FremhævetEn afsindig trang …

En afsindig trang …

af Martha Elias. København, 3. maj 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

Hvad må kunsten koste for det enkelte menneske? Hvor går grænsen? Er lidelse, kunstvirke, nedværdigelse og afhængighed uadskillelige? Det eksistentielle i digtekunst møder skarpt fortolket menneskelige misere, når Toves værelse genopføres på Folketeatret. Dansk scenekunst, når det er bedst og brænder igennem de skrå brædder og rammer plet hos det brede publikum.

IMG_1430.jpg

Mens foråret har ramt hovedstaden spiller Toves værelse på Folketeatret for fuld kraft. Det er en kærkommen genopførelse af Jacob Weis’ dramatisering 3 år efter Tove, Tove, Tove – baseret på Vilhelms værelse fra 1975, det allersidste romanværk af den store danske digter og prosaist, Tove Ditlevsen (1918-1976). Stykket er i sin frie fortolkning, ligesom bogen, barskt, hudløst ærligt og medrivende til bristepunktet. Hendes lidelse når hver og en tilskuer. Den rammer alle sanser, nogle gange til panikkens og grådens rand.

Stykket spilles i 2 akter på  den indtagende store scene på Folketeatret. Scenografisk velafbalanceret mellem nutid og fortid med video- og lys-installationer, der fremkalder en spøgelsesstemning med skygger, der farer gennem scenen. Lige så virkningsfuldt er støtterollerne i form af den lille pige, der kravler, kryber og vandrer symbolsk i digterens sind samt den kølige og servile hushjælp i 1. akt og sygeplejersken på psykiatrisk afdeling i anden akt, spillet af den samme skuespiller. Lyd er skabt gennem punktvis musikfragmenter og voiceover, der er med til at indramme den socialrealistiske fortælling.

Paprika Steen er i rollen som digteren uovertruffent, suveræn, ypperlig. Teknikken er der, den syleskarpe karakterisering er der, hun er rollevant og i sit rette element – og det kan mærkes. Barnet i Tove lider – er til stede, moderskikkelsen er mindst ligeså levende i hende, moderlighedens genvordigheder er der. Men det er sværest med ægteskabets usikre kringelkroge, der fører til rå lidelse under mandens utroskab. Til gengæld er det Victor Andreasen, der lider under  hendes stofafhængighed – og i lige så høj grad – er de begge medafhængige af utrygheden, kønskampen og den lurende angst i tosomheden, der skylles ned med alkohol, stoffer og en indædt dyrkelse af lidelsen, lader det til. Toves selv-beskrevne ‘afsindig trang til flugt‘ er til at se og føle på – tilskueren vil flygte med. Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Screen Shot 2019-05-05 at 5.16.27 AM.png
Foto: Folketeatret

Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål for Tove Ditlevsen, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Lars Brygmann, som den utro bladhuschef Victor Andreasen (1920-2000) – Tove Ditlevsens 4. og sidste ægtemand – er i en noget nuanceret skurkerolle troværdig og karakterstærk. Han skildrer måske også en mand vi alle har hørt om, eller kender: manden, der egentlig ikke tåler kvindens intellektuelle og kunstneriske success – hun er ham overlegen, og må derfor nedværdiges, ydmyges, holdes nede – det er den patetiske tvetydighed i den dybe kærlighed og beundring, der også indebærer en sælsom ømhed for barnet i den voksne Tove. Begge sider synes at være en del af deres store lidende kærlighed, de dyrker. Det er kønskampens ambivalens, der udspiller sig på scenen. Derfor er værket tidssvarende og nemt at identificere sig med fra flere vinkler og på diverse planer.

IMG_1406.jpg

Kasper Leisner, er ny i besætningen, og har rollen som den meget unge og successfulde modernistiske forfatter, Klaus Rifbjerg (1931-2015) – der siden 2005 blev en del af Danmarks kanonforfattere. Han bliver den ufrivillige tilskuer blandt os tilskuere. Hans pæne, dannede, borgerlige facade udgør en del af magtkampen og konfrontationen mellem manden og konen. Et trekantsdrama udspiller sig, selv om han selv forbliver uberørt i sin kerne – dog tilpas rystet til tider, oplever vi – men til syvende og sidst synes han at være ophøjet over det menneskelige kaos, han overværer. Ja, han er distanceret fra det virvar af hadsk tragedie, afhængighed, magtkamp, lidenskab og elendighed mellem de to. Hans præstation understøtter Paprika Steen og Lars Brygmann på fortrinlig vis – og løfter det op til æterisk niveau. Cirklen er dermed fuldent.

At teaterstykket genopføres kan man kun være taknemmelig over, for hvad er vi uden kunst, og i særdeleshed uden poesi? Og når kunstudtryk leveres af nogle af Danmarks bedste skuespillere med lige dele inderlighed, hengivenhed og respekt for fortid, men i et nutidsperspektiv, så når vi alle længere frem som mennesker. Det er kunstudtryk, der favner, forener og fremmer det humanistiske livssyn.

Derfor er Toves værelse dybt fascinerende, timelig og sansemættende. Publikum strømmer til og det er fuldt fortjent. Alle bør se forestillingen mindst en gang.

Det er mesterligt, det er godt, det er dansk scenekunst, når den er bedst.

IMG_1426.JPG

Spiller til og med 16. maj 2019.

TOVES VÆRELSE PÅ FOLKETEATRET

TOVE DITLEVSENS BØGER

OM TOVE DITLEVSEN

Om anmelderen: Martha Elias

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

Reklamer
FremhævetEpisk vandring mejslet ind i sten

Episk vandring mejslet ind i sten

Skrevet af Martha Elias 5. april 2019.

En uropførelse af eposset Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer bringer historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

 

56429324_10217350750333442_8326216874106814464_n

Når Hotel Pro Forma opfører det episke digtværk Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer, er det for at bringe historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt. Gilgamesh er verdenslitteraturens allerførste episke digt og handler om en  konge, der er mægtig, tyrannisk og halvgud. Moderfiguren, Ninsumun, er sat op i relief som en nærmest alvidende karakter, der vejleder, advarer mod farer og inducerer  til vovemod. Enkidu er kongens antitese: vild og forældreløs. Han sendes af guderne for at standse kongens almagt. Alligevel finder de fælles fodslag. De følges ad, indtil skæbnen viser sit grusomme ansigt og de må skilles.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets stedse undren over livets gang og afgang. Det overfladiske og altfortærende i jagten efter det evige liv og den evige ungdom træder frem som en del af fortællingen og synes vedkommende og relevant i nutidig sammenhæng.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets evige undren over livets gang og afgang.

Med storforestillingen om Gilgamesh tager Hotel Pro Forma under skarp kunstnerisk behandling en op mod 4.000-årig ældgamle myte nedfældet i kileskrift på lertavler i det nuværende Iran. Med stykket vender Kirsten Dehholm også tilbage til stedet, hvor hun i perioden 1978-92, opførte fem legendariske nonverbale scenekunstværker.

56295290_10217350751253465_4692858413535723520_n.jpg

56215529_10217350751933482_8886161282428829696_n.jpg 56219907_10217350751733477_4404303964921659392_n.jpg

Et menneskes heltegerning, en vildmand får en gudbetroet opgave, en gud oplever egen dødelighed, naivitet vs. udødelighed, magtens afmagt over for dødens utimelighed udleves alle på en og samme gang, imens en eksistentiel vandring gennem venskab, tab og sorg, larm og stilhed, nutid og fortid smelter sammen gennem velafstemte musikdramatiske eksperimenter i en fængslende postmodernistiske skildring, baseret på en nyudgivet dansk oversættelse fra urgammelt akkadisk af digter Morten Søndergaard og hans søn, assyriolog Sophus Helle, der udkom i år på Gyldendal.

IMG_0896.jpg

Foto: Ditte Valente

Uropførelsen – der er første del af en underverdenstrilogi ved den veletablerede københavnske scenekunstgruppe under ledelse af den særlige poetiske projektleder Kirsten Dehlholm –  udgør en port til fortiden, hvortil vi oplever vandringen gennem nutidige øjebliksbilleder og abstrakte tableauer, der er lige så sansemættende, som de er dybsindige, bjergtagende, magiske. Det performative, det innovative og den grænsesøgende æstetik favnes af klassisk musik – ved fire musikere fra det suveræne Figura Ensemble – der kærtegner ånden, forener værkets musikalske udtryk og bøjes med rap-musik ved Manus Bell – her fungerer den tonale kontrast også som en del af den indre kohærens projektet er omgivet af. Intet er overladt til tilfældigheder. Konceptkunst udgør aksen, hvorom alting drejer.

Foto: Ditte Valente

Foto: Ditte Valente

Gennem konceptkunst træder lige netop det lyriske frem for at fange essensen af eposset, der til tider kan bringe reminiscens af dansteske allegorier fyldt med mangfoldige udtryk – hvor selv kostumer er samstemt med nutid og fortid – men har sceneperformance af ypperlig kvalitet som fokus og fremmer den transhumanistiske forståelse, for vi er alle ens under overfladen.

“Der er en underverden og et ærkemenneske i os alle. Vi er slet ikke så forskellige. Vi ser forskellige ud, men vi består alle af grundelementer som behov, drift, længsel og ønsker. Disse er doseret forskelligt og bliver opfyldt forskelligt hos os.”  

– Kirsten Dehlholm, kunstnerisk leder, Hotel Pro Forma.

Samtlige hjerneceller stimuleres af dragende scenekunst, hvor man som publikum er en del af  en magisk, absorberende og sfærisk oplevelse, der opløfter og involverer tilskueren, og som samtidigt synes at opfordre til at brede åndens umålelige vingefang ved at se, opleve og vandre ind i historien for at lære af den.

Sikke en åndelig berigelse og en saliggørende oplevelse!

56229200_10217350749893431_1142355554346205184_n.jpg

Foto af Kirsten Dehlhom og Martha Elias

 

OM GILGAMESH

EVENTDATOER: Forestillingen spiller indtil 28. april 2019.

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

 

 

Fremhævet

PARA BELLUM II

Of Aurochs and Angels-1

Skrevet af Martha Elias 7. april 2017 15:30
Foto: skulptur af Helle Rask Crawford

Regeringen og DF mener åbenlyst, at vi i Danmark er klar til fortsat at acceptere ødelæggelse, grådighed og udryddelsen af hele folkeslag i Mellemøsten. Det bebudes, at vi er parate til mere krig, eller “para bellum” på latin.

Hvordan kan man frasige sig at optræde humant? At hilse et angreb velkommen, som går udover et hårdt plaget område, der rammer mest civile mål, især børn, og dét uden en reel sikkerhed for, at det kemiske angreb kommer fra Assad – der har meget på samvittigheden, som han vistnok heller ikke ejer … Irakkrigens ulovlige start om igen, lader det til. Hvordan kan det i nogens sind forsvares at kalde Trump for “den frie verdens leder”. Hvilken verden taler LLR om? Den der udsulter velfærden og den verden, der søger at gøre de rige rigere, og hvor de fattigste bliver kun fattigere? Hvilken frihed forsvares her? Hvilke liv? Verden er nu i hænderne på en menneskefjendsk, racistisk og ustabil personlighed, der er ved at blive retsforfulgt på flere fronter i sit “eget land”. Er det mon ikke kaos der fremtures i et forsøg på at undvige retssystemet i USA? En velkendt strategi som magtliderlige tyraner ynder at bruge.


Det bliver ikke værre for os, der ønsker fred, konsensus og dialog. Men det er formodentligt i vestens økonomiske interesse at føre mere krig. Krig er en forretning, såre enkelt er det.

Hvad med medmenneskeligheden? Den står jo i vejen for krigens fremmarch. Den må flænses med kødædende kæber og knivskarpe kløer. Had er et kæmpe trækplaster. Hadets tid er nutid.

Kan vi virkelig blive ved med at se på humanismens nedtur? Kan vi virkelig vinke farvel til sameksistens? Er dystopien nu den eneste utopi?

Nu kommer notits om angrebet i Stockholm .. Det er afsindigt!
Jeg vil gerne tro på en bedre løsning.
En løsning, der rummer og forener.
At dyrke denne tro styrker.
Jeg tror!

 

Billede: skulptur af kunstner Helle Rask Crawford crawfordhouse.dk/gallerier/bronze-2012/

I det fuldkomnes jerngreb

I det fuldkomnes jerngreb
af Martha Elias. København, 17.  august 2019.
〽️〽️〽️〽️
4 ud af 5 〽️

“Buildings that move the spirit have always been rare. In every case they are unique, poetic, products of the heart.” Arthur Erickson

Hvad er fuldkommenhed i skabelsesprocessen? Hvad er fuldkomment design? Endnu vigtigere, er det afgørende for kunst at forfølge fuldkommenhed? Det synes som spørgsmål Sommerballetten, Danish Design, sætter sig for at besvare på ikoniske Bellevue Teatret. Forestillingen kan fattes med ord som grænsesøgende, dristig og yderst æstetisk.

Med sin unikke arkitektur præsenterer teatret et gensyn med Alban Lendorf, den fremragende solistdanser, uddannet på Den Kongelige Ballet, som for fem år siden flyttede til New York, da han indtog sin stilling i The American Ballet Theatre. På flere led symboliserer han indbegrebet af dansk konceptdesign, når det er bedst. Gennem sin dans personificerer han ideernes kamp på at komme på papir, søgningen efter de perfekte størrelsesforhold skildres, når formlen på det virkningsfulde er målet. Her er der en fortælling om det æstetiske som resultat samtidigt med, at brugsværdien handler om den eksplicite funktionalitet i et værk. Indledningsvis vises arkivfilm med blandt andre Arne Jacobsen, PH, Wegner og Nanna Ditzel, der tilsammen bringer os ind i den rette kontekst og stemning. Det handler om arkitektur som kunstudtryk.

Danish-Design-foto-Emilia-Therese_7121.jpgPhotographer Emilia Therese

Papiret bruges som refleksion på tankekraften bag et design. Det menneskelige element træder frem og fører os væk i et dansende laboratorium, hvor alt vendes og drejes, hæves, bæres, presses og udtænkes. Der er et greb om slutmålet, der virker særlig jernfast, hvor der kun er plads til intet mindre end det perfekte.  Med sin instruktion, koreografi og storytelling forsøger, René Vinther, at vise dette eksperiment. Dansetrinene og serierne synes nu alligevel enkle og gentagende, hvor udstrålingen og karismaen af verdensstjernen træder frem, bærer og løfter – bogstaveligt talt – performancekunsten op på på et niveau, der får teaterets tag til at åbne sig og himmelbuen komme til syne.

Alban Lendorf i selskab af sine seks dansende abstrakte bevægelige former – dvs. de urbane dansere – giver en innoverende præstation, der fremstår virkningsfuld og skarp. Tilskueren er favnet af Jacobsens ideer, sidder i hans stole, i hans bygning, ved Bellavista-kvarteret, som den berømte arkitekt også har sat sit unikke designerpræg. Og ideerne folder sig ud som skygger og spøgelser, der vil frem til lyden af techno-musik, komponeret af Jesper Mechlenburg og Mike Sheridan, der afspilles under forestillingen. Vi ser tegninger tage form og eget liv gennem ekstrem minutiøse, avancerede og eminente animation- og videosekvenser storyboardet af Rene Vinther i samarbejde med JA-film, danser Troels Graakjær og af scenograf, Benjamin la Cour, der er så stærkt leveret og gør det hele mere talende og nærværende, trods det abstrakte i iderealisering som genre. Arne Jacobsens verden bliver levendegjort. Teateret er i live og efter de 50 minutter forestillingen varer, kan publikum bevæge sig rundt i teateret og måske endda byde på designerprodukter, for alt, der er sat frem skal bortauktioneres.

Danish-Design-foto-Emilia-Therese_7646.jpgPhotographer Emilia Therese

“Nogle gange ville jeg ønske, at man kunne bruge ord. Det kræver meget at fortælle med kroppen. Dans er et universelt sprog, hvor følelser og historie dramatiseres i fysisk visuel form.”

Alban Lendorf

Alt i alt et vellykket projekt med stort P, hvor René Vinther debuterer som instruktør. Som tilskuere ser vi alt fra designerens syns- og startpunkt: først ide, så over til koncept og til sidst udtryk, alt imens sanserne stimuleres, samles og mættes om kropsarkitekturens skønhed.

Forestillingen spiller t.o.m. søndag 25. august 2019.

 

Mere info:

Bellevue Teatret

Om anmelderen, Martha Elias.

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, KunstKapel

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards,

KunstKapel

 

Skønhedsakt ved vandet

Skønhedsakt ved vandet
af Martha Elias. København, 9.  august 2019.

〽️〽️〽️〽️

4 ud af 5 〽️

“Dance is the hidden language of the soul.” Martha Graham

Idet aftentiden falder på og dens farver kæler for sanserne samles vand, vind og himmelbuen med dans og musik i et favntag. Stilhed, natur og menneske mødes i et virvar af dansescener, der forener kunstnere og tilskuere i stemningsfyldte skønhed.

csd_2019_-_dansk_danseteater_-_foto_soeren_meisner_-5442.jpgFoto: Søren Meisner. RIVER

For andet år i træk vender en københavnertradition tilbage til Ofelia Plads, hvor Dansk Danseteater byder op til en spejlblank festivalscene – der synes at være en forlængelse af vandet – og som rummer toneangivende dansere og koreografer, men som frem for alt giver plads til samfundsrefleksion og fællesskab med kunsten som ramme. Det var premiereaften for på Copenhagen Summer Dance 2019.

Men hvad er historien bag programmet? Hvad handler årets festival om? Svaret kunne være den kulturrelevante samtale, som Dansk Danseteaters kunstneriske leder, Pontus Lidberg, talte om i sin velkomsttale. Eller som den nytiltrådte bestyrelsesformand for kompagniet, musikbegavede og ikoniske Uffe Savery, overbevisende udtrykte i sin personlige hilsen til publikum: “kunsten ligger i summen af enkeltdelene”. Sidstnævnte er også nyudnævnt rektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

“Kunsten ligger i summen af enkeltdelene.”

Uffe Savery

Det er 14. sæson af begivenheden, som havde sin start i 2004 i Politigården, og som har kørt uafbrudt, med undtagelse af 2008 samt 2017, hvorefter den blev flyttet til Ofelia Plads sidste år. Festivalprogrammet er inddelt i to sektioner. På store scene opføres fire skildringer og på lille scene to yderligere. Vand er elementet, der igen favner og forener årets festival. Wreck af Pietro Marullo ,i samarbejde med Dansehallerne, om bevægelsen mellem eksistentiel tid og dansen som kraft. Social Dance – The Battle af Mark Philip i samarbejde med Uppercut, som et skarpt socialt eksperiment fra undergrundsmiljøet med atonal rytmik og gennemgående kropsglæde.

Exhausted, af græske Ioannis Mandafounis som koreograf og danser, skal minde os om det vigtige mellemrum i stilheden. Abstrakt koreografi, skarpe bevægelser og  avantgarde live-musik af cellist Brice Catherin, der sætter spor i sindet.

“Make sure you have EXHAUSTED all that is communicated through stillness and silence.” 

Ioannis Mandafounis

 

csd_2019_-_dansk_danseteater_-_foto_soeren_meisner_-4812.jpgFoto: Søren Meisner. EXHAUSTED

Daybreak, af svenske Pontus Lidberg som koreograf og med Ida Praetorius & Ulrik Birkkjær som dansere, antyder et drømmesyn, lysets fremkomen, et foreningshåb. Klassiske ballettrin, fjerlette sfæriske trinserier og bevægelsessystemer udført af to prisbelønnede dansere, der mestrer balletteknikken. Adagioens poetiske fremførelse formfuldendte oplevelsen, opført af Samuel Barber String Quartet in B minor, Op. 11, 2. bevægelse.

csd_2019_-_dansk_danseteater_-_foto_soeren_meisner_-5002.jpgFoto: Søren Meisner. DAYBREAK

The Hill, af israelske koreograf Roy Assaf og hans dansekompagni, udtrykte en blanding af kampånd, rejse gennem tidens linjer og dualiteten af sind/kropfrihed. Musikken inkluderede blandt andet The Israeli Army Band og The Central Command Variety Ensemble.

River, med koreografi af Pontus Lidberg, afsluttede store scenes program. En polykromatisk fortælling i aftenmørket, der flydende fremkalder billeder af humanistisk sameksistens,  flydende nordlys, bølgernes frit spil og sjælens skønhed fremført i kunstens ånd.

Et danseprojekt der søgende – og med selvindsigt – ser fremad med mod, styrke og magi. Men frem for alt er festivalen et konvergenspunkt for alle københavnere, samlet under dansens vinger og med musikken som fortæller.

 

Forestillingen spiller t.o.m. søndag 11. august 2019 kl 16.30 og 20:00.

 

Mere info:

Dansehallerne

Pietro Marullo

Ioannis Mandafounis

Roy Assaf

Dansk Danseteater

Om anmelderen, Martha Elias.

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards,

KunstKapel

Argerich: An Irresistible Maelstrom

Argerich: An Irresistible Maelstrom
By Martha Elias. Hamburg, 23 June 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 out of 5 〽️

“Chopin is an unattainable love. His soul is difficult to touch.” Martha Argerich

“My mother is a supernatural being in touch with something beyond the reach of ordinary mortals; in fact, I’m the daughter of a Goddess.” Stephanie Argerich Blagojevic

Screenshot 2019-07-10 at 23.39.46.png

As the second year of Martha Argerich’s Festival in Hamburg unfolds, the audience is once again witness to the profound and unparalleled virtuosity of the Queen of the Piano – as especially her Argentinian countrymen care to call her.

A prolific career, an alluring performer, and a vital artist, who tirelessly has delivered her interpretations to the public for the last seven decades since she made her debut at the age of eight playing Mozart’s Piano Concerto No. 20 (1949). Her fame and widely recognised international succes came at age 24, when she won the International Chopin Piano Competition in Poland, at age 24 (1965). Ever after she has continued her path to live by and for her artistic expression having received countless honours and awards, with countless piano concerts all over the globe, and with a brand attached to her name which stands for uniqueness, earnestness and sublime mastery of the piano technique.

320px-Martha_Argerich_NYWTS.jpg

Photo: Dick De Marsico. Martha Argerich, age 24.

The concert was held on the midsummer night, 23 June 2019, as a central part of the – now extended – ten-day-festival in Hamburg, where Martha Argerich (1941) is sure to return to in the summer of 2020 to share her art, her dedication, and also a piece of her heart and soul with every note she plays in her own sort of enticing and oblique way. And a maelstrom it is to attend to one of her concerts, indeed. Whirling tunes, circulating fluidly in space and time all at once.

Placed on the stage, humble, collected, present, and yet floating above, immersed in a section of time, where nothing but her intention to become one with the music exists. More than irresistible, her piano sound takes us on a flight, as well as compels upon us and summons all the magic of classical music we, as spectators, hope may prevail forever.

With a brand attached to her name which stands for uniqueness, earnestness and sublime mastery of the piano technique.

The concert was held in the exquisite Neo-Baroque concert hall Laeiszhalle (1908), placed on Neustadt – an exclusive inner-city district of the Hanseatic City of Hamburg. The programme was well-framed with the Symphoniker Hamburg masterly directed by renowned French conductor, Sylvain Cambreling, and included the dramatic expressiveness of Webern’s Passacaglia  in D-Moll op. 1 für Orchester with the eminent interaction of Argerich, then she went on to perform the intense lyrical piece by Prokofjew, Konzert für Klavier und Orchester Nr. 3 C-Dur op. 26, and finally  the outstanding Hamburgian philharmonic delivered Tschaikowsky’s Piotr I, evoking an existential combat with the forces of destiny.

Screenshot 2019-07-10 at 23.52.40.png

Photo: Martha Argerich from https://www.onandofftherecord.com/martha-argerich-part-2/. Photo: Sylvain Cambreling by Marco Borggreve.

Placed on the stage, humble, collected, present, and yet floating above, immersed in a section of time, where nothing but her intention to become one with the music exists. More than irresistible, her piano movements take us on a flight, as well as compels upon us and summons all the magic in classical music we hope may prevail forever.

The centre piece of the concert – played on a Steinway & Sons latest generation grand piano – was snappy, playful and highly spirited. Her subtle humming, delicate body movements and sharp take on the three movements of Prokofjew’s concerto  for piano conveyed the very essence of the acclaimed piece, where octaves were sat seamlessly, clearly and impeccably. She exudes lightfullness, inner force, and a contagious joy as she delivers her interpretations, showing an unprecedented devotion to the piano instrument and her audience equally.

Screenshot 2019-07-10 at 23.44.13.png

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Photo: Martha Elias

Needless to mention that both conductor and pianist received countless standing ovations which compelled them to reappear on stage. However, it was but Argerich who was summoned six times to receive the deserved applause as the audience seemed hungry for yet another piece by Argerich, and then she delivered a piece by Scarlatti, Sonata in D minor K141, which she executed effortlessly, albeit the ample demands therein intended due to the onerous brisk tempos and hand-crossing technique.

An eerie musical event in the city where water flows as does the maelstrom from a soulful pianist.

66199608_2799008620173815_2729263236263182336_n.jpgPhoto: Begoña Hervas. Triumphal entry of the Queen of the Piano sided by Mauricio Vallina, at the final reception during Martha Argerich’s Festival in Hamburg, 2019.

 

LINKS:

Video excerpt: Bloody Daughter. Stephanie Argerich Blagojevic

Martha Argerich’s Festival site

Martha Argerich on Wikipedia

Laeiszhalle, Hamburg

Full video: Bloody Daughter

About the reviewer: Martha Elias

Facebook post on the festival

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

 

 

 

A Midsommernight’s Dystopia

By Martha Elias. Copenhagen, 17 June 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 out of 5 〽️

“What we want from modern dance is courage and audacity.” Twyla Tharp

The feminine as a power of class construction and self-destruction. How far will a young upper-class woman go to engage in the game of seduction, or is raw passion a kind of art in its own right?

about_miss_julie_-_dansk_danseteater_-_foto_soeren_meisner_-0194.jpgPhoto: Søren Meisner

In Copenhagen Opera House magic meets the eye when physicality as an artistic expression is exalted by the voices of dancing bodies. Sweating, punishing, violent moves, and yet the audience stands before intrinsically dignified, dedicated, sublime modern ballet as only Dansk Danseteater can deliver. A truly eminent performance.

The narrative of ‘About Miss Julie’ renders a compelling take on ever so recurring themes as social clashes, consuming passion and violence. An absolute masterpiece based on August Strindberg’s play from 1888 delivered razor-sharply by the magnificent dancers and a renowned production team.

It is presented on the Opera House’s black box stage, Takkelloftet. The confined and austere stage setting underlines symbols – such as position and entitlement shown via a narrow wooden beam on the floor – and elevates the performers’ characterisation. In this extreme minimalistic setting a tale is revealed through naturalism embodied by the roaring sounds of movements presented as voices. And yes, we heard every syllable of the voices spoken through the dance motions varying between the classical and the very modern, with gazes, sharp footsteps, physical battle, falls, and a threesome violent play of hands exemplifying the power struggle, the pain, the eclectic contrast between the servile and the aristocratic classes. But also the imminent conflict between the masculine vs. the feminine, the entitled vs. the oppressed, passion’s climax vs. brutality’s anti-climax. All of which are elements that only can lead to the creation of a dystopic scenario.

In this extreme minimalistic setting a tale is revealed through naturalism embodied by the roaring sounds of movements presented as voices.

It all takes place on a midsommernight’s evening, as a phantasy becomes a ghastly nightmare. In her loneliness, Miss Julie, Jessica Lyall, a well-bred lady wants to play with her servants, and in the course of the evening she is the one outplayed, as her reputation is tarnished, her mind is at loss, as she immerses in a dangerous dance of lust and desire, where she seemingly has the upper-hand to begin with. She will stop at nothing to satisfy her impulse to exert her will upon her father’s valet Jean, Stefanos Bizas, and upon his fiancé, the just as observing as frustrated servant Christine, Merete Hersvik.  A fight between life and death escalates, where the survival of the fittest results in the death of Miss Julie by her own hand. This is the only possible way reckons Miss Julie, as she chooses her destiny strongly incited by Jean’s violence upon her womanhood and even more so upon her social status.

about_miss_julie-foto_jacob_bjerregaard.jpgPhoto: Søren Meisner

It seems like the talented choreographer, American Stephen Shropshire, has his mind set on a challenge he sat out to solve as a team with the three stage performers, who  all join efforts to convey such a mesmerising, intense, sublime art piece. With steaming body heat, tears and high-pitched energy their endeavours meet the outside world.

Audacity, courage and dedication from a dance ensemble that brings such profound inspiration to the world.

 

ABOUT MISS JULIE, Det Kongelige Teater

About Miss Julie, Dansk Danseteater

Martha Elias’ Facebook post

About the reviewer: Martha Elias

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Drømmen om at blive til …

Skrevet af Martha Elias 27. april 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

carrying_a_dream_-_dansk_danseteater_-_foto_soeren_meisner_-2488.jpg

Foto: Dansk Danseteater

Hvad er mod på livet? Hvor langt har vi egentlig nået som art, som menneskehed? Hvor er vi på vej hen til? Det velrenommerede moderne balletkompagni, Dansk Danseteater, giver et rungende bud på disse spørgsmål med forestillingen CARRYING A DREAM, hvor fjerlet balletdans, poesi og historisk kontekst smelter sammen for at råbe op og dermed vække genklang om verdens situationen.

Ved uropførelsen af den 70 minutter lange værk, CARRYING A DREAM, på det Kongelige Teaters Gamle Scene er der fjerlethed, poetisk fremførelse og en historisk ramme, der samles for at give et bud på verdensamfundets afvikling mod dystopiske tilstande. Men det er alligevel balletkunst, der er fokus på. Det er godt for os, tilhørerne, og selvsagt for kunst generelt og moderne ballet specifikt.

_rfs5501.jpg

Foto: Dansk Danseteater

Tim Rushton er firedobbelte Reumert-vinder og her koreograferer han de ti suveræne dansere til skildringen af den fælles kamp vi – som samfund – står overfor. Således er der skarpe stemmer af eksempelvis Eleanor Roosevelt, Obama og Malcolm X, der sammen danner en del af lydtæppet. Der er flugttemaet, som skitseres på perfektbalancerede, gribende tableauer under svævende, rå, skarp belysning, der fremkalder en stemning af desperation, forvildelse og afmagt – men også håb om forandring til det bedre .. en drøm tegner sig frem over horisonten. Den afmagt, der refereres til, viser tilbage til den skamferede ytringsfrihed, der lider under de xenofobiske strømme planeten lider under. Der er tale om en konfrontation mellem idealet om demokratiet på den ene side og den frihed, der er tiltænkt alle, men mange mennesker er afskåret fra, grundet eksempelvis flygtningekrisen. Særlig poetiske er danserne Jessica Lyall, Alessandro Sousa Pereira, Stefanos Bizas, Milou Nuyen og Taner Van Kuren, de træder stærkt i karakter og river tilskueren med og ind i fortællingen.

carrying_a_dream_-_dansk_danseteater_-_foto_soeren_meisner_-1454.jpg

Foto: Dansk Danseteater

Og flugten kan ses, opleves, mærkes på scenen. Der danses om råb. lidelse og vandringen mod nye horisonter for at søge et tilflugtssted, sikkerhed, værdighed. Eksistentielt bliver det, konstaterer man som publikum. For hvem har ikke oplevet trangen til at flygte fra noget eller nogen? Hvem kan se sig fri for den åbenlyse, konstante forandring mod forværrede tilstande? Hvem har ikke oplevet enten at miste, at lide eller at blive forfulgt? Menneskerettighederne er universelle og alligevel, er disse nu til dags stadig ikke gældende for alle.

Og flugten kan ses, opleves, mærkes på scenen. Der danses om råb. lidelse og vandringen mod nye horisonter for at søge et tilflugtssted, sikkerhed, værdighed. Eksistentielt bliver det, for hvem har ikke oplevet trangen til at flygte fra noget eller nogen?

RFS5774-768x512.jpg

Foto: Dansk Danseteater

Der findes en meget intim fortælling i værket, som atmosfærisk er rettet mod alle med flere lag personlige bemærkninger, der får selskab af lydspor, voiceover og musik med reference til fortid, nutid og fremtidsperspektivet, der tegner mørkt, men håbets lys er til stede, alt det til trods. Det er det håb, som ypperlig kunst får frem på scenen og påkalder hos tilskueren.

Omkring lyd og musikdelen præsenteres vi for menneskerettighedserklæringen, taler og verdenskendte musikalske melodier, der skal ses som en reference til fortiden. Her er det  bl.a. Nina Simone og Elton John, mens Nikolaj Hess gør sig stærkt gældende på klaverimprovisation. Desuden er der melodier der spænder vidt mellem tango, sydamerikanske rytmer, klassisk og populær dansemusik. En sammensat palet af lyd, der indrammer fortællingen.

Her er der et værk, der til tider forbliver indenfor det gængse koreografisk, men det er netop enkeltheden, der gør forskellen og det er med dansernes ihærdighed og viljen til at give sig hen, at vi får hele skildringen.

CARRYING A DREAM er en barsk fortælling, rørende, vedkommende og timelig. Sublim kunst sprængfyldt med poesiens magt og et ægte ønske om at gøre en forskel. Det lykkedes.

Screen Shot 2019-04-30 at 5.06.52 AM.png

Det Kongelige Teater: Carrying a Dream

DANSK DANSETEATER: Carrying a Dream

Om anmelderen: Martha Elias

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias