mElias Musik, kunst, teater, SAMFUNDSDEBAT 23. marts 2020 · 2.550 ord. Læsetid: 7 minutter.
af Martha Elias, København.
Når alt kommer til alt er vi altid os selv nærmest. Ligegyldigt om politi, regering eller selveste monarken taler os til rette. I Danmark vil vi have vores individuel ret til udøvelse af krisehåndtering. Desuden er der bebudet forårssol og kirsebærtræerne springer ud. Det samme gør coronavirussen. Viruskrigen hersker. Er vi klar til at tage kampen op?
Hele befolkningen oplever, hvordan danmarkshistorien omsluttes af en ny virkelighed, der overgår samtlige indbildte dommedagsprofetier og sci-fi film på en gang. Alle skal være hjemme. Alle må holde afstand. Alle må adlyde.

Mest af at lever vi en tid, hvor valg og fravalg må tages, hvor rettidighed, medmenneskelighed og fællesskab er afgørende. For trods forårsbebudere og den store trang til sol, frisk luft og synet af kirsebærtræer må vi erkende, at pandemitiden udgør en ægte fare for folkesundheden, økonomien, vores levevis og mentale tilstand. Men hvordan skal vi adlyde? Hvordan efterlever vi det, som myndighederne efter bedste evne dikterer? Der er tale om epidemispredning, karantæne, respiratormangel og i det hele taget en form for ypper-dystopi, hvor vi alle er berørt. Ingen kan undsige sig virussens følger.
Alligevel er der stadig en del – især unge – som har det svært med at følge påbud og anbefalinger. Nogle skriver på de sociale medier, at de er ved at blive vanvittige. Andre dater uforstyrret eller spiser sig mætte i nyheder, film og serier. Det mest påfaldende synes at være den nye type berøringsangst de ‘almindelige’ film provokerer. For folk bevæger sig frit rundt i skærmverdenen, intetanende om den store fare de udgør for smittespredningen. Men nej, det er jo andre tider. Det er fiktion. Filmene er lavet i præ-coronatiden.
Vores nye corona-virkelighed har fået overtaget føringen og den hjernestyrede synssans opretter tilpassede krisekoblinger. I det tilfælde må fornuften og ræsonen komme os til undsætning. Tallene taler for sig selv, der er dd. over 337.553 smittede i kloden og over 14.653 dødsfald som følge af coronavirus – her topper Italien med hele 5.476 dødsfald på få uger (pr. 23. marts 2020 kl 5:00). Vi må derfor adlyde. Panikkens spillerum må indskrænkes. Derfor har danske myndigheder – i modsætning til den virkelighedsfjerne og kontraoffenssive Trump – handlet resolut og uden tøven udstedt en del henstillinger og påbud, som vi alle må følge, efterleve og adlyde efter bedste evne. Det er det sikreste, ikke kun for den enkelte, men for fællesskabets svageste.
“Når … instinkterne udkrystalliserer smerter begynder jeg pludselig at tale til dig”. Misfat. F.P. Jac
Imidlertid går de fleste lande i verden efter deres egen version af nødretstilstand og total nedlukning. Eksempelvis er vores naboland, Sverige, gået efter den stiveste teknokratisk beslutningsproces i stedet for det politisk ansvarlige beslutningssystem, som Danmarks regering eksemplificerer. Vi konstaterer, at mod syd er støvlelandets storsyngende befolkning i dyb sorg, for Italien rangerer nu som pandemiens epicenter med flest dødsfald på verdensplan, også flere end i hele det milliardbefolkede Kina, som for sin del er i fuld gang med genåbningen af samfundets produktionssektorer, en storanlagt PR-offenssiv, hvor de gavmildt forærer værnemidler til flere lande – fx. Danmark og Italien – og samtidigt deler viden om kampen mod coronavirus. Men Kinas genåbning gælder også det gruopvækkende Wuhan-marked, hvor smitten tilsyneladende opstod. Her foregår der et ukontrolleret storsalg af et virvar af vilde dyr, heriblandt hunde, flagermus, slanger og et utal af gnavere i alskens farver og størrelser. Nettet florerer med en video, der angiveligt viser live-billeder derfra (kan ses under links). Den er bestemt ikke egnet for sarte sjæle. Det giver stof til eftertanke.
Kinas genåbning gælder også det gruopvækkende Wuhan-marked, hvor smitten tilsyneladende opstod. Her foregår et ukontrolleret storsalg af et virvar af dyr, heriblandt hunde, flagermus, slanger og et utal af gnavere i alskens farver og størrelser.
Her opstår også spørgsmålet om vi mon kan – og vil – tro på et autoritært magtstyres informationer om antal smittede og dødsfald. Har vi råd til at tro på det? Er Sydkoreas model bedre? Kan Kinas håndtering af pandemien hjælpe sundhedsmyndighederne med forståelse af virussen, når vi samtidigt indser det er svært at teste og stole på tal, der synes urealistiske? Er den sydkoreanske model mon gået helt tæt på, og overtrådt det enkelte individs frihed samtidigt med, at landet har haft en ‘blødere’ strategi i kampen mod virussen og den økonomiske krise afledt deraf?
Her opstår spørgsmålet om vi kan – og vil – tro på et autoritært magtstyres informationer om antal smittede og dødsfald? Har vi råd til at tro på det?
Selv den nyslåede folkehelt, og tidligere medlem af kommunistpartiet, Søren Brostrøm, har i sin egenskab af direktør i Sundhedstyrelsen, modsagt regeringens beslutning om at lukke grænserne, hvilket har skabt debat og kritik af Mette Frederiksen. Men hun har en helle. Hun fortalte os alle foran tv-kameraerne, at hun ville hellere handle med rettidig omhu end for sent samt at hun sikkert ville komme til at begå fejl. Desuden er resten af EU – og verden – i fuld gang med at gøre det samme. Danmarks regering var blot en af de første til at tage beslutningen.
Men hvorfor beslutningen om at give så meget mere magt og råderum til bankerne – endsige til Danske Bank … Vi er alle bekendt, at banksektoren er det mest korrupte brancheerhverv og direkte ansvarligt for det seneste økonomiske kollaps i sennullerne?
I forsøget på at afværge kaos og unødig panik fremlagde regeringen en plan for den økonomiske håndtering af krisen og med den også en voksende betænkelighed over måden hvorpå hjælpepakkerne bliver fordelt under pandemien, eller snarere forfordelt. Helt i chok kom nogle af os over beslutningen om at give så meget mere magt og råderum til bankerne – endsige til Danske Bank – som vi alle er bekendt med er banksektoren det mest korrupte brancheerhverv og direkte ansvarligt for det seneste økonomiske kollaps i sennullerne, hvilket tog sin tid at rette op på. Hjælpepakkerne fortsatte støt med frigivelse af store milliardbeløb til de største virksomheder, til de mellemstore og så kom turen også til de selvstændige og freelancere. Men kunne man have forestillet sig en enklere måde at gøre det på? Hvad med kunstnere og kulturbranchen?
Man kunne vel godt have iværksat en direkte støtte til den dårligst stillede befolkningsgruppe som det allerførste. Det ville nemlig have været ægte socialdemokratisk politik.
Omkring det økonomiske er det et faktum, at det var de velpolstrede, der ankom hjem fra vinterferien i Italien og Østrig med covid-19 i bagagen. I en retfærdig og anstændig verden, burde det være dem – og alle dem med millionformuer – der skulle bidrage, når en krise af uoverskuelige dimensioner rammer. Der er også industrisektorer, der nyder kronede dage, selv i disse krisetider, fx. tv-, medie-, transport-, fødevare- og især medicinalbranchen. Kunne det tænkes, at disse udviser det omtalte samfundssind og undlader at indføre kritiske prisstigninger? Kunne de virksomheder mon også afhjælpe ledigheden og ansætte nye medarbejdere?
Kunne man have startet fordelingen af hjælpepakkerne med den enkelte borger, måske endda med den hjemløse eller kriseramte borger?
Er det berettiget at frigive den kontracykliske kapitalbuffer, så bankerne har mere spillerum til kreditgivning? Kunne man have startet fordelingen af hjælpepakkerne med den enkelte borger, måske endda med den hjemløse eller kriseramte borger, eller snarere starte med at hjælpe alle de socialt udsatte, ikke kun personer i særlig risiko for smitte? Kunne man gå efter de enlige forsørgere, pensionister, arbejdsløse, kunstnere og andre lønmodtagere, der tjener under 200.000 kr. om året? Ville et lignende indgreb komme flest børn i Danmark til gode? Kunne den selvdefinerede ‘børnenes statsminister’ have tænkt på dem først; dvs. børnene i Danmark? Eller kunne hun godkende en individuel direkte udbetaling på eksempelvis 5.000 kr. til selvsamme gruppe de næste tre måneder?
Regeringen kunne meget vel have iværksat en direkte støtte til den dårligst stillede befolkningsgruppe som det allerførste. Det ville nemlig have været ægte socialdemokratisk politik. Den chance er dog forspildt.
Javel, vi husker igen: Mette Frederiksen har en helle. Hun er blot et menneske, der kan begå fejl. Desuden er det hele gjort for at undgå massive konkurser og arbejdsløshed. Alligevel er arbejdsløsheden steget de seneste 11 dage. Der er tale om blot e l l e v e dage. Det kan undre, at store virksomheder med millionindtjening ikke kan tåle få dages nedlukning.
Måske blotter krisen det samfundsøkonomiske systems akilleshæl?
Dertil kom nyheden om, at den profitstærke Bestsellergruppe hverken ville gøre brug af hjælpepakkerne eller udvise det efterlyste samfundssind i stedet for at fyre 750 medarbejdere på en gang, og dét kun ni dage efter krisen indtrådte. Det undrer dobbelt så meget, at den almindelige borger sammen med hovedsageligt kunstnere, forfattere og andre kreative går i gang med at hjælpe, hvor de kan og mange af dem melder sig som frivillige eller deler deres kunst og virke gratis på videoer delt via sociale medier, det imens store firmaer viser deres manglende sociale og moralske ansvar, når de ganske få dage – og sågar timer – efter pressekonferencen, 11. marts, skriger til himlen og varsler eller gennemfører store fyringsrunder. Det ligner ægte grådighed og spekulation. Eller måske blotter pandemikrisen det samfundsøkonomiske systems akilleshæl?
Virksomhedernes ramaskrig kunne ses som et modsvar til hamstring af toiletpapir.
Et er sikkert, panikken over pandemien herskede få timer efter statsministerens historiske tale onsdag den 11. marts 2020 kl 20. De store virksomheders ramaskrig kunne ses som metafor til hamstringen af toiletpapir, som mange supermarkeder opleve få minutter efter Frederiksens tale til befolkningen. Eller så var den enkelte familieforsørger lige så bange som virksomhederne, og i stedet for lysten til at hamstre pengesedler og hjælpepakker, så hamstrede den menige dansker toiletpapir, men det gjorde de fleste mennesker i resten af verden også. Vi ligner åbenbart hinanden på tværs af landegrænser og kulturskel. Vi er jo alle mennesker i dyb krise. Selve mennesket er menneskets ømme punkt. Vi er os selv nærmest. Homo sapiens’ kriseadfærd og reaktioner er fuldt ud sammenlignelige på verdensplan.
Den menige dansker hamstrede toiletpapir, men det gjorde de fleste mennesker i resten af verden også. Vi ligner åbenbart hinanden på tværs af landegrænser og kulturskel. Vi er jo alle mennesker i dyb krise.
Ja, samfundssind udgør en mangelvare. Mange ved vel heller ikke, hvad ordet rigtig dækker over. Mest fordi kriser har det med at få frem, det der ligger hengemt i os. Nogle gange det bedste og andre det værste. Derfor hamstrer folk. Det er en modreaktion til frygt, uvished og usikkerhed. Meget menneskeligt og langt hen ad vejen forståeligt. Men af den grund kan der opstå flaskehalse og måske varemangel. Dog er forsyningkæden på plads, bedyrer statsministeren.
Men er en vaccine mon nok, eller er der allerede nu mindst to forskellige slags corona-vira i omløb?
I øjeblikket vil de fleste alligevel helst have fat i håndsprit og ansigtsmasker, som selv hospitaler og forskere kæmper med at få i hus samtidigt med det igangværende globale kampræs om mere udstyr til corona-test og udvikling af en effektiv corona-vaccine. Men er en vaccine mon nok, eller er der allerede nu mindst to forskellige slags corona-vira i omløb, som Statens Serum Institut informerede om 22. marts? Hvis denne virus muterer med så stor hast, kan der så være flere mutationer i gang? Hvor mange vacciner skal der så til? Har Danmark i så fald en reel chance folkesundhedsmæssigt og ikke mindst økonomisk? I øjeblikket vil de fleste alligevel helst have fat i håndsprit og ansigtsmasker, som selv hospitaler og forskere kæmper med at få i hus samtidigt med det igangværende globale kampræs om mere udstyr til corona-test og udvikling af en effektiv corona-vaccine.
Kriser har det med at få frem, det der ligger hengemt i os. Nogle gange det bedste og andre det værste. Derfor hamstrer folk. Det er en modreaktion til frygt, uvished og usikkerhed. Meget menneskeligt og langt hen ad vejen forståeligt.
Det er jo en tid, hvor tiden flyder som i et Dalí-værk. Hvor vi alle har flere spørgsmål end svar. I det lys er det antageligt, at efter denne krise vil opstå et markant skel mellem livet før og efter coronavirus. Der er vel derfor intet at vende tilbage til, som mange skriver og fortæller om. Vi er i gang med at skrive historie. Vi sætter alle præg på narrativen. Det sker gennem vores handlingsmønster. Visse ting kan vel fortsætte i en post-corona udgave. Men det er nok klogest for os alle at indse, at intet bliver, som det plejer. Det er nu, vi har brug for samtlige professionelle og menneskelige ressourcer til gavn for det fælles bedste, for her og nu kan alle bidrage.
I øjeblikket oplever vi at være underlagt en stigende adfærds-, og socialkontrol, der får hjernecellerne til at køre i selvsving. For hvad kommer næste gang? Udgangsforbud er en realitet i mange lande, det er utænkeligt – dog mest af alt usandsynligt – at det vil ske i Danmark. Men igen, virkeligheden har det med at overgå fiktionen.
Lige så usynlig som virussen er forandringen i vores levevis dog ikke. Hertil svarer det store flertal af befolkningen med lydighed, især når påbudene ledsages af empati, fornuft og fællesskabsfølelse.
Alle tiltag er til for det fælles bedste, for at beskytte den befolkningsgruppe med særlig risiko for smitte. Det er hvad ægte fællesskab går ud på. Påfaldende er paradokset om at samles i et fælles samfundssind uden at være fysisk samlet.
Samtidigt træder ensomheden frem som et essentielt vilkår for eksistensen, at favne den sandhed kan virke forløsende, beroligende og befriende. Det kan måske lede hen til en nødvendig fælles samfundsrefleksion, som vi alle vil have gavn af. Eller som Samuel Beckett skitserede i det absurde skuespil, “Mens vi venter på Godot”. Her kender ingen rigtigt hvem eller hvad Godot er. Alligevel venter alle på det store ukendte. I venten ligger spørgsmålet, svaret og måske nøglen til en ny samfundsbevidsthed, som vi hver og en kan være med til at forme, selv når det synes absurd. For over for en absurd fordring, må mennesket tage til genmæle med moralen som værdinorm, som Albert Camus pointerede.

Forandring forbliver en konstant livet igennem. Danmark – og resten af verden – undergår en dyb forandring. Vi ved bare endnu ikke i hvor høj grad denne forandring vil mærke vores livsførelse. Alle venter på noget eller nogen. Nogle venter på en redning, en retning, en helteskikkelse. Eller har den nuværende krise bragt verden så tæt på en form for globale fred, vi aldrig før havde oplevet? Så imens vi venter, må vi handle efter bedste evne, reflektere over egen rolle, finde meningen med vores tilværelse og måske bringe helten eller heltinden frem i lyset. Det er nødvendigt, for vores virkelighed er forvandlet for stedse.
LINKS
Seneste covid19-tal: https://www.worldometers.info/coronavirus/
WHO’s hjemmeside: https://www.who.int/emergencies/diseases/novel-coronavirus-2019/events-as-they-happen
Video fra Wuhan-marked: tiny.cc/hysulz
Statsministeriet hjemmeside: http://www.stm.dk/index.dsp?area=2240
Politiets information om corona: https://politi.dk/corona
Sundhedstyrelsen om covid19: https://www.sst.dk/corona
Udenrigsministeriets borgerservice: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/udenrigsministeriets-borgerservice/
Om Søren Brostrøm: https://www.altinget.dk/artikel/ekskommunisten-og-elitelaegen-der-blev-coronageneral
KUNNE DU LIDE INDLÆGGET? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.
Venligst, Martha Elias