalske verden og den renommerede russiske koreograf  Yuri Possokhov. De tre store navne arbejdede også sammen med opsætningen af Askepot på Tivolis Pantomimeteatret i 2016, men det er første gang, at trioen arbejder sammen på et stort anlagt værk. Balletensemblet er rigt besat af 33 professionelle balletdansere og ti balletbørn. Hertil tolv musikere samt video-, lys- og lyddesign af yderst fornuftig kvalitet. Desuden er librettist Camilla Hübbe fortrinlig til at skildre det folkekære eventyr med selvsikker hånd, engagement og ildhu.

Andersens historie starter med ondskabens troldespejl, der går i utællelige splinter og spredes over hele verden. Herefter er fortællingen placeret midt i byens mylder og støj, hvor de to børn Gerda og Kay mødes over byens tage. De er naboer. Der er ingen plads til en have. Derfor forærer Kay en rose i en en urtepotte til Gerda. Hun tager imod rosen. De er lykkelige. De har fundet det fælles, der forener. Her har den uberørte kærlighed sit sted. Her hører den hjemme. De to børn leger med kunsten at elske, som kun en barnesjæl kan: renhjertet, uskyldigt og for evigt. Det er her vi ser balletten tage sit udgangspunkt. Men idyllen splittes ad, da Snedronningen er draget af Kays drengedrømme. Af hans forelskelse. Af hans rene hjerte. Det vil hun gøre alt for at ødelægge. Hun vil lokke ham til sig. Således en vinternat ved juletid, afhjulpet af Snedronningens onde greb og manipulation, når en splint ind i Kays øje. Pludselig er Kay forsvundet og draget af sted med ondskabens væsen til råkuldens vinterlandskab og væk fra Gerda og deres rose. Han har glemt alt.

Gerda tager kampen op og sætter sig for at frelse ham, for kun i den kamp kan hun finde sin eksistensberettigelse. Hun går igennem mange fornøjelige, gyselige og ensomme eventyr – også gennem årstiderne for at nå frem til Snedronningens vintermørke. Det er i rosen hun finder inspirationen til sin rejse. Men især i troen på sig selv.

Gennem forårets glade og salige farver, tager hun naturens gaver til sig. Med sin ynde tiltrækker hun gavmildhed fra nogle og med snilde undgår hun farerne på vejen, og således når hun igennem efteråret. Det er især ved mindet om Kay og deres fælles historie, at hun søger inspiration til at fortsætte mod vinterlandskabet, endemålet. Men til allersidst er kulden lige ved at knække hende, men der husker hun rosen, hun fik af Kay og som personificerer deres kærlighed.

Rosen som symbol på det dyrebare, det enestående og troen på kærlighed.

Resultatet er, at Gerda lykkes i sit forehavende. Kay kan huske rosen og Gerda igen. Fortryllelsen er hævet. De lykkes. Det onde, grumme og mørke i Snedronningens skikkelse må bukke under. Hun er afstumpet. Heltinden får bugt med splinten i Kays øje. Mod betaler sig. Tro betaler sig.  Snedronningens magt og afmagt nedsmelter. Den lysende kærlighed, som rosen symboliserer, kan til syvende og sidst overvinde alt.

Gerda går igennem mange fornøjelige, gyselige og ensomme eventyr – også gennem årstiderne for at nå frem til Snedronningen. Det er i rosen hun finder inspirationen til sin rejse. Men især i troen på sig selv.

Musikken fra Oh Land fortæller legesygt og med moderne puls om de mange momenter heltinden må gå igennem på den ene side, og om det inderlige, isnende mørke Snedronningen besidder. Det gør hun med afsæt i popmusik, der her er ledsaget af klassiske elementer som violin, soliststemme og den poetiske harpe. Possokhov’s koreografi tager musikken i hånden og få danserne til at levere historien for publikum. Med skarpe trinserier, der fungerer efter hensigten – som til tider synes forudsigelige, men andre gange mesterlige – er dansernes  bevægelser skarpe og han selv fremstår stålfast og sikker indenfor det klassiske repertoire. Valgene er passende, konsekvente og intelligente. Laurie Nielsen og Vincent Vernal leverer suverænt som Gerda og Kay, ligesom  rollen som kragedamen spilles med stor humor og indlevelse af Jennifer Wagstaffe og prinsessen, Madeleine Purcell, gør sig også særlig bemærket. At historien på mange måder taler til datiden og nutiden er det, der gør H.C. Andersen’s forfatterskab universel, evige og uovertruffent og den ånd har balletten fanget og formidlet på scenen.

Lige netop at være tro til forfatterens historie synes at have været vigtigt for scenograf og kostumedesigneren, Dronningen, der gerne ville præsentere en forestilling, der viste essensen. De naivistiske tegninger af Dronning Margrethe bliver sat i bevægelse med animationsteknik og det passer fint til hele værket, men til gengæld er kostumerne egnede, men i den meget konservative udgave. Stor undren vakte beslutningen om kun at vise selve Snedronningen på video .. dér havde man en mulighed for at skabe en kulminerende EX Machina oplevelse, hvis Oh Land også var kommet ud på scenen iført sin majestætiske dragt, som publikum må nøjes med at opleve kun på video. Man har sandsynligvis ment, Snedronningen skulle forblive i sit fjerne univers af kulde, gru og skygger. Den detalje til trods, er forestillingen absolut vellykket og appellerer til børnefamilien, men også til det branchespecifikke publikum.

Selv majestætisk råkulde og mørke må vige for den lysende kærlighed. Tilhørerne ser en ung pige, der under en livsrejse, forvandles til en moden kvinde, der siger fra, løber risici, og tager  kampen op for at frelse sin elskede, for at bekræfte sin egen identitet og for sit selvværd. Det ender godt kun i kraft af heltindens jernhårde vilje til at tro på egen styrke.

Forestillingen spiller med til og med 29. december 2019.

 

OM FORESTILLINGEN SNEDRONNINGEN

Alle forestillingens billeder: Per Morten Abrahamsen

Hans Christian Andersen: Snedronningen

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Det fuldendte øjeblik.

Af Martha Elias. København 15-10-2019

〽️〽️〽️〽️〽️ 5 ud af 5 〽️

“Du skal vide, hvor mange inkompetente mænd, jeg var nødt til at konkurrere med – forgæves.“

Inge Lehman

Hvad er sværere end at vide, at man har talent, men at dette udviskes, forringes og usynliggøres af mænd i magtfulde positioner?

Foto: Thomas Petri

På Folketeatrets Hipodrommen præsenteres JORDENS INDRE, en fortælling om en forglemt, banebrydende og unik seismograf, geofysiker og forsker, der tilmed var en dansk kvinde, som satte sig for at efterlade sit aftryk i verdenshistoriens annaler, for det var noget hun både ville og kunne, og dét til trods for de mange ofre, kampe og ekskludering, hun måtte leve med.

Videnskabskvinden, Inge Lehman (1888-1993), fødes i København. Hun havde et idealiseret billede af faren, som også var videnskabsmand indenfor psykologi. Hun havde en skuespillersøster, Harriet, som hun havde et tæt, men ambivalent, forhold til. Fra barnsben er hun optaget af stjernenes bevægelser, af atomernes sammensætninger, af jordklodens bølger. Hun vier sit liv til sit virke og formår at udrette, det hun føler sig kaldt til indenfor det videnskabelige felt. Som seismograf og geofysiker var hun enestående og med en fokuseret indsats skaber hun sig en langstrakt forskerkarriere, der slutter først, da hun som 99 år gammel går på pension. Det gjorde hun med stor disciplin, dedikation og ildhu. Alligevel var det hendes intuition, kreativitet og innoverende sindrighed, der bringer hende til at opdage jordens inderligste faste kerne, der ifølge hendes teorier, befinder sig inden i en glødende flydende kernemasse. Det påviste hun også og det bragte hende stor anerkendelse i udlandet. Hjemme i Danmark forblev hun, alligevel, mere eller mindre ukendt.

Det er Inge Lehmans intuition, kreativitet og innoverende sindrighed, der bringer hende til at opdage jordens inderligste faste kerne.

Ingen før hende havde præsteret det hun kunne fornemme med sine sanser, men som hun også påviste med formler, tabeller og atmosfæriske målinger. Det sværeste var nu alligevel at opnå den anerkendelse, hun higede efter. Endnu sværere var det måske at leve med tvivlen, frustrationen, afmagten.

Foto: Thomas Petri

Iben Hjejle leverer en eminent, skarp og særlig poetisk præstation, der flyder over scenekanten, indtager hele salen og rører tilskuernes inderste kerne. I sin karakter som kvinden, der kæmpede for det, hun troede på, viser hun os et menneske, der med styrke forfølger sine videnskabelige mål, men som samtidigt bruger sin kreativitet for at nå frem til de resultater, hun længes efter at dele med omverdenen. Hun kunne høre jordens indre kerne hviske – siger hun i en af replikerne – og således afventede hun det fuldendte øjeblik, hvor hendes tvivl ville forsvinde. Måske ved at blive anerkendt af etablissementet. Måske ved at finde den anerkendelse hos sin til tider overfladiske søster Harriet, spillede af en indtagende Laura Bro. Måske ved at dyrke idealbilledet af faren. Måske ved at blive anerkendt af sine nærmeste kolleger, først og fremmest den skeptiske og magtfulde Niels Bohr, spillet af Jesper Lohman, der med hårdhed, fastlåst holdning og indædt selvhøjtidelighed gerne vil opretholde den gængse magtbalance: mænd før kvinder.

Iben Hjejle leverer en eminent, skarp og særlig poetisk præstation, der flyder over scenekanten, indtager hele salen og rører tilskuernes inderste kerne.

At stykket lykkes på så fornem vis skyldes også det insisterende fokus på hovedpersonens dynamiske dualitet, som instruktøren, Geir Sveaas, fastholder. Der er kraft i de gyldne ord skrevet af manuskriptforfatteren, Simone Isabel Nørgaard, og Rebekka Bentzens minimale iscenesættelse, passer fint til fortællingen. Ja, Inge Lehmans historie er stærk. Men alligevel er det forestillingens tekster, der må fremhæves, for de magiske, æteriske og velafbalancerede monologer – og dialoger – udgør et fremragende eksempel på dansk digtekunst.

Forestillingens tekster må fremhæves, for de magiske, æteriske og velafbalancerede monologer – og dialoger – udgør et fremragende eksempel på dansk digtekunst.

I en tid hvor magtbalance, ligestilling og kvinderettigheder i den grad forbliver på dagsordenen, kommer dette teaterstykke til at minde os om, at det fuldendte øjeblik  måske ligger inden for rækkevidde. I vores allerinderste kerne.

 

Spiller på Folketeatret fra 15. oktober til den 15. december 2019.

Om Jordens Indre, Folketeatret

Om anmelderen, Martha Elias

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias