FremhævetEn afsindig trang …

En afsindig trang …

af Martha Elias. København, 3. maj 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

Hvad må kunsten koste for det enkelte menneske? Hvor går grænsen? Er lidelse, kunstvirke, nedværdigelse og afhængighed uadskillelige? Det eksistentielle i digtekunst møder skarpt fortolket menneskelige misere, når Toves værelse genopføres på Folketeatret. Dansk scenekunst, når det er bedst og brænder igennem de skrå brædder og rammer plet hos det brede publikum.

IMG_1430.jpg

Mens foråret har ramt hovedstaden spiller Toves værelse på Folketeatret for fuld kraft. Det er en kærkommen genopførelse af Jacob Weis’ dramatisering 3 år efter Tove, Tove, Tove – baseret på Vilhelms værelse fra 1975, det allersidste romanværk af den store danske digter og prosaist, Tove Ditlevsen (1918-1976). Stykket er i sin frie fortolkning, ligesom bogen, barskt, hudløst ærligt og medrivende til bristepunktet. Hendes lidelse når hver og en tilskuer. Den rammer alle sanser, nogle gange til panikkens og grådens rand.

Stykket spilles i 2 akter på  den indtagende store scene på Folketeatret. Scenografisk velafbalanceret mellem nutid og fortid med video- og lys-installationer, der fremkalder en spøgelsesstemning med skygger, der farer gennem scenen. Lige så virkningsfuldt er støtterollerne i form af den lille pige, der kravler, kryber og vandrer symbolsk i digterens sind samt den kølige og servile hushjælp i 1. akt og sygeplejersken på psykiatrisk afdeling i anden akt, spillet af den samme skuespiller. Lyd er skabt gennem punktvis musikfragmenter og voiceover, der er med til at indramme den socialrealistiske fortælling.

Paprika Steen er i rollen som digteren uovertruffent, suveræn, ypperlig. Teknikken er der, den syleskarpe karakterisering er der, hun er rollevant og i sit rette element – og det kan mærkes. Barnet i Tove lider – er til stede, moderskikkelsen er mindst ligeså levende i hende, moderlighedens genvordigheder er der. Men det er sværest med ægteskabets usikre kringelkroge, der fører til rå lidelse under mandens utroskab. Til gengæld er det Victor Andreasen, der lider under  hendes stofafhængighed – og i lige så høj grad – er de begge medafhængige af utrygheden, kønskampen og den lurende angst i tosomheden, der skylles ned med alkohol, stoffer og en indædt dyrkelse af lidelsen, lader det til. Toves selv-beskrevne ‘afsindig trang til flugt‘ er til at se og føle på – tilskueren vil flygte med. Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Screen Shot 2019-05-05 at 5.16.27 AM.png
Foto: Folketeatret

Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål for Tove Ditlevsen, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Lars Brygmann, som den utro bladhuschef Victor Andreasen (1920-2000) – Tove Ditlevsens 4. og sidste ægtemand – er i en noget nuanceret skurkerolle troværdig og karakterstærk. Han skildrer måske også en mand vi alle har hørt om, eller kender: manden, der egentlig ikke tåler kvindens intellektuelle og kunstneriske success – hun er ham overlegen, og må derfor nedværdiges, ydmyges, holdes nede – det er den patetiske tvetydighed i den dybe kærlighed og beundring, der også indebærer en sælsom ømhed for barnet i den voksne Tove. Begge sider synes at være en del af deres store lidende kærlighed, de dyrker. Det er kønskampens ambivalens, der udspiller sig på scenen. Derfor er værket tidssvarende og nemt at identificere sig med fra flere vinkler og på diverse planer.

IMG_1406.jpg

Kasper Leisner, er ny i besætningen, og har rollen som den meget unge og successfulde modernistiske forfatter, Klaus Rifbjerg (1931-2015) – der siden 2005 blev en del af Danmarks kanonforfattere. Han bliver den ufrivillige tilskuer blandt os tilskuere. Hans pæne, dannede, borgerlige facade udgør en del af magtkampen og konfrontationen mellem manden og konen. Et trekantsdrama udspiller sig, selv om han selv forbliver uberørt i sin kerne – dog tilpas rystet til tider, oplever vi – men til syvende og sidst synes han at være ophøjet over det menneskelige kaos, han overværer. Ja, han er distanceret fra det virvar af hadsk tragedie, afhængighed, magtkamp, lidenskab og elendighed mellem de to. Hans præstation understøtter Paprika Steen og Lars Brygmann på fortrinlig vis – og løfter det op til æterisk niveau. Cirklen er dermed fuldent.

At teaterstykket genopføres kan man kun være taknemmelig over, for hvad er vi uden kunst, og i særdeleshed uden poesi? Og når kunstudtryk leveres af nogle af Danmarks bedste skuespillere med lige dele inderlighed, hengivenhed og respekt for fortid, men i et nutidsperspektiv, så når vi alle længere frem som mennesker. Det er kunstudtryk, der favner, forener og fremmer det humanistiske livssyn.

Derfor er Toves værelse dybt fascinerende, timelig og sansemættende. Publikum strømmer til og det er fuldt fortjent. Alle bør se forestillingen mindst en gang.

Det er mesterligt, det er godt, det er dansk scenekunst, når den er bedst.

IMG_1426.JPG

Spiller til og med 16. maj 2019.

TOVES VÆRELSE PÅ FOLKETEATRET

TOVE DITLEVSENS BØGER

OM TOVE DITLEVSEN

 

 

Reklamer
FremhævetEpisk vandring mejslet ind i sten

Episk vandring mejslet ind i sten

Skrevet af Martha Elias 5. april 2019.

En uropførelse af eposset Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer bringer historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

 

56429324_10217350750333442_8326216874106814464_n

Når Hotel Pro Forma opfører det episke digtværk Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer, er det for at bringe historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt. Gilgamesh er verdenslitteraturens allerførste episke digt og handler om en  konge, der er mægtig, tyrannisk og halvgud. Moderfiguren, Ninsumun, er sat op i relief som en nærmest alvidende karakter, der vejleder, advarer mod farer og inducerer  til vovemod. Enkidu er kongens antitese: vild og forældreløs. Han sendes af guderne for at standse kongens almagt. Alligevel finder de fælles fodslag. De følges ad, indtil skæbnen viser sit grusomme ansigt og de må skilles.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets stedse undren over livets gang og afgang. Det overfladiske og altfortærende i jagten efter det evige liv og den evige ungdom træder frem som en del af fortællingen og synes vedkommende og relevant i nutidig sammenhæng.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets evige undren over livets gang og afgang.

Med storforestillingen om Gilgamesh tager Hotel Pro Forma under skarp kunstnerisk behandling en op mod 4.000-årig ældgamle myte nedfældet i kileskrift på lertavler i det nuværende Iran. Med stykket vender Kirsten Dehholm også tilbage til stedet, hvor hun i perioden 1978-92, opførte fem legendariske nonverbale scenekunstværker.

56295290_10217350751253465_4692858413535723520_n.jpg

56215529_10217350751933482_8886161282428829696_n.jpg 56219907_10217350751733477_4404303964921659392_n.jpg

Et menneskes heltegerning, en vildmand får en gudbetroet opgave, en gud oplever egen dødelighed, naivitet vs. udødelighed, magtens afmagt over for dødens utimelighed udleves alle på en og samme gang, imens en eksistentiel vandring gennem venskab, tab og sorg, larm og stilhed, nutid og fortid smelter sammen gennem velafstemte musikdramatiske eksperimenter i en fængslende postmodernistiske skildring, baseret på en nyudgivet dansk oversættelse fra urgammelt akkadisk af digter Morten Søndergaard og hans søn, assyriolog Sophus Helle, der udkom i år på Gyldendal.

IMG_0896.jpg

Foto: Ditte Valente

Uropførelsen – der er første del af en underverdenstrilogi ved den veletablerede københavnske scenekunstgruppe under ledelse af den særlige poetiske projektleder Kirsten Dehlholm –  udgør en port til fortiden, hvortil vi oplever vandringen gennem nutidige øjebliksbilleder og abstrakte tableauer, der er lige så sansemættende, som de er dybsindige, bjergtagende, magiske. Det performative, det innovative og den grænsesøgende æstetik favnes af klassisk musik – ved fire musikere fra det suveræne Figura Ensemble – der kærtegner ånden, forener værkets musikalske udtryk og bøjes med rap-musik ved Manus Bell – her fungerer den tonale kontrast også som en del af den indre kohærens projektet er omgivet af. Intet er overladt til tilfældigheder. Konceptkunst udgør aksen, hvorom alting drejer.

Foto: Ditte Valente

Foto: Ditte Valente

Gennem konceptkunst træder lige netop det lyriske frem for at fange essensen af eposset, der til tider kan bringe reminiscens af dansteske allegorier fyldt med mangfoldige udtryk – hvor selv kostumer er samstemt med nutid og fortid – men har sceneperformance af ypperlig kvalitet som fokus og fremmer den transhumanistiske forståelse, for vi er alle ens under overfladen.

“Der er en underverden og et ærkemenneske i os alle. Vi er slet ikke så forskellige. Vi ser forskellige ud, men vi består alle af grundelementer som behov, drift, længsel og ønsker. Disse er doseret forskelligt og bliver opfyldt forskelligt hos os.”  

– Kirsten Dehlholm, kunstnerisk leder, Hotel Pro Forma.

Samtlige hjerneceller stimuleres af dragende scenekunst, hvor man som publikum er en del af  en magisk, absorberende og sfærisk oplevelse, der opløfter og involverer tilskueren, og som samtidigt synes at opfordre til at brede åndens umålelige vingefang ved at se, opleve og vandre ind i historien for at lære af den.

Sikke en åndelig berigelse og en saliggørende oplevelse!

56229200_10217350749893431_1142355554346205184_n.jpg

Foto af Kirsten Dehlhom og Martha Elias

 

OM GILGAMESH

EVENTDATOER: Forestillingen spiller indtil 28. april 2019.

 

 

 

 

Fremhævet

PARA BELLUM II

Of Aurochs and Angels-1

Skrevet af Martha Elias 7. april 2017 15:30
Foto: skulptur af Helle Rask Crawford

Regeringen og DF mener åbenlyst, at vi i Danmark er klar til fortsat at acceptere ødelæggelse, grådighed og udryddelsen af hele folkeslag i Mellemøsten. Det bebudes, at vi er parate til mere krig, eller “para bellum” på latin.

Hvordan kan man frasige sig at optræde humant? At hilse et angreb velkommen, som går udover et hårdt plaget område, der rammer mest civile mål, især børn, og dét uden en reel sikkerhed for, at det kemiske angreb kommer fra Assad – der har meget på samvittigheden, som han vistnok heller ikke ejer … Irakkrigens ulovlige start om igen, lader det til. Hvordan kan det i nogens sind forsvares at kalde Trump for “den frie verdens leder”. Hvilken verden taler LLR om? Den der udsulter velfærden og den verden, der søger at gøre de rige rigere, og hvor de fattigste bliver kun fattigere? Hvilken frihed forsvares her? Hvilke liv? Verden er nu i hænderne på en menneskefjendsk, racistisk og ustabil personlighed, der er ved at blive retsforfulgt på flere fronter i sit “eget land”. Er det mon ikke kaos der fremtures i et forsøg på at undvige retssystemet i USA? En velkendt strategi som magtliderlige tyraner ynder at bruge.


Det bliver ikke værre for os, der ønsker fred, konsensus og dialog. Men det er formodentligt i vestens økonomiske interesse at føre mere krig. Krig er en forretning, såre enkelt er det.

Hvad med medmenneskeligheden? Den står jo i vejen for krigens fremmarch. Den må flænses med kødædende kæber og knivskarpe kløer. Had er et kæmpe trækplaster. Hadets tid er nutid.

Kan vi virkelig blive ved med at se på humanismens nedtur? Kan vi virkelig vinke farvel til sameksistens? Er dystopien nu den eneste utopi?

Nu kommer notits om angrebet i Stockholm .. Det er afsindigt!
Jeg vil gerne tro på en bedre løsning.
En løsning, der rummer og forener.
At dyrke denne tro styrker.
Jeg tror!

 

Billede: skulptur af kunstner Helle Rask Crawford crawfordhouse.dk/gallerier/bronze-2012/

Drømmen om at blive til …

Skrevet af Martha Elias 27. april 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

carrying_a_dream_-_dansk_danseteater_-_foto_soeren_meisner_-2488.jpg

Foto: Dansk Danseteater

Hvad er mod på livet? Hvor langt har vi egentlig nået som art, som menneskehed? Hvor er vi på vej hen til? Det velrenommerede moderne balletkompagni, Dansk Danseteater, giver et rungende bud på disse spørgsmål med forestillingen CARRYING A DREAM, hvor fjerlet balletdans, poesi og historisk kontekst smelter sammen for at råbe op og dermed vække genklang om verdens situationen.

Ved uropførelsen af den 70 minutter lange værk, CARRYING A DREAM, på det Kongelige Teaters Gamle Scene er der fjerlethed, poetisk fremførelse og en historisk ramme, der samles for at give et bud på verdensamfundets afvikling mod dystopiske tilstande. Men det er alligevel balletkunst, der er fokus på. Det er godt for os, tilhørerne, og selvsagt for kunst generelt og moderne ballet specifikt.

_rfs5501.jpg

Foto: Dansk Danseteater

Tim Rushton er firedobbelte Reumert-vinder og her koreograferer han de ti suveræne dansere til skildringen af den fælles kamp vi – som samfund – står overfor. Således er der skarpe stemmer af eksempelvis Eleanor Roosevelt, Obama og Malcolm X, der sammen danner en del af lydtæppet. Der er flugttemaet, som skitseres på perfektbalancerede, gribende tableauer under svævende, rå, skarp belysning, der fremkalder en stemning af desperation, forvildelse og afmagt – men også håb om forandring til det bedre .. en drøm tegner sig frem over horisonten. Den afmagt, der refereres til, viser tilbage til den skamferede ytringsfrihed, der lider under de xenofobiske strømme planeten lider under. Der er tale om en konfrontation mellem idealet om demokratiet på den ene side og den frihed, der er tiltænkt alle, men mange mennesker er afskåret fra, grundet eksempelvis flygtningekrisen. Særlig poetiske er danserne Jessica Lyall, Alessandro Sousa Pereira, Stefanos Bizas, Milou Nuyen og Taner Van Kuren, de træder stærkt i karakter og river tilskueren med og ind i fortællingen.

carrying_a_dream_-_dansk_danseteater_-_foto_soeren_meisner_-1454.jpg

Foto: Dansk Danseteater

Og flugten kan ses, opleves, mærkes på scenen. Der danses om råb. lidelse og vandringen mod nye horisonter for at søge et tilflugtssted, sikkerhed, værdighed. Eksistentielt bliver det, konstaterer man som publikum. For hvem har ikke oplevet trangen til at flygte fra noget eller nogen? Hvem kan se sig fri for den åbenlyse, konstante forandring mod forværrede tilstande? Hvem har ikke oplevet enten at miste, at lide eller at blive forfulgt? Menneskerettighederne er universelle og alligevel, er disse nu til dags stadig ikke gældende for alle.

Og flugten kan ses, opleves, mærkes på scenen. Der danses om råb. lidelse og vandringen mod nye horisonter for at søge et tilflugtssted, sikkerhed, værdighed. Eksistentielt bliver det, for hvem har ikke oplevet trangen til at flygte fra noget eller nogen?

RFS5774-768x512.jpg

Foto: Dansk Danseteater

Der findes en meget intim fortælling i værket, som atmosfærisk er rettet mod alle med flere lag personlige bemærkninger, der får selskab af lydspor, voiceover og musik med reference til fortid, nutid og fremtidsperspektivet, der tegner mørkt, men håbets lys er til stede, alt det til trods. Det er det håb, som ypperlig kunst får frem på scenen og påkalder hos tilskueren.

Omkring lyd og musikdelen præsenteres vi for menneskerettighedserklæringen, taler og verdenskendte musikalske melodier, der skal ses som en reference til fortiden. Her er det  bl.a. Nina Simone og Elton John, mens Nikolaj Hess gør sig stærkt gældende på klaverimprovisation. Desuden er der melodier der spænder vidt mellem tango, sydamerikanske rytmer, klassisk og populær dansemusik. En sammensat palet af lyd, der indrammer fortællingen.

Her er der et værk, der til tider forbliver indenfor det gængse koreografisk, men det er netop enkeltheden, der gør forskellen og det er med dansernes ihærdighed og viljen til at give sig hen, at vi får hele skildringen.

CARRYING A DREAM er en barsk fortælling, rørende, vedkommende og timelig. Sublim kunst sprængfyldt med poesiens magt og et ægte ønske om at gøre en forskel. Det lykkedes.

Screen Shot 2019-04-30 at 5.06.52 AM.png

Det Kongelige Teater: Carrying a Dream

DANSK DANSETEATER: Carrying a Dream

Af jord er skatten kommet ..

Skrevet af Martha Elias. København, 2. april 2019.

〽️〽️〽️〽️

4 ud af 5 〽️

Indsamling af folkeminder som sublim og indtagende handling, der potentielt skulle fungere som en “skattesamling” overfor informanterne, samtiden og i høj grad også for eftertiden. Evald Tang Kristensen gravede i minderne og dermed i den danske folkesjæl.

IMG_0751

For folkeskolelærer og forfatter Evald Tang Kristensen (1843–1929) var indsamlingen af folkeminder en sublim og indtagende handling, der potentielt skulle fungere som en “skattesamling” overfor informanterne, samtiden og i høj grad også for eftertiden. Han gravede i minderne og dermed i den danske folkesjæl. Hans navn er foreviget grundet hans utrættelige beskæftigelse med danske folketraditioner, der bragte ham igennem en vandring over hedens jorder i Jylland, og som derudover skulle udgøre hans hovedvirke og gav ham eftermælet Skattegraveren. Deraf operanavnet.IMG_0752.jpg

Ved uropførelsen af dokumentaroperaen Skattegraveren, af danskboende komponist Mauro Patricelli, var atmosfæren sprængtfyldt af fortid og nutid samlet på samme sted. Den danske hede anno 1867 blev bragt op på scenen ved hjælp af videoinstallationer og især igennem folkemusikkens ånd, syleskarpt fortolket af komponisten. I denne musikdramatiske fortælling er han også cembalist og værket er virkeliggjort under hans kunstneriske ledelse. Det italienskfødte musiktalent – især når det gælder klaverspil og andre klaviaturinstrumenter – kan nu tilføje et nyt værk til sit repertoire, der dermed understreger både hans kunstneriske virke og  ligeledes hans dybe engagement med eksperimenterende,  etnologisk-baseret opera. Kompositionsmæssigt bærer Skattegraveren præg af en tilbundsgående refleksion over et musiketnologisk emne, der er tiltænkt de få, men satser på at ramme bredt. Det er en udfordring som han og ensemblet, bestående af toneangivende musikere fra den danske musikscene, har taget op igen – tre år efter – de for første gang opførte Dansejæger sammen på Betty Nansen Teatret. Nu er de samlet igen som gæstespil på Det Kongelige Teater.

Kompositionsmæssigt bærer Skattegraveren præg af en tilbundsgående refleksion over et musiketnologisk emne, der er tiltænkt de få, men satser på at ramme bredt. Det er en udfordring som Patricelli og ensemble, bestående af toneangivende musikere fra den danske musikscene, har taget op.

IMG_0753.jpg

Librettoen er generøst printet ud til publikum og er skrevet på dansk og til tider engelsk uden egentlig konsekvens, hvilket kan efterlade en vis undren. Særlig nævnværdigt ved Skattegraveren er cembaloets arkaisk fortolkede klang, kontrabassens akkuratesse og perkussionens legende tone – såmænd også på en klassisk skrivemaskine, et fint påfund.

Afslutningsvis kan det siges, at Patricellis visionære værker er kommet for at blive med et musikalsk sprog, der tør at overskride den gængse tonalitet, men som dog forbliver indenfor den samme genre, han tidligere har præsenteret.

 

 

Skattegraveren er en fuldbyrdet oplevelse, der rummer en solid, urgammel og lysfyldt lyd samt komponistens bedste intention om at levere, eksperimentere og byde ind til en sælsom musikrejse.

Resultatet kan opleves ved selvsyn hver aften kl 19:30 på Takkelloftet indtil 6. april 2019.

Original lydskitse

Skattegraveren – Det Kongelige Teater

GREEN: on greening the un-green.

GREEN: on greening the un-green.
By Martha Elias. Copenhagen, 15 June 2018.

As Copenhagen engages in hosting the GREEN conference a bridge has been opened into a yet unprecedented approach to academic research, scientific methodologies and an array of art projects. The programme, which seems as ambitious and visionary, as it is enlightening and poetic on the themes of ecology, sustainability and an imminent socio-political value crisis in the era of the Anthropocene mirroring a world at change, where greenness’ efforts – as well as its expressions – seem to be immersed in much activism from diverse social actors, but nonetheless confusion about its interpretations and definitions is also clearly manifested.

“Les gens savent ce qu’ils font; souvent pourquoi ils font, ce qu’ils ignorent, c’est l’effet produit par ce qu’ils font.”

Foucault

“People know what they do, they also know why they do it; what they ignore is the effect produced by what they do.”

Foucault

The 12th Conference of the European Society for Literature, Science and the Arts (SLSAeu) taking place from June 13-16, 2018 presents a vigorous and innovative approach to interdisciplinary GREEN Studies – i.e. insightful anti-anthropogenic speeches, presentations of  ‘green’ academic papers and trans-aesthetic bio-art at its very core – is a co-joint effort between Copenhagen University’s Faculty of Humanties, Medical Museion and (OU)VERT. With settings such as the National Gallery of Denmark (SMK), Overgaden Institute of Contemporary Art, and keynotes, parallel panel discussions, workshops, art exhibitions aiming at presenting GREEN as a medium and as common ground for both the humanistic and scientific fields, but also bequeathing inspiration, as well as a pragmatic approach for green professionals and bio-artists.

g1

The natural discourse of GREEN, greenness and un-greening seems to be connected with ecology in the broadest sense of the word. However, as professor Jens Hauser, from the Department for Arts and Cultural Studies at Copenhagen University, in his capacity of conference chair admits: “More concept than colour, ‘green’ is often being reduced to a mere metaphor stripped of its material, epistemological and historical referents. This confusion increasingly obstructs an interdisciplinary dialogue between the humanities and the natural sciences – a dialogue which is urgently required considering anthropogenic effects on climate and biodiversity.”

IMG_7440

” .. ‘green’ is often being reduced to a mere metaphor stripped of its material, epistemological and historical referents. This confusion increasingly obstructs an interdisciplinary dialogue between the humanities and the natural sciences – a dialogue which is urgently required considering anthropogenic effects on climate and biodiversity.”

Jens Hauser

IMG_7436

With this said, we enter within the framework of an ambitious and much needed ground for debate on how to proceed and even redefine our knowledge of and on GREEN. To un-know, what we know in order to know more about GREEN may be the conference mantra. The context then points towards intertextuality as a common denominator, but also keeping an open eye regarding the paradox GREEN, as a concept, poses.

The fully-packed programme is presented by both keynote and panel speakers, as well as bio-artists and performers. All of whom present a myriad of narratives which alternate between experiences, thorough theoretical and epistemological studies, all of it surrounded  by a conscious belief in an attempt to improve the vision of humans’ relationship with nature itself, and also the very nature of GREEN and Greenness. Through a diversity of fragments – seemingly planned as a human thinking laboratory – emerges a new and enhanced understanding of what the term refers to, but also what it is not. As keynote speaker, professor Anna Lowenhaupt Tsing frames it: “There is more than green to GREEN.” Then she goes on to acknowledge: “The field-based observations echo back and forth with the inspiration of cultural parables, from the Bible to anime, that urge us to see the multiplicity in green. There is something here to celebrate, even in the terrors of our times.”

 

 

 

 

 

 

” .. to see the multiplicity in green. There is something here to celebrate, even in the terrors of our times.”

Anna Lowenhaupt Tsing

Intensely poetic and posed as an incantation in order to create a Planthroposcene via human/plant conspiracies, Canadian professor Natasha Myers, another keynote speaker, expresses: “There is, however, another kind of green that will save us, but this green must first be disentangled from the violences of colonialism and extractive capital (..) Pulling matter out of thin air, plants must be understood as conjurers, as world-makers. More powerful than any industrial plant, communities of photosynthetic creatures rearrange the elements on a planetary scale. They know how to compose livable, breathable, and nourishing worlds.”

 

 

 

 

“.. plants must be understood as conjurers, as world-makers. They know how to compose livable, breathable, and nourishing worlds.”  

Natasha Myers

While Brigitte Luis Guillermo Baptiste, director of the Alexander von Humboldt Biological Resources Research Institute in Bogotá, Colombia, presented an illuminating view on Queering Ecology in TransColombia, by stating: “Political implications emerge behind the end of our idea of environmental stability and require a revision of the living pieces of the world and the ways we use them to assemble novelty adding layers of meaning. A queer perspective of those entities may help us to inject a bit of flexibility into our vision of ecology, to create cultural room for understanding and promoting adaptation, and to shed light on the hidden capacities of life, now including ours, to keep evolving.”

IMG_7413

“A queer perspective of those entities may help us to inject a bit of flexibility into our vision of ecology, to create cultural room for understanding and promoting adaptation, and to shed light on the hidden capacities of life, now including ours, to keep evolving.”

Brigitte Luis Guillermo Baptiste

Add to the above pivotal keynote and art exhibition by Thomas Feuerstein on Green Unicorns: “A “unicorn” isn’t a mere metaphor or allegory in art any longer. And art isn’t any longer a semiotic system only. Art becomes a metabolic system. This is the crucial point: It has the capacity to make fine art contemporary and specific. (..) Therefore, green has to be considered as a “metabol,” not just as a color. It involves metabolic processes and becomes a universal topic ranging from thermodynamics to global economics and the processes in our brain. In art history, green was a symbol, now it becomes a “metabol”.”

 

 

 

 

“A “unicorn” isn’t a mere metaphor or allegory in art any longer. And art isn’t any longer a semiotic system only. Art becomes a metabolic system.”

Thomas Feuerstein

So how do we get to GREEN and real GREENNESS? Answers vary and approaches widely exemplified at the conference. Blue Ecology, by Thomas White, and the non-green construction of the MPK20 building in California, by Viola E. Rühse, posed an intelligent vision and discussion on what green is – and what it is not. Yet another insightful presentation on Gaia Politics and Ecofeminism, by Danielle Sands from London University, on the theme Gendering the Anthropocene, was paired by the exposition on how Literature-Generated Empathy is used as a pilot study to teach ‘Green’ Engineering students Ethics in Sweden, delivered by Kathryn Hansen from Chalmers University of Technology.

 

 

 

 

Summing up the magic and poetic scenario at GREEN in Copenhagen it may be fair to admit that there is an emergent paradigm shift, based on new perspectives,  derived from innovative thinking and an approach to interdisciplinarity never before executed, nor exposed, which gives an augmented holistic view on the steps needed to engage in efforts that benefit nature and humanity as a whole by staying connected to nature’s historic past, tuned into the present state of biodiversity, as well as by reflecting on the outline of the planet’s future.

IMG_7151

                   Take on GREEN: tree in Copenhagen

 

 

 

 

                   Literary buffet: inspirational books at the conference

 

 

 

 

Art installations

 

LINKS:

Programme

Conference website

Schedule

Please follow us on FB: KunstKapel/ AcademiA Copenhagen

AcademiA Copenhagen website: Ecology, Sustainability & CSR

EUROPEAN SOCIETY FOR LITERATURE, SCIENCE & THE ARTS

Society for Literature, Science, and the Arts, North America

Keynote Natasha Meyers website

 

Rebel Queen returns to Copenhagen after 131 years.

Rebel Queen returns to Copenhagen  after 131 years.

By Martha Elias. Copenhagen, 7 April 2018, 23:31 p.m.

On 31 March 2018, the first giant sculpture of an African woman on Danish soil was unveiled. It is the first of its kind in a Danish public space and also in the country’s common consciousness. I AM QUEEN MARY is the name of the art piece, that embodies  a titanic monument representing the Antigua-born rebel queen, Mary Leticia Thomas, who was primus motor of the Fireburn on the island of St. Croix in October 1878. With their work, the artists underline a historical momentum on the subject of Denmark’s colonial past, which opens up for a much needed soul-searching dialogue about a hidden side of Denmark’s history, while at the same time saves the memory of the rebel, Mary Thomas, from oblivion.

A historic day in Copenhagen, when the Danish capital embraced  a 7 meter high sculpture, which epically depicts a crucial and hidden lug of the Danish colonisation power, as well as its impotence – and the piece has been delivered in a huge format too. By the water front of the former West Indies Warehouse, unto which ships with sugar and rum from the colonies berthed, right there the monument stands in all its lucid splendour. This site embodies the history of The Danish West India Company, which on behalf of the monarch colonised the islands of St. Thomas in 1671, St. John in 1718 and St. Croix in 1733, after acquiring it from France. Since 1755, the Danish Crown itself took control over of the islands, which remained part of the Danish national territory until the controversial sale of the islands to the United States in 1917. On 31 March, every year,  transfer day is signalised, which is the day when the islands and – in many ways -its people, where passed on from one colonial power to another. This year, as the centennial year of the transfer concludes, and exactly 101 years on, reminisces the date, where the islands were sold to the United States, and from then on changed name to Virgin Islands. A day of mixed feelings  for many inhabitants of the islands, says the interdisciplinary artist La Vaughn Belle, born in St. Croix, who along with Danish-Trinidadian artist Jeannette Ehlers, is behind the art project I AM QUEEN MARY, as an art project was incepted in 2014, the artists’ work was delivered on this very date, to the city of Copenhagen – and the world – and not as a commission, but as a common effort, as they had to raise the funds themselves.

This year, as the centennial year of the transfer concludes, and exactly 101 years on, reminisces the date, where the islands were sold to the United States, and from then on changed name to Virgin Islands. A day of mixed feelings for many inhabitants of the islands, says the interdisciplinary artist La Vaughn Belle.

29789956_10214741347420000_7355071848643334169_n.jpg

The impact when standing in front of I AM QUEEN MARY is best described with one word: breathlessness. Thereafter it is the aesthetic value of the art piece that captures the eye, its authority upon the public space is impressive, while the actual Danish socio-political context she enters unto invites upon a time journey alongside the majestic, inscrutable piece. The sculpture’s structure is made in polystyrene and is composed by several parts, then it has been covered with luminescent black spray painting that could easily match Rimfaxe, mythological Odin’s night-black horse. A headdress crowns her head, and her body is clothed by robes that refer to colonial times. The barefoot statue sits collected and looks unshakable – holding a historical symbol on each of her hands: a cane bill and a torch. From her seating position on the regal wicker chair placed on a massive plinth made of cement and coral stones, which date back to St. Croix’s colonial era, Queen Mary opens up for the long-awaited recognition of the significance of the Fireburn upheaval and its historical trace, which remains unmentioned in Danish history books. She looks straight ahead, just as collected, as pondering, and may seem as if she once again calls for action. There is a clear reference to Huey Newton’s iconic image, seated on a wicker chair. Newton was the founder of the Black Panther Party in the 1960s, and at the same time there is also a reference to visual artist and performer Ehlers’ theatre piece Into the Dark, performed in Copenhagen in 2017.

Huey P. Newton
Source: http://www.usblackart.com/posters/Huey_P_Newton_4796.asp

From her seating position on the regal wicker chair placed on a massive plinth made of cement and coral stones which date back to St. Croix’s colonial era, Queen Mary opens up for the long-awaited recognition of the significance of the Fireburn upheaval and its historical trace, which remains unmentioned in Danish history books.

I AM QUEEN MARY, is a inter-weaved depiction of Mary Thomas, who arrived in St. Croix in 1860 to work as manual labour on one of the island’s plantations. In addition to Queen Mary – queen was a term used for influential, headstrong and socially engaged women labour workers on the plantations – there were three other queens, who lead the rebellion: Susanne Abrahamson, Agnes Elizabeth Salomon and Mathilde McBean. Together they organised the insurrection against inhumane working conditions, which even 30 years after slavery had been abolished officially, were still being enforced on the islands where everyday life was characterised by oppression and enslavement. Queen Mary was the main leader of the rebellion, raising against the colonial power to improve working conditions for her people, as she also set an agenda of fierce resistance against the Danish rulers, which in October 1878 ended up with the death of three Europeans and at least 100 plantation workers, while most of the island’s plantations burned to the ground. Queen Mary was first sentenced to death, but the sentence was commuted to life imprisonment. In 1882 she and her fellow rebel sisters were shipped to Copenhagen to serve their jail sentence in a local women’s prison at Christianhavn, which nowadays houses a bakery. In 1887, five years after their arrival, all four women were sent back to St. Croix. It is now 131 years since Queen Mary and the three other queens were sent back to the islands from Copenhagen, and as her statue is inaugurated, it is also 101 years of the islands’ transfer date from Denmark to the U.S.

IMG_5466.JPG

The sculpture is located at the former West India Warehouse, which nowadays houses the Royal Casting Collection with over 2,500 plaster castings of primarily European classic works. Just to the left in front of the building’s main entrance stands Michelangelo’s upright, Eurocentric verdigris David Statue, who has now got his counterpart with I AM QUEEN MARY on the right handside of the building’s front. This is a monument whose panorama view looks as straight ahead as ethereal upon the horizon, from there  she empowers and represents in a dichotomous way the actual rebellion, as well as the rebels’ entry into history via resurfacing from a hidden past through common memory. Since there were no pictures of Mary Thomas – but also because the concept was about reconciling narratives, nations and bodies from Denmark and the Virgin Islands – the two artists set themselves to merge their bodies using 3D technology, which resulted in the hybrid figure the sculpture embodies. The creative fusion also had the artistic function – as well as the intention – of creating human bridges across continents, history and time. Thus seeking reconciliation through a distinction between guilt and responsibility, crime and forgiveness, oblivion and soul-searching.

I AM QUEEN MARY is a monument whose panorama view looks as straight ahead, as ethereal upon the horizon. From there  she empowers and represents in a dichotomous way the actual rebellion, as well as the rebels’ entry into history via resurfacing from a hidden past through common memory.

Queen_Mary_March30th. ().jpg

The piece of art fills in a wide gap in a Copenhagen, where several buildings around the sculpture’s current location in Toldbodgade – but also elsewhere in the metropolitan area and around the country – were built with revenues from slavery at first, and later by enslaved manual workers from the islands, whose descendants still fight for self-determination, recognition from an ignominious time, as well as against the deep traces of the failed power structures that colonialism’s blood-stained legacy seems to have left behind. The sculpture has a rotating axis that covers the creative, interdisciplinary and socio-political fields concurrently. Regarding the political emphasis, Ehlers says calmly, though certain: “Not all art is political. However, good art is always political” – with partial reference to both Toni Morrison and Harald Giersing.

I AM QUEEN MARY is a sculpture who seeks a permanent place casted in bronze in front of the West India Warehouse, right across the Danish Opera House and with her back turned away from Amalienborg, The Danish Royal Palace. The artists continue their firm intention to raise the necessary funds for this endeavour. On the other hand, the artist duo expresses an intention to embark on a twin piece to be placed on St. Croix which conceptually matches the work in Copenhagen, but that surely will be adapted to the natural and public spaces of St. Croix. Most important for the artists, however, is the need for an honest, profound and open-minded dialogue both in Denmark and on the Virgin Islands, for which this sculpture will hopefully pave the way.

Harsh, suggestive and sensual art, all in one single piece, which also raises awareness, unites paths and frames both history and narratives.

PHILIP SAMPSON: Fireburn-dronningerne – Danmarks glemte heltinder

OFFICIAL WEBSITE: I AM QUEEN MARY

STATENS MUSEUM FOR KUNST – event

Huey Newton on wicker chair

BBC RADIO COVERAGE

NEW YORK TIMES feature

New York Times feature

INFORMATION: article I AM QM

POLITIKEN: I AM QM

DR 1 TV: I AM QUEEN MARY

VIDEO// I AM QM: behind the scene

 

Afro-karibisk oprørsdronning                  vender tilbage til København efter 131 år.

Afro-karibisk oprørsdronning vender tilbage til København efter 131 år.

Af Martha Elias. København, 7. april 2018 kl. 7:07

31. marts 2018 blev datoen for indvielsen af den første kæmpeskulptur af en afro-karibisk kvinde på dansk jord. Det er den første af slagsen i det offentlige rum og i den fælles danske bevidsthed. I AM QUEEN MARY er et titanisk monument, der repræsenterer Antigua-fødte Mary Leticia Thomas, oprørsleder for Den Store Ildebrand – eller Fireburn – på øen Skt. Croix i oktober 1878. Med værket vil kunstnerne markere et historisk opgør med emnet om Danmark som kolonimagt, åbne op for en selvransagende dialog om en skjult side af danmarkshistorien, og redde mindet om oprøreren, Mary Thomas, fra glemsel.

En historisk dag i København, da Danmark fik en 7 meter høj skulptur, der på episk vis, skildrer en afgørende og hengemt flig af den danske koloniseringsmagt og afmagt – og det i kæmpe format. Lige foran Vestindisk Pakhus, hvortil skibe med sukker og rom fra kolonierne lagde til kaj, står værket i sin pragt. Stedet gemmer fortællingen om Vestindisk Kompagni, der på vegne af kongemagten koloniserede øerne Skt. Thomas i 1671, Skt. Jan i 1718 og Skt. Croix i 1733, der blev erhvervet fra Frankrig. Siden 1755 overtog kongemagten selv kontrollen over øerne, som forblev en del af dansk territorie indtil salget af øerne til USA i 1917.  På dagen 31. marts markeres hvert år dagen for overgangen fra den ene kolonimagt til den anden. I år er det præcist 101 år siden øerne blev solgt til USA, og kom herefter til at hedde Jomfruøerne. En dag, der rummer blandede følelser for mange af øernes beboere, fortæller den tværfaglige kunstner La Vaughn Belle, født på Skt. Croix, der sammen med dansk-karibiske kunstner, Jeannette Ehlers, står bag værket, der har været undervejs siden 2014.

I år er det 101 år siden øerne blev solgt til USA, og kom herefter til at hedde Jomfruøerne. En dag, der rummer blandede følelser for mange af øernes beboere, fortæller den tværfaglige kunstner La Vaughn Belle.

29789956_10214741347420000_7355071848643334169_n.jpg

Det første indtryk, når man står foran I AM QUEEN MARY kan bedst beskrives med et ord: lammelse. Herefter er det kunstens æstetiske værdi, der henriver, autoriteten i bybilledet, der imponerer, og den nutidige socialpolitiske kontekst hun træder ind i, der byder på en tidsrejse sammen med den majestætiske, uudgrundelige figur. Strukturen er lavet i polystyren og er blevet samlet af flere dele, derefter er den dækket med glitrende kulsort spraymaling, der kunne matche Rimfaxes manke. Hovedbeklædningen kroner hendes hoved, og kroppen er iklædt gevandter, der refererer til kolonitid.  Barfodet sidder hun og skuer urokkelig – idet hun på hænderne holder to historiske symboler: sukkerrørmachete og fakkel.  Fra sin siddende stilling på påfuglestolen på en massiv sokkel lavet af cement og koralsten, der daterer tilbage til Skt. Croix’ kolonitid, åbner Queen Mary op for den længe ventede og manglende anerkendelse af oprørets betydning og historiske levn, der ikke præger danske historiebøger den dag i dag. Hun ser fattet, men undrende ud, og kalder igen til handling. Her ses en klar reference til Huey Newton’s ikoniske billede siddende på et påfugle billede. Han var stifter af de Sorte Pantere i 1960-ernes USA,  desuden er der også et link til visuel kunstner og performer Ehlers’ scenedramatiske stykke Into the Dark  fra 2017.

Huey P. Newton
Kilde: http://www.usblackart.com/posters/Huey_P_Newton_4796.asp

Fra sin stilling på påfuglestolen på en massiv sokkel lavet af cement og koralsten, der daterer tilbage til Skt. Croix’ kolonitid, åbner Queen Mary op for den længe ventede og manglende anerkendelse af oprørets betydning og historiske levn, der ikke præger danske historiebøger den dag i dag.

I AM QUEEN MARY, er en sammenvævet skildring om Mary Thomas, der var ankommet til Skt. Croix i 1860 for at arbejde på en af øens plantager. Foruden Queen Mary – queen var en betegnelse brugt om indflydelsesrige, ledende og socialt engagerede arbejderkvinder på plantagerne – var der tre andre queens, der stod forrest i oprøret:  Susanne Abrahamson, Agnes Elizabeth Salomon og Mathilde McBean. Sammen organiserede de den opstand imod forhold, der selv 30 år efter slaveriet officielt var afskaffet, stadig herskede på øerne, hvor hverdagen var præget af undertrykkelse og slavegjorte tilstande. Queen Mary var den vigtigste anfører til oprøret for bedre arbejdsvilkår, og hun satte en agenda om indædt modstand mod den danske kolonimagt, der i oktober 1878 endte med at koste tre europæere og mindst 100 plantagearbejdere livet, samtidigt med at de fleste af øens plantager nedbrændte. Selve Queen Mary blev først dømt til døden, men fik dommen omstødt til livstid,. I 1882 ankom hun med sine medsøstre til København for at afsone sin dom på kvindefængslet på Christianhavns Torv, der nu huser et bageri. Fem år efter, i 1887, blev alle fire kvinder sendt tilbage til øerne. I år er det 131 år siden, Queen Mary rejste tilbage til øerne fra København.

IMG_5466.JPG

Værket er placeret ved Vestindisk Pakhus, der huser Den Kongelige Afstøbningssamling med over 2.500 gipsafstøbninger af primært europæiske klassiske værker. Lige til venstre foran indgangen til udstillingen står Michelangelos opretstående, eurocentristiske irgrønne Davidstatue, som nu har fået sin konfronterende mage med  I AM QUEEN MARY på højre side af bygningen, et monument, hvis panoramablik skuer direkte, selvbevidst og æterisk ud i horisonten, hvorfra hun levendegør, bemyndiger og repræsenterer på dikotomisk vis selve oprøret og oprørerens indrejse i historien og oprejsning gennem den fælles hukommelse. Da man ikke kunne finde nogle billeder af Mary Thomas – men også fordi konceptet  gik ud på at forene fortællinger, lande og menneskekroppe fra Danmark og Jomfruøerne – satte kunstnerne sig for at fusionere deres kroppe ved hjælp af 3D-teknologi, hvoraf der kom den hybride afbildning, som skulpturen viser. Fusionen har også den kunstneriske funktion – samt intention – om at skabe menneskelige broer tværs over verdensdele, historien og tiden, for dermed at søge forsoning gennem en sondring mellem skyld og ansvar, forbrydelse og tilgivelse, glemsel og selvransagelse.

I AM QUEEN MARY er et monument, hvis panoramablik skuer direkte, selvbevidst og æterisk ud i horisonten, hvorfra hun levendegør, bemyndiger og repræsenterer på dikotomisk vis selve oprøret og oprørerens indrejse i historien og oprejsning gennem den fælles hukommelse.

Queen_Mary_March30th. ().jpg

Værket fylder et gabende tomrum i et København, hvor flere bygninger omkring skulpturens nuværende placering i Toldbodgade – men også flere andre steder i hovedstadsområdet og rundt om i landet – er bygget med indtægter fra slaveriet allerførst, og sidenhen fra slavegjorte individers arbejde, hvis efterkommere stadig den dag i dag kæmper for medbestemmelse samt et opgør med de dybe spor efter de forfejlede magtstrukturer, som kolonialismens plettede arvegods synes at have efterladt. Skulpturen har en roterende akse, der dækker det kreative, tværfaglige og socialpolitiske felt på en gang. Omkring den stærkt politiske linje, siger Ehlers med rolig, dog bestemt, mine: “ikke al kunst er politisk, men god kunst er altid politisk”- med delvis reference til både Toni Morrison og Harald Giersing.

I AM QUEEN MARY er en skulptur, som søger en permanent placering støbt i bronze foran Vestindisk Pakhus, hertil søger kunstnerne fortsat at rejse de nødvendige midler. På den anden side taler kunstnerne om behovet for at begå et tvillingværk på Skt. Croix, der konceptmæssigt matcher værket i København, men der vil, i så fald, blive tilpasset den sælsomme natur og det offentlige rum på øen. Vigtigst for kunstnerne er behovet for en ærlig, dybtgående og åbensindet debat både herhjemme i Danmark, og på Jomfruøerne, som kunstværket kan være med til at igangsætte.

Barsk, vedkommende og sanselig kunst, på en og samme tid, der opløfter, forener og indrammer 

PHILIP SAMPSON: Fireburn-dronningerne – Danmarks glemte heltinder

OFFICIAL WEBSITE: I AM QUEEN MARY

STATENS MUSEUM FOR KUNST – event

Huey Newton on wicker chair

BBC RADIO COVERAGE

NEW YORK TIMES feature

New York Times feature

INFORMATION: article I AM QM

POLITIKEN: I AM QM

DR 1 TV: I AM QUEEN MARY

VIDEO// I AM QM: behind the scene