KRONIK: Krise og krig. Pandemi hersker.

mElias  Musik, kunst, teater, SAMFUNDSDEBAT marts 23, 2020 2.550 ord. Læsetid: 7 minutter.

af Martha Elias, København.

Når alt kommer til alt er vi altid os selv nærmest. Ligegyldigt om politi, regering eller selveste monarken taler os til rette. I Danmark vil vi have vores individuel ret til udøvelse af krisehåndtering. Desuden er der bebudet forårssol og kirsebærtræerne springer ud. Det samme gør coronavirussen. Viruskrigen hersker. Er vi klar til at tage kampen op?

Hele befolkningen oplever,  hvordan danmarkshistorien omsluttes af en ny virkelighed, der overgår samtlige indbildte dommedagsprofetier og sci-fi film på en gang. Alle skal være hjemme. Alle må holde afstand. Alle må adlyde.

Mest af at lever vi en tid, hvor valg og fravalg må tages, hvor rettidighed, medmenneskelighed og fællesskab er afgørende. For trods forårsbebudere og den store trang til sol, frisk luft og synet af kirsebærtræer må vi erkende, at pandemitiden udgør en ægte fare for folkesundheden, økonomien, vores levevis og mentale tilstand. Men hvordan skal vi adlyde? Hvordan efterlever vi det, som myndighederne efter bedste evne dikterer? Der er tale om epidemispredning, karantæne, respiratormangel og i det hele taget en form for yper-dystopi, hvor vi alle er berørt. Ingen kan undsige sig virussens følger.

Alligevel er der stadig en del – især unge – som har det svært med at følge påbud og anbefalinger. Nogle skriver på de sociale medier, at de er ved at blive vanvittige. Andre dater uforstyrret ellers spiser sig mætte i nyheder, film og serier. Det mest påfaldende synes at være den ny type berøringsangst de ‘almindelige’ film provokerer. For folk bevæger sig frit rundt i skærmverdenen, intetanende om den store fare de udgør for smittespredning. Men nej, det er jo andre tider. Det er fiktion. Filmene er lavet i præ-coronatiden.

Vores nye corona-virkelighed har fået overtaget føringen og den hjernestyrede synssans opretter tilpassede krisekoblinger. I det tilfælde må fornuften og ræsonen komme os til undsætning. Tallene taler for sig selv, der er over 337.553 smittede i kloden og over 14.653 dødsfald som følge af coronavirus – her topper Italien med hele 5.476 dødsfald på få uger (pr. 23. marts 2020 kl 5:00). Vi må derfor adlyde. Panikkens spillerum må indskrænkes. Derfor har danske myndigheder – i modsætning til den virkelighedsfjerne og kontraoffenssive Trump – handlet resolut og uden tøven udstedt en del henstillinger og påbud, som vi alle må følge, efterleve og adlyde. Det er det sikreste, ikke kun for den enkelte, men for fællesskabets svageste.

“Når  … instinkterne udkrystalliserer smerter begynder jeg pludselig at tale til dig”.  Misfat. F.P. Jac

Imidlertid går de fleste lande i verden efter deres egen version af nødretstilstand og total nedlukning. Eksempelvis er vores naboland, Sverige, gået efter den stiveste teknokratisk beslutningsproces i stedet for det politisk ansvarlige beslutningssystem, som Danmarks regering eksemplificerer. Vi konstaterer, at mod syd er støvlelandets storsyngende befolkning i dyb sorg, for Italien rangerer nu som pandemiens epicenter med flest dødsfald på verdensplan, også flere end i hele det milliardbefolkede Kina, som for sin del er i fuld gang med genåbningen af samfundets produktionssektorer, en storanlagt PR-offenssiv, hvor de gavmildt forærer værnemidler til flere lande – fx. Danmark og Italien – og deler viden om kampen mod coronavirus. Men Kinas genåbning gælder også det gruopvækkende Wuhan-marked, hvor smitten tilsyneladende opstod. Her foregår der et ukontrolleret storsalg af et virvar af dyr, heriblandt hunde, flagermus, slanger og et utal af gnavere i alskens farver og størrelser. Nettet florerer med en video, der angiveligt viser live-billeder derfra (kan ses under links). Den er bestemt ikke egnet for sarte sjæle. Det giver stof til eftertanke.

Kinas genåbning gælder også det gruopvækkende Wuhan-marked, hvor smitten tilsyneladende opstod. Her foregår et ukontrolleret storsalg af et virvar af dyr, heriblandt hunde, flagermus, slanger og et utal af gnavere i alskens farver og størrelser.

Her opstår også spørgsmålet om vi kan og vil tro på et autoritært magtstyres informationer om antal smittede og dødsfald? Har vi råd til at tro på det? Er Sydkoreas model bedre? Kan Kinas håndtering af pandemien hjælpe sundhedsmyndighederne med forståelse af virussen, når vi samtidigt indser det er svært at teste og stole på tal, der synes urealistiske? Er den sydkoreanske model mon gået helt tæt på, og overtrådt det enkelte individs frihed samtidigt med, at landet har haft en ‘blødere’ strategi i kampen mod virussen og den økonomiske krise afledt deraf?

Her opstår spørgsmålet om vi kan og vil tro på et autoritært magtstyres informationer om antal smittede og dødsfald? Har vi råd til at tro på det?

Selv har den nyslåede folkehelt, og tidligere medlem af kommunistpartiet, Søren Brostrøm, i sin egenskab af direktør i Sundhedstyrelsen, modsagt regeringens beslutning om at lukke grænserne, hvilket har skabt debat og kritik af Mette Frederiksen. Men hun har en helle. Hun fortalte os alle foran tv-kameraerne, at hun ville hellere handle med rettidig omhu end for sent samt at hun sikkert ville komme til at begå fejl. Desuden er resten af EU – og verden – i fuld gang med at gøre det samme. Danmarks regering var blot en af de første til at beslutte det.

Hvorfor beslutningen om at give så meget mere magt og råderum til bankerne – endsige til Danske Bank – som vi alle er bekendt med er banksektoren det mest korrupte brancheerhverv og direkte ansvarligt for det seneste økonomiske kollaps i sennullerne?

I forsøget på at afværge kaos og unødig panik fremlagde regeringen en plan for den økonomiske håndtering af krisen og med den også en voksende betænkelighed over måden hvorpå hjælpepakkerne bliver fordelt under pandemien, eller snarere forfordelt. Helt i chok kom nogle af os over beslutningen om at give så meget mere magt og råderum til bankerne – endsige til Danske Bank – som vi alle er bekendt med er sektoren det mest korrupte brancheerhverv og direkte ansvarligt for det seneste økonomiske kollaps i sennullerne, hvilket tog sin tid at rette op på. Hjælpepakkerne fortsatte støt med frigivelse af store milliardbeløb til de største virksomheder, til de mellemstore og så kom turen også til de selvstændige og freelancere. Men kunne man have forestillet sig en enklere måde at gøre det på?

Man kunne vel godt have iværksat en direkte støtte til den dårligst stillede befolkningsgruppe som det allerførste. Det ville nemlig have været ægte socialdemokratisk politik.

Omkring det økonomiske er det et faktum, at det var de velpolstrede, der ankom hjem fra vinterferien i Italien og Østrig med covid-19 i bagagen. I en retfærdig og anstændig verden, burde det være dem – og alle dem med millionformuer – der skulle bidrage, når en krise af uoverskuelige dimensioner rammer. Der er også industrisektorer, der nyder kronede dage, selv i disse krisetider, fx. tv-, medie-, transport-, fødevare- og medicinal branchen. Kunne det tænkes, at disse udviser det omtalte samfundssind og undlader at indføre kritiske prisstigninger? Kunne de virksomheder mon også afhjælpe ledigheden og ansætte nye medarbejdere?

Kunne man have startet fordelingen af hjælpepakkerne med den enkelte borger, måske endda med den hjemløse eller kriseramte borger?

Er det berettiget at frigive den kontracykliske kapitalbuffer, så bankerne har mere spillerum til kreditgivning? Kunne man have startet fordelingen af hjælpepakkerne med den enkelte borger, måske endda med den hjemløse eller kriseramte borger, eller snarere starte med at hjælpe alle de socialt udsatte, ikke kun personer i særlig risiko for smitte? Kunne man gå efter de enlige forsørgere, pensionister, arbejdsløse, kunstnere og andre lønmodtagere, der tjener under 200.000 kr. om året? Ville et lignende indgreb komme flest børn i Danmark til gode? Kunne børnenes statsminister have tænkt på det? Eller kunne hun godkende en individuel direkte udbetaling på 5.000 kr. til selvsamme gruppe de næste tre måneder?

Regeringen kunne meget vel have iværksat en direkte støtte til den dårligst stillede befolkningsgruppe som det allerførste. Det ville nemlig have været ægte socialdemokratisk politik. Den chance er dog forspildt.

Javel, vi husker igen: Mette Frederiksen har en helle. Hun er blot et menneske, der kan begå fejl. Desuden er det hele gjort for at undgå massive konkurser og arbejdsløshed. Alligevel er arbejdsløsheden steget de seneste 11 dage. Der er tale om  blot e l l e v e dage. Det kan undre, at store virksomheder med millionindtjening ikke kan tåle få dages nedlukning.

Måske blotter krisen det samfundsøkonomiske systems akilleshæl?

Dertil kom nyheden om, at den profitstærke Bestsellergruppe hverken ville gøre brug af hjælpepakkerne eller udvise det efterlyste samfundssind i stedet for at fyre 750 medarbejdere på en gang, og dét kun ni dage efter krisen indtrådte. Det undrer dobbelt så meget, at den almindelige borger sammen med hovedsageligt kunstnere, forfattere og andre kreative går i gang med at hjælpe, hvor de kan og mange af dem melder sig som frivillige eller deler deres kunst og virke gratis på videoer delt via sociale medier, det imens store firmaer viser deres manglende sociale og moralske ansvar, når de ganske få dage – og sågar timer – efter pressekonferencen, 11. marts, skriger til himlen og varsler eller gennemfører fyringsrunder. Det ligner ægte grådighed og spekulation. Eller måske blotter krisen det samfundsøkonomiske systems akilleshæl?

Virksomhedernes ramaskrig kunne ses som et modsvar til hamstring af toiletpapir.

Et er sikkert, panikken over pandemien herskede få timer efter statsministerens historiske tale onsdag den 11. marts 2020 kl 20. Virksomhedernes ramaskrig kunne ses som et modsvar til hamstring af toiletpapir. Eller så var den enkelte familieforsørger lige så bange som virksomhederne, og i stedet for lysten til at hamstre pengesedler og hjælpepakker, så hamstrede den menige dansker toiletpapir, men det gjorde de fleste mennesker i resten af verden også. Vi ligner alle hinanden. Vi er jo alle mennesker i dyb krise. Selve mennesket er menneskets ømme punkt. Vi er os selv nærmest. Homo sapiens’ kriseadfærd og reaktioner er fuldt ud sammenlignelige på verdensplan.

Den menige dansker hamstrede toiletpapir, men det gjorde de fleste mennesker i resten af verden også. Vi ligner alle hinanden. Vi er jo alle mennesker i dyb krise. Selve mennesket er menneskets ømme punkt. Vi er os selv nærmest. Homo sapiens’ kriseadfærd og reaktioner er fuldt ud sammenlignelige på verdensplan.

Ja, samfundssind udgør en mangelvare. Mange ved vel heller ikke, hvad ordet rigtig dækker over. Mest fordi kriser har det med at få frem, det der ligger hengemt i os. Nogle gange det bedste og andre det værste. Derfor hamstrer folk. Det er en reaktion til frygt, uvished og usikkerhed. Meget menneskeligt og langt hen ad vejen forståeligt. Men af den grund kan der opstå flaskehalse og måske varemangel. Dog er forsyningkæden på plads, bedyrer statsministeren.

Men er en vaccine mon nok, eller er der allerede nu mindst to forskellige slags corona-vira i omløb?

I øjeblikket vil de fleste alligevel helst have fat i håndsprit og ansigtsmasker, som selv hospitaler og forskere kæmper med at få i hus samtidigt med det igangværende globale kampræs om mere udstyr til corona-test og udvikling af en effektiv corona-vaccine. Men er en vaccine mon nok, eller er der allerede nu mindst to forskellige slags corona-vira i omløb, som Statens Serum Institut informerede om 22. marts? Hvis denne virus muterer med så stor hast, kan der så være flere mutationer i gang? Hvor mange vacciner skal der så til? Har Danmark i så fald en reel chance folkesundhedsmæssigt og ikke mindst økonomisk? I øjeblikket vil de fleste alligevel helst have fat i håndsprit og ansigtsmasker, som selv hospitaler og forskere kæmper med at få i hus samtidigt med det igangværende globale kampræs om mere udstyr til corona-test og udvikling af en effektiv corona-vaccine.

Kriser har det med at få frem, det der ligger hengemt i os. Nogle gange det bedste og andre det værste. Derfor hamstrer folk. Det er en reaktion til frygt, uvished og usikkerhed. Meget menneskeligt og langt hen ad vejen forståeligt.

Det er jo en tid, hvor tiden flyder som i et Dalí-værk. Hvor vi alle har flere spørgsmål end svar. I det lys er det antageligt, at efter denne krise vil opstå et markant skel mellem livet før og efter coronavirus. Der er vel derfor intet at vende tilbage til, som mange skriver og fortæller om. Vi er i gang med at skrive historie. Vi sætter alle præg på narrativet. Det sker gennem vores handlingsmønster. Visse ting kan vel fortsætte i en post-corona udgave. Men det er nok klogest for os alle at indse, at intet bliver, som det plejer. Det er nu, vi har brug for samtlige professionelle og menneskelige ressourcer til gavn for det fælles bedste, for her og nu kan alle bidrage.

• 

I øjeblikket oplever vi at være underlagt en stigende adfærds-, og socialkontrol, der får hjernecellerne til at køre i selvsving. For hvad kommer næste gang? Udgangsforbud er en realitet i mange lande, det er utænkeligt – dog mest af alt usandsynligt – at det vil ske i Danmark. Men igen, virkeligheden har det med at overgå fiktionen.

Lige så usynlig som virussen er forandringen i vores levevis dog ikke. Hertil svarer det store flertal af befolkningen med lydighed, især når påbudene ledsages af empati, fornuft og fællesskabsfølelse.

Alle tiltag er for det fælles bedste, for at beskytte den befolkningsgruppe med særlig risiko for smitte. Det er hvad ægte fællesskab går ud på. Påfaldende er paradokset om at samles i et fælles samfundssind uden at være fysisk samlet.

Samtidigt træder ensomheden frem som et essentielt vilkår for eksistensen, at favne den sandhed kan virke forløsende, beroligende og befriende. Det kan måske lede hen til en nødvendig fælles samfundsrefleksion, som vi alle vil have gavn af. Eller som Samuel Beckett skitserede i det absurde skuespil, “Mens vi venter på Godot”. Her kender ingen rigtigt hvem eller hvad Godot er. Alligevel venter alle på det store ukendte. I venten ligger spørgsmålet, svaret og måske nøglen til en ny samfundsbevidsthed, som vi hver og en kan være med til at forme, selv når det synes absurd. For over for en absurd fordring, må mennesket tage til genmæle med moralen som værdinorm, som Albert Camus pointerede.

Forandring forbliver en konstant livet igennem. Danmark – og resten af verden – undergår en dyb forandring. Vi ved bare endnu ikke i hvor høj grad denne forandring vil mærke vores livsførelse. Alle venter på noget eller nogen. Nogle venter på en redning, en retning, en helteskikkelse. Eller har den nuværende krise bragt verden så tæt på en form for global fred, vi aldrig før havde oplevet? Så imens vi venter, må vi handle efter bedste evne, reflektere over egen rolle, finde meningen med vores tilværelse og måske bringe helten eller heltinden frem i lyset. Det er nødvendigt for vores virkelighed er forvandlet for stedse.

LINKS

Seneste covid19-tal: https://www.worldometers.info/coronavirus/

WHO’s hjemmeside: https://www.who.int/emergencies/diseases/novel-coronavirus-2019/events-as-they-happen

Video fra Wuhan-marked: tiny.cc/hysulz

Statsministeriet hjemmeside: http://www.stm.dk/index.dsp?area=2240

Politiets information om corona: https://politi.dk/corona

Sundhedstyrelsen om covid19: https://www.sst.dk/corona

Udenrigsministeriets borgerservice: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/udenrigsministeriets-borgerservice/

Om Søren Brostrøm: https://www.altinget.dk/artikel/ekskommunisten-og-elitelaegen-der-blev-coronageneral

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE INDLÆGGET? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

En afsindig trang …

af Martha Elias. København, 3. maj 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

Hvad må kunsten koste for det enkelte menneske? Hvor går grænsen? Er lidelse, kunstvirke, nedværdigelse og afhængighed uadskillelige? Det eksistentielle i digtekunst møder skarpt fortolket menneskelige misere, når Toves værelse genopføres på Folketeatret. Dansk scenekunst, når det er bedst og brænder igennem de skrå brædder og rammer plet hos det brede publikum.

Mens foråret har ramt hovedstaden spiller Toves værelse på Folketeatret for fuld kraft. Det er en kærkommen genopførelse af Jacob Weis’ dramatisering 3 år efter Tove, Tove, Tove – baseret på Vilhelms værelse fra 1975, det allersidste romanværk af den store danske digter og prosaist, Tove Ditlevsen (1918-1976). Stykket er i sin frie fortolkning, ligesom bogen, barskt, hudløst ærligt og medrivende til bristepunktet. Hendes lidelse når hver og en tilskuer. Den rammer alle sanser, nogle gange til panikkens og grådens rand.

Stykket spilles i 2 akter på  den indtagende store scene på Folketeatret. Scenografisk velafbalanceret mellem nutid og fortid med video- og lys-installationer, der fremkalder en spøgelsesstemning med skygger, der farer gennem scenen. Lige så virkningsfuldt er støtterollerne i form af den lille pige, der kravler, kryber og vandrer symbolsk i digterens sind samt den kølige og servile hushjælp i 1. akt og sygeplejersken på psykiatrisk afdeling i anden akt, spillet af den samme skuespiller. Lyd er skabt gennem punktvis musikfragmenter og voiceover, der er med til at indramme den socialrealistiske fortælling.

Paprika Steen er i rollen som digteren uovertruffent, suveræn, ypperlig. Teknikken er der, den syleskarpe karakterisering er der, hun er rollevant og i sit rette element – og det kan mærkes. Barnet i Tove lider – er til stede, moderskikkelsen er mindst ligeså levende i hende, moderlighedens genvordigheder er der. Men det er sværest med ægteskabets usikre kringelkroge, der fører til rå lidelse under mandens utroskab. Til gengæld er det Victor Andreasen, der lider under  hendes stofafhængighed – og i lige så høj grad – er de begge medafhængige af utrygheden, kønskampen og den lurende angst i tosomheden, der skylles ned med alkohol, stoffer og en indædt dyrkelse af lidelsen, lader det til. Toves selv-beskrevne ‘afsindig trang til flugt‘ er til at se og føle på – tilskueren vil flygte med. Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Foto: Folketeatret

Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål for Tove Ditlevsen, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Lars Brygmann, som den utro bladhuschef Victor Andreasen (1920-2000) – Tove Ditlevsens 4. og sidste ægtemand – er i en noget nuanceret skurkerolle troværdig og karakterstærk. Han skildrer måske også en mand vi alle har hørt om, eller kender: manden, der egentlig ikke tåler kvindens intellektuelle og kunstneriske success – hun er ham overlegen, og må derfor nedværdiges, ydmyges, holdes nede – det er den patetiske tvetydighed i den dybe kærlighed og beundring, der også indebærer en sælsom ømhed for barnet i den voksne Tove. Begge sider synes at være en del af deres store lidende kærlighed, de dyrker. Det er kønskampens ambivalens, der udspiller sig på scenen. Derfor er værket tidssvarende og nemt at identificere sig med fra flere vinkler og på diverse planer.

Kasper Leisner, er ny i besætningen, og har rollen som den meget unge og successfulde modernistiske forfatter, Klaus Rifbjerg (1931-2015) – der siden 2005 blev en del af Danmarks kanonforfattere. Han bliver den ufrivillige tilskuer blandt os tilskuere. Hans pæne, dannede, borgerlige facade udgør en del af magtkampen og konfrontationen mellem manden og konen. Et trekantsdrama udspiller sig, selv om han selv forbliver uberørt i sin kerne – dog tilpas rystet til tider, oplever vi – men til syvende og sidst synes han at være ophøjet over det menneskelige kaos, han overværer. Ja, han er distanceret fra det virvar af hadsk tragedie, afhængighed, magtkamp, lidenskab og elendighed mellem de to. Hans præstation understøtter Paprika Steen og Lars Brygmann på fortrinlig vis – og løfter det op til æterisk niveau. Cirklen er dermed fuldent.

At teaterstykket genopføres kan man kun være taknemmelig over, for hvad er vi uden kunst, og i særdeleshed uden poesi? Og når kunstudtryk leveres af nogle af Danmarks bedste skuespillere med lige dele inderlighed, hengivenhed og respekt for fortid, men i et nutidsperspektiv, så når vi alle længere frem som mennesker. Det er kunstudtryk, der favner, forener og fremmer det humanistiske livssyn.

Derfor er Toves værelse dybt fascinerende, timelig og sansemættende. Publikum strømmer til og det er fuldt fortjent. Alle bør se forestillingen mindst en gang.

Det er mesterligt, det er godt, det er dansk scenekunst, når den er bedst.

Spiller til og med 16. maj 2019.

TOVES VÆRELSE PÅ FOLKETEATRET

TOVE DITLEVSENS BØGER

OM TOVE DITLEVSEN

Om anmelderen: Martha Elias

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

Episk vandring mejslet ind i sten

Skrevet af Martha Elias 5. april 2019.

En uropførelse af eposset Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer bringer historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

 

Når Hotel Pro Forma opfører det episke digtværk Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer, er det for at bringe historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt. Gilgamesh er verdenslitteraturens allerførste episke digt og handler om en  konge, der er mægtig, tyrannisk og halvgud. Moderfiguren, Ninsumun, er sat op i relief som en nærmest alvidende karakter, der vejleder, advarer mod farer og inducerer  til vovemod. Enkidu er kongens antitese: vild og forældreløs. Han sendes af guderne for at standse kongens almagt. Alligevel finder de fælles fodslag. De følges ad, indtil skæbnen viser sit grusomme ansigt og de må skilles.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets stedse undren over livets gang og afgang. Det overfladiske og altfortærende i jagten efter det evige liv og den evige ungdom træder frem som en del af fortællingen og synes vedkommende og relevant i nutidig sammenhæng.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets evige undren over livets gang og afgang.

Med storforestillingen om Gilgamesh tager Hotel Pro Forma under skarp kunstnerisk behandling en op mod 4.000-årig ældgamle myte nedfældet i kileskrift på lertavler i det nuværende Iran. Med stykket vender Kirsten Dehholm også tilbage til stedet, hvor hun i perioden 1978-92, opførte fem legendariske nonverbale scenekunstværker.

 

Et menneskes heltegerning, en vildmand får en gudbetroet opgave, en gud oplever egen dødelighed, naivitet vs. udødelighed, magtens afmagt over for dødens utimelighed udleves alle på en og samme gang, imens en eksistentiel vandring gennem venskab, tab og sorg, larm og stilhed, nutid og fortid smelter sammen gennem velafstemte musikdramatiske eksperimenter i en fængslende postmodernistiske skildring, baseret på en nyudgivet dansk oversættelse fra urgammelt akkadisk af digter Morten Søndergaard og hans søn, assyriolog Sophus Helle, der udkom i år på Gyldendal.

Foto: Ditte Valente

Uropførelsen – der er første del af en underverdenstrilogi ved den veletablerede københavnske scenekunstgruppe under ledelse af den særlige poetiske projektleder Kirsten Dehlholm –  udgør en port til fortiden, hvortil vi oplever vandringen gennem nutidige øjebliksbilleder og abstrakte tableauer, der er lige så sansemættende, som de er dybsindige, bjergtagende, magiske. Det performative, det innovative og den grænsesøgende æstetik favnes af klassisk musik – ved fire musikere fra det suveræne Figura Ensemble – der kærtegner ånden, forener værkets musikalske udtryk og bøjes med rap-musik ved Manus Bell – her fungerer den tonale kontrast også som en del af den indre kohærens projektet er omgivet af. Intet er overladt til tilfældigheder. Konceptkunst udgør aksen, hvorom alting drejer.

Foto: Ditte Valente

Gennem konceptkunst træder lige netop det lyriske frem for at fange essensen af eposset, der til tider kan bringe reminiscens af dansteske allegorier fyldt med mangfoldige udtryk – hvor selv kostumer er samstemt med nutid og fortid – men har sceneperformance af ypperlig kvalitet som fokus og fremmer den transhumanistiske forståelse, for vi er alle ens under overfladen.

“Der er en underverden og et ærkemenneske i os alle. Vi er slet ikke så forskellige. Vi ser forskellige ud, men vi består alle af grundelementer som behov, drift, længsel og ønsker. Disse er doseret forskelligt og bliver opfyldt forskelligt hos os.”  

– Kirsten Dehlholm, kunstnerisk leder, Hotel Pro Forma.

Samtlige hjerneceller stimuleres af dragende scenekunst, hvor man som publikum er en del af  en magisk, absorberende og sfærisk oplevelse, der opløfter og involverer tilskueren, og som samtidigt synes at opfordre til at brede åndens umålelige vingefang ved at se, opleve og vandre ind i historien for at lære af den.

Sikke en åndelig berigelse og en saliggørende oplevelse!

Foto af Kirsten Dehlhom og Martha Elias

 

OM GILGAMESH

EVENTDATOER: Forestillingen spiller indtil 28. april 2019.

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

 

 

PARA BELLUM II

Skrevet af Martha Elias 7. april 2017 15:30

Foto: skulptur af Helle Rask Crawford

Regeringen og DF mener åbenlyst, at vi i Danmark er klar til fortsat at acceptere ødelæggelse, grådighed og udryddelsen af hele folkeslag i Mellemøsten. Det bebudes, at vi er parate til mere krig, eller “para bellum” på latin.

Hvordan kan man frasige sig at optræde humant? At hilse et angreb velkommen, som går udover et hårdt plaget område, der rammer mest civile mål, især børn, og dét uden en reel sikkerhed for, at det kemiske angreb kommer fra Assad – der har meget på samvittigheden, som han vistnok heller ikke ejer … Irakkrigens ulovlige start om igen, lader det til. Hvordan kan det i nogens sind forsvares at kalde Trump for “den frie verdens leder”. Hvilken verden taler LLR om? Den der udsulter velfærden og den verden, der søger at gøre de rige rigere, og hvor de fattigste bliver kun fattigere? Hvilken frihed forsvares her? Hvilke liv? Verden er nu i hænderne på en menneskefjendsk, racistisk og ustabil personlighed, der er ved at blive retsforfulgt på flere fronter i sit “eget land”. Er det mon ikke kaos der fremtures i et forsøg på at undvige retssystemet i USA? En velkendt strategi som magtliderlige tyraner ynder at bruge.

Det bliver ikke værre for os, der ønsker fred, konsensus og dialog. Men det er formodentligt i vestens økonomiske interesse at føre mere krig. Krig er en forretning, såre enkelt er det.

Hvad med medmenneskeligheden? Den står jo i vejen for krigens fremmarch. Den må flænses med kødædende kæber og knivskarpe kløer. Had er et kæmpe trækplaster. Hadets tid er nutid.

Kan vi virkelig blive ved med at se på humanismens nedtur? Kan vi virkelig vinke farvel til sameksistens? Er dystopien nu den eneste utopi?

Nu kommer notits om angrebet i Stockholm .. Det er afsindigt!
Jeg vil gerne tro på en bedre løsning.
En løsning, der rummer og forener.
At dyrke denne tro styrker.
Jeg tror!

 

Billede: skulptur af kunstner Helle Rask Crawford crawfordhouse.dk/gallerier/bronze-2012/

http://www.dr.dk/nyheder/udland/loekke-roser-trump-efter-militaert-angreb-verden-har-brug-ham

I stumper og splinter: heltemod og antagonisme i kvindeskikkelse.

 Af Martha Elias. København 2-12-2019

〽️〽️〽️〽️〽️ 5 ud af 5 〽️

“Det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke.”

Snedronningen, H. C. Andersen

Her konfronteres den feminine kraft og styrke som tese og antitese. Den ene i jagten på lykke, kærlighed og identitet. Den anden for at udbrede kulde, ondskab og mørke. For hvorledes skal vi måles: med andres øjne påsat vores svaghed, sårbarhed og mangler eller med det indre selvbillede om alt det vi kan, når vi vil?

Til urpremieren af balletten Snedronningen i Tivolis koncertsal er gys, ondskab og uskyld gennemgående temaer, men også selvudvikling, mod og udholdenhed. Det velkendte vintereventyr af H.C. Andersen blev udgivet for 175 år siden og med det er tilhørerne bragt foran en sceneramme, der byder på en rejse i en eklatant intim fortælling, timelig afstemt og insisterende velafbalanceret.

 

Tivoli præsenterer en eklatant intim fortælling, timelig afstemt og insisterende velafbalanceret.

Midt i Tivolihavens eventyrlige omgivelser opsættes sæsonens juleforestilling for hele familien med et kreativt team anført af af H. M. Dronningen som scenograf og kostumedesigner, Oh Lands musikalske verden og den renommerede russiske koreograf  Yuri Possokhov. De tre store navne arbejdede også sammen med opsætningen af Askepot på Tivolis Pantomimeteatret i 2016, men det er første gang, at trioen arbejder sammen på et stort anlagt værk. Balletensemblet er rigt besat af 33 professionelle balletdansere og ti balletbørn. Hertil tolv musikere samt video-, lys- og lyddesign af yderst fornuftig kvalitet. Desuden er librettist Camilla Hübbe fortrinlig til at skildre det folkekære eventyr med selvsikker hånd, engagement og ildhu.

Andersens historie starter med ondskabens troldespejl, der går i utællelige splinter og spredes over hele verden. Herefter er fortællingen placeret midt i byens mylder og støj, hvor de to børn Gerda og Kay mødes over byens tage. De er naboer. Der er ingen plads til en have. Derfor forærer Kay en rose i en en urtepotte til Gerda. Hun tager imod rosen. De er lykkelige. De har fundet det fælles, der forener. Her har den uberørte kærlighed sit sted. Her hører den hjemme. De to børn leger med kunsten at elske, som kun en barnesjæl kan: renhjertet, uskyldigt og for evigt. Det er her vi ser balletten tage sit udgangspunkt. Men idyllen splittes ad, da Snedronningen er draget af Kays drengedrømme. Af hans forelskelse. Af hans rene hjerte. Det vil hun gøre alt for at ødelægge. Hun vil lokke ham til sig. Således en vinternat ved juletid, afhjulpet af Snedronningens onde greb og manipulation, når en splint ind i Kays øje. Pludselig er Kay forsvundet og draget af sted med ondskabens væsen til råkuldens vinterlandskab og væk fra Gerda og deres rose. Han har glemt alt.

Gerda tager kampen op og sætter sig for at frelse ham, for kun i den kamp kan hun finde sin eksistensberettigelse. Hun går igennem mange fornøjelige, gyselige og ensomme eventyr – også gennem årstiderne for at nå frem til Snedronningens vintermørke. Det er i rosen hun finder inspirationen til sin rejse. Men især i troen på sig selv.

Gennem forårets glade og salige farver, tager hun naturens gaver til sig. Med sin ynde tiltrækker hun gavmildhed fra nogle og med snilde undgår hun farerne på vejen, og således når hun igennem efteråret. Det er især ved mindet om Kay og deres fælles historie, at hun søger inspiration til at fortsætte mod vinterlandskabet, endemålet. Men til allersidst er kulden lige ved at knække hende, men der husker hun rosen, hun fik af Kay og som personificerer deres kærlighed.

Rosen som symbol på det dyrebare, det enestående og troen på kærlighed.

Resultatet er, at Gerda lykkes i sit forehavende. Kay kan huske rosen og Gerda igen. Fortryllelsen er hævet. De lykkes. Det onde, grumme og mørke i Snedronningens skikkelse må bukke under. Hun er afstumpet. Heltinden får bugt med splinten i Kays øje. Mod betaler sig. Tro betaler sig.  Snedronningens magt og afmagt nedsmelter. Den lysende kærlighed, som rosen symboliserer, kan til syvende og sidst overvinde alt.

Gerda går igennem mange fornøjelige, gyselige og ensomme eventyr – også gennem årstiderne for at nå frem til Snedronningen. Det er i rosen hun finder inspirationen til sin rejse. Men især i troen på sig selv.

Musikken fra Oh Land fortæller legesygt og med moderne puls om de mange momenter heltinden må gå igennem på den ene side, og om det inderlige, isnende mørke Snedronningen besidder. Det gør hun med afsæt i popmusik, der her er ledsaget af klassiske elementer som violin, soliststemme og den poetiske harpe. Possokhov’s koreografi tager musikken i hånden og få danserne til at levere historien for publikum. Med skarpe trinserier, der fungerer efter hensigten – som til tider synes forudsigelige, men andre gange mesterlige – er dansernes  bevægelser skarpe og han selv fremstår stålfast og sikker indenfor det klassiske repertoire. Valgene er passende, konsekvente og intelligente. Laurie Nielsen og Vincent Vernal leverer suverænt som Gerda og Kay, ligesom  rollen som kragedamen spilles med stor humor og indlevelse af Jennifer Wagstaffe og prinsessen, Madeleine Purcell, gør sig også særlig bemærket. At historien på mange måder taler til datiden og nutiden er det, der gør H.C. Andersen’s forfatterskab universel, evige og uovertruffent og den ånd har balletten fanget og formidlet på scenen.

Lige netop at være tro til forfatterens historie synes at have været vigtigt for scenograf og kostumedesigneren, Dronningen, der gerne ville præsentere en forestilling, der viste essensen. De naivistiske tegninger af Dronning Margrethe bliver sat i bevægelse med animationsteknik og det passer fint til hele værket, men til gengæld er kostumerne egnede, men i den meget konservative udgave. Stor undren vakte beslutningen om kun at vise selve Snedronningen på video .. dér havde man en mulighed for at skabe en kulminerende EX Machina oplevelse, hvis Oh Land også var kommet ud på scenen iført sin majestætiske dragt, som publikum må nøjes med at opleve kun på video. Man har sandsynligvis ment, Snedronningen skulle forblive i sit fjerne univers af kulde, gru og skygger. Den detalje til trods, er forestillingen absolut vellykket og appellerer til børnefamilien, men også til det branchespecifikke publikum.

Selv majestætisk råkulde og mørke må vige for den lysende kærlighed. Tilhørerne ser en ung pige, der under en livsrejse, forvandles til en moden kvinde, der siger fra, løber risici, og tager  kampen op for at frelse sin elskede, for at bekræfte sin egen identitet og for sit selvværd. Det ender godt kun i kraft af heltindens jernhårde vilje til at tro på egen styrke.

Forestillingen spiller med til og med 29. december 2019.

 

OM FORESTILLINGEN SNEDRONNINGEN

Alle forestillingens billeder: Per Morten Abrahamsen

Hans Christian Andersen: Snedronningen

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Det fuldendte øjeblik.

Af Martha Elias. København 15-10-2019

〽️〽️〽️〽️〽️ 5 ud af 5 〽️

“Du skal vide, hvor mange inkompetente mænd, jeg var nødt til at konkurrere med – forgæves.“

Inge Lehman

Hvad er sværere end at vide, at man har talent, men at dette udviskes, forringes og usynliggøres af mænd i magtfulde positioner?

Foto: Thomas Petri

På Folketeatrets Hipodrommen præsenteres JORDENS INDRE, en fortælling om en forglemt, banebrydende og unik seismograf, geofysiker og forsker, der tilmed var en dansk kvinde, som satte sig for at efterlade sit aftryk i verdenshistoriens annaler, for det var noget hun både ville og kunne, og dét til trods for de mange ofre, kampe og ekskludering, hun måtte leve med.

Videnskabskvinden, Inge Lehman (1888-1993), fødes i København. Hun havde et idealiseret billede af faren, som også var videnskabsmand indenfor psykologi. Hun havde en skuespillersøster, Harriet, som hun havde et tæt, men ambivalent, forhold til. Fra barnsben er hun optaget af stjernenes bevægelser, af atomernes sammensætninger, af jordklodens bølger. Hun vier sit liv til sit virke og formår at udrette, det hun føler sig kaldt til indenfor det videnskabelige felt. Som seismograf og geofysiker var hun enestående og med en fokuseret indsats skaber hun sig en langstrakt forskerkarriere, der slutter først, da hun som 99 år gammel går på pension. Det gjorde hun med stor disciplin, dedikation og ildhu. Alligevel var det hendes intuition, kreativitet og innoverende sindrighed, der bringer hende til at opdage jordens inderligste faste kerne, der ifølge hendes teorier, befinder sig inden i en glødende flydende kernemasse. Det påviste hun også og det bragte hende stor anerkendelse i udlandet. Hjemme i Danmark forblev hun, alligevel, mere eller mindre ukendt.

Det er Inge Lehmans intuition, kreativitet og innoverende sindrighed, der bringer hende til at opdage jordens inderligste faste kerne.

Ingen før hende havde præsteret det hun kunne fornemme med sine sanser, men som hun også påviste med formler, tabeller og atmosfæriske målinger. Det sværeste var nu alligevel at opnå den anerkendelse, hun higede efter. Endnu sværere var det måske at leve med tvivlen, frustrationen, afmagten.

Foto: Thomas Petri

Iben Hjejle leverer en eminent, skarp og særlig poetisk præstation, der flyder over scenekanten, indtager hele salen og rører tilskuernes inderste kerne. I sin karakter som kvinden, der kæmpede for det, hun troede på, viser hun os et menneske, der med styrke forfølger sine videnskabelige mål, men som samtidigt bruger sin kreativitet for at nå frem til de resultater, hun længes efter at dele med omverdenen. Hun kunne høre jordens indre kerne hviske – siger hun i en af replikerne – og således afventede hun det fuldendte øjeblik, hvor hendes tvivl ville forsvinde. Måske ved at blive anerkendt af etablissementet. Måske ved at finde den anerkendelse hos sin til tider overfladiske søster Harriet, spillede af en indtagende Laura Bro. Måske ved at dyrke idealbilledet af faren. Måske ved at blive anerkendt af sine nærmeste kolleger, først og fremmest den skeptiske og magtfulde Niels Bohr, spillet af Jesper Lohman, der med hårdhed, fastlåst holdning og indædt selvhøjtidelighed gerne vil opretholde den gængse magtbalance: mænd før kvinder.

Iben Hjejle leverer en eminent, skarp og særlig poetisk præstation, der flyder over scenekanten, indtager hele salen og rører tilskuernes inderste kerne.

At stykket lykkes på så fornem vis skyldes også det insisterende fokus på hovedpersonens dynamiske dualitet, som instruktøren, Geir Sveaas, fastholder. Der er kraft i de gyldne ord skrevet af manuskriptforfatteren, Simone Isabel Nørgaard, og Rebekka Bentzens minimale iscenesættelse, passer fint til fortællingen. Ja, Inge Lehmans historie er stærk. Men alligevel er det forestillingens tekster, der må fremhæves, for de magiske, æteriske og velafbalancerede monologer – og dialoger – udgør et fremragende eksempel på dansk digtekunst.

Forestillingens tekster må fremhæves, for de magiske, æteriske og velafbalancerede monologer – og dialoger – udgør et fremragende eksempel på dansk digtekunst.

I en tid hvor magtbalance, ligestilling og kvinderettigheder i den grad forbliver på dagsordenen, kommer dette teaterstykke til at minde os om, at det fuldendte øjeblik  måske ligger inden for rækkevidde. I vores allerinderste kerne.

 

Spiller på Folketeatret fra 15. oktober til den 15. december 2019.

Om Jordens Indre, Folketeatret

Om anmelderen, Martha Elias

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Eventyrets drømmeland.

Af Martha Elias. København 12-10-2019

〽️〽️〽️〽️ 4 ud af 5 〽️

 

“Keep your fears to yourself, but share your courage with others.”  Robert Louis Stevenson

Hvad sker der, når et skattekort, et skib, sørøvere og en øde ø møder en drengs drøm om rigdom og eventyr?

                Foto: Project Gutenberg

Folketeatret gør det igen. Holdet bag produktionen sætter sig for at engagere, samle og forene hele familien om en eventyrlig fortælling, der byder på spænding, kampscener, sang og skuespil.

Sebastians og Preben Harris’ musical Skatteøen genopsættes med helt ny besætning og leverer en medrivende forestilling, der henvender sig til det brede familiepublikum. Frit fortolket efter den klassiske bog Skatteøen (1883) af skotske Robert Louis Stevenson.  Underholdningseffekten er mægtig stor og tilskuere – voksne og børn – får også en skildring, der er skarp iscenesat med højt tempo og susende fart.

Foto: Martha Elias

Omend der er tale om en musical, forbliver netop musikken en mangelvare. Der er nemlig ingen gennemgående musikalsk fortælling, der dækker over musical som genre. Det betyder dog ikke, at sangene fra 1980’erne ikke kan sit, for det kan de, især Mrs. Hawkins/ Szhirley’s solosang; men samtlige sange og historien finder ikke den samstemmighed en musical normalt bør have.

At Skatteøen igen bliver en folkelig teatersucces skyldes lige netop, at historien bag er legendarisk, at skuespillerne leverer troværdigt og at spændingen på scenen er velafbalanceret.

Skuespillerne leverer med stor indlevelse især den unge Jim Hawkins – Jacob Spang Olsen/Alfred Kann – der er langt hjemmefra og undergår en forvandling og viser modenhed, mod og eventyrtørst. Sørøverne er jo som de skal være: farlige, arrige og fulde af løgn og pengelyst. Kasper Leisner har styr på sit som den garvede, sørøver, Long John Silver, der indtager scenen med sit skuespil og fremstår karakterfast. Resten af ensemblet, både hvad scenografi og skuespil angår, er med til at fuldende publikumsoplevelsen.

At Skatteøen igen bliver en folkelig teatersucces skyldes lige netop, at historien bag er legendarisk, at skuespillerne leverer troværdigt og at spændingsniveauet på scenen er velafbalanceret. Birgitte Næss-Schmidt har instrueret med en solid, overbevisende og stilsikker vision i forhold til netop målgruppen.

Skatteøen er et helstøbt tilløbsstykke, der evner at føre tilskuere i alle aldre ind i et univers af eventyr og drømme om den dyrebare skat, der ligger gemt på en øde ø. For hvad er livet uden drømme?

Forestillingen spiller på Folketeatret’s store scene t.o.m. 4.12.2019.

Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause.

Skatteøen, Folketeatret

Om bogen Skatteøen

Om anmelderen: Martha Elias

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Reklamer

Occasionally, some of your visitors may see an advertisement here,
as well as a Privacy & Cookies banner at the bottom of the page.
You can hide ads completely by upgrading to one of our paid plans.

UPGRADE NOW DISMISS MESSAGE

Rediger

I det fuldkomnes jerngreb

af Martha Elias. København, 17.  august 2019.

〽️〽️〽️〽️

4 ud af 5 〽️

“Buildings that move the spirit have always been rare. In every case they are unique, poetic, products of the heart.” Arthur Erickson

Hvad er fuldkommenhed i skabelsesprocessen? Hvad er fuldkomment design? Endnu vigtigere, er det afgørende for kunst at forfølge fuldkommenhed? Det synes som spørgsmål Sommerballetten, Danish Design, sætter sig for at besvare på ikoniske Bellevue Teatret. Forestillingen kan fattes med ord som grænsesøgende, dristig og yderst æstetisk.

Med sin unikke arkitektur præsenterer teatret et gensyn med Alban Lendorf, den fremragende solistdanser, uddannet på Den Kongelige Ballet, som for fem år siden flyttede til New York, da han indtog sin stilling i The American Ballet Theatre. På flere led symboliserer han med sin kunst indbegrebet af dansk konceptdesign, når det er bedst. Gennem sin dans personificerer han ideernes kamp efter at komme på papir, søgningen efter de perfekte størrelsesforhold skildres, når formlen på det virkningsfulde er målet. Her er der en fortælling om det æstetiske som resultat samtidigt med, at brugsværdien handler om den eksplicite funktionalitet i et værk. Indledningsvis vises arkivfilm med blandt andre Arne Jacobsen, PH, Wegner og Nanna Ditzel, der tilsammen bringer os ind i rette kontekst og stemning. Det handler om arkitektur som kunstudtryk.

Photographer Emilia Therese: solistdanser, Alban Lendorf

Papiret bruges som refleksion på tankekraften bag et design. Det menneskelige element træder frem og fører os væk i et dansende laboratorium, hvor alt vendes og drejes, hæves, bæres, presses og udtænkes. Der er et greb om slutmålet, der virker særlig jernfast, hvor der kun er plads til intet mindre end det perfekte.  Med sin instruktion, koreografi og storytelling forsøger, René Vinther, at vise dette eksperiment. Dansetrinene og serierne synes nu alligevel enkle og gentagende, hvor udstrålingen og karismaen af verdensstjernen træder frem, bærer og løfter – bogstaveligt talt – performancekunsten op på på et niveau, der får teaterets tag til at åbne sig og himmelbuen komme til syne.

Alban Lendorf i selskab af sine seks dansende abstrakte bevægelige former – dvs. de urbane dansere – giver en innoverende præstation, der fremstår virkningsfuld og skarp. Tilskueren er favnet af Jacobsens ideer, sidder i hans stole, i hans bygning, ved Bellavista-kvarteret, som den berømte arkitekt også har sat sit unikke designerpræg. Og ideerne folder sig ud som skygger og spøgelser, der vil frem til lyden af techno-musik, komponeret af Jesper Mechlenburg og Mike Sheridan, der afspilles under forestillingen. Vi ser tegninger tage form og eget liv gennem ekstrem minutiøse, avancerede og eminente animation- og videosekvenser storyboardet af Rene Vinther i samarbejde med JA-film, danser Troels Graakjær og af scenograf, Benjamin la Cour, der er så stærkt leveret og gør det hele mere talende og nærværende, trods den abstrakte ideverden, der bruges som genre. Arne Jacobsens verden bliver levendegjort. Teateret er i live og efter de 50 minutter forestillingen varer, kan publikum bevæge sig rundt i teateret og måske til og med byde på de udstillede high-end designprodukter, for alt, der er sat frem skal bortauktioneres ved denne lejlighed.

Photographer Emilia Therese

“Nogle gange ville jeg ønske, at man kunne bruge ord. Det kræver meget at fortælle med kroppen. Dans er et universelt sprog, hvor følelser og historie dramatiseres i fysisk visuel form.”

Alban Lendorf

Alt i alt et vellykket projekt med stort P, hvor René Vinther debuterer som instruktør. Som tilskuere ser vi alt fra designerens syns- og startpunkt: først fra ide til skitse, så over til koncept og til sidst udtryk, alt imens sanserne stimuleres, samles om og mættes med kropsarkitekturens skønhed.

Forestillingen spiller t.o.m. søndag 25. august 2019.

Mere info:

Bellevue Teatret

Om SOLISTDANSER ALBAN LENDORF

OM JA-film video productions

OM RENE VINTHER

Om anmelderen, Martha Elias.

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, KunstKapel

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards,

KunstKapel

Skønhedsakt ved vandet

af Martha Elias. København, 9.  august 2019.

〽️〽️〽️〽️

4 ud af 5 〽️

“Dance is the hidden language of the soul.” Martha Graham

Idet aftentiden falder på og dens farver kæler for sanserne samles vand, vind og himmelbuen med dans og musik i et favntag. Stilhed, natur og menneske mødes i et virvar af dansescener, der forener kunstnere og tilskuere i stemningsfyldte skønhed.

Foto: Søren Meisner. RIVER

For andet år i træk vender en københavnertradition tilbage til Ofelia Plads, hvor Dansk Danseteater byder op til en spejlblank festivalscene – der synes at være en forlængelse af vandet – og som rummer toneangivende dansere og koreografer, men som frem for alt giver plads til samfundsrefleksion og fællesskab med kunsten som ramme. Det var premiereaften for Copenhagen Summer Dance 2019.

Men hvad er historien bag programmet? Hvad handler årets festival om? Svaret kunne være den kulturrelevante samtale, som Dansk Danseteaters kunstneriske leder, Pontus Lidberg, talte om i sin velkomsttale. Eller som den nytiltrådte bestyrelsesformand for kompagniet, musikbegavede og ikoniske Uffe Savery, overbevisende udtrykte i sin personlige hilsen til publikum: “kunsten ligger i summen af enkeltdelene”. Sidstnævnte er også nyudnævnt rektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

“Kunsten ligger i summen af enkeltdelene.”

Uffe Savery

Det er 14. sæson af begivenheden, som havde sin start i 2004 i Politigården, og som har kørt uafbrudt, med undtagelse af 2008 samt 2017, hvorefter den blev flyttet til Ofelia Plads sidste år. Festivalprogrammet er inddelt i to sektioner. På store scene opføres fire skildringer og på lille scene to yderligere. Vand er elementet, der igen favner og forener årets festival. Wreck af Pietro Marullo ,i samarbejde med Dansehallerne, om bevægelsen mellem eksistentiel tid og dansen som kraft. Social Dance – The Battle af Mark Philip i samarbejde med Uppercut, som et skarpt socialt eksperiment fra undergrundsmiljøet med atonal rytmik og gennemgående kropsglæde.

Exhausted, af græske Ioannis Mandafounis som koreograf og danser, skal minde os om det vigtige mellemrum i stilheden. Abstrakt koreografi, skarpe bevægelser og  avantgarde live-musik af cellist Brice Catherin, der sætter spor i sindet.

“Make sure you have EXHAUSTED all that is communicated through stillness and silence.” 

Ioannis Mandafounis

Foto: Søren Meisner. EXHAUSTED

Daybreak, af svenske Pontus Lidberg som koreograf og med Ida Praetorius & Ulrik Birkkjær som dansere, antyder et drømmesyn, lysets fremkomen, et foreningshåb. Klassiske ballettrin, fjerlette sfæriske trinserier og bevægelsessystemer udført af to prisbelønnede dansere, der mestrer balletteknikken. Adagioens poetiske fremførelse formfuldendte oplevelsen, opført af Samuel Barber String Quartet in B minor, Op. 11, 2. bevægelse.

Foto: Søren Meisner. DAYBREAK

The Hill, af israelske koreograf Roy Assaf og hans dansekompagni, udtrykte en blanding af kampånd, rejse gennem tidens linjer og dualiteten af sind/kropfrihed. Musikken inkluderede blandt andet The Israeli Army Band og The Central Command Variety Ensemble.

River, med koreografi af Pontus Lidberg, afsluttede store scenes program. En polykromatisk fortælling i aftenmørket, der flydende fremkalder billeder af humanistisk sameksistens,  flydende nordlys, bølgernes frit spil og sjælens skønhed fremført i kunstens ånd.

Et danseprojekt der søgende – og med selvindsigt – ser fremad med mod, styrke og magi. Men frem for alt er festivalen et konvergenspunkt for alle københavnere, samlet under dansens vinger og med musikken som fortæller.

Forestillingen spiller t.o.m. søndag 11. august 2019 kl 16.30 og 20:00.

Mere info:

Dansehallerne

Pietro Marullo

Ioannis Mandafounis

Roy Assaf

Dansk Danseteater

Om anmelderen, Martha Elias.

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards,

KunstKapel

Argerich: An Irresistible Maelstrom

By Martha Elias. Hamburg, 23 June 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 out of 5 〽️

“Chopin is an unattainable love. His soul is difficult to touch.” Martha Argerich

“My mother is a supernatural being in touch with something beyond the reach of ordinary mortals; in fact, I’m the daughter of a Goddess.” Stephanie Argerich Blagojevic

As the second year of Martha Argerich’s Festival in Hamburg unfolds, the audience is once again witness to the profound and unparalleled virtuosity of the Queen of the Piano – as especially her Argentinian countrymen care to call her.

A prolific career, an alluring performer, and a vital artist, who tirelessly has delivered her interpretations to the public for the last seven decades since she made her debut at the age of eight playing Mozart’s Piano Concerto No. 20 (1949). Her fame and widely recognised international succes came at age 24, when she won the International Chopin Piano Competition in Poland, at age 24 (1965). Ever after she has continued her path to live by and for her artistic expression having received countless honours and awards, with countless piano concerts all over the globe, and with a brand attached to her name which stands for uniqueness, earnestness and sublime mastery of the piano technique.

Photo: Dick De Marsico. Martha Argerich, age 24.

The concert was held on the midsummer night, 23 June 2019, as a central part of the – now extended – ten-day-festival in Hamburg, where Martha Argerich (1941) is sure to return to in the summer of 2020 to share her art, her dedication, and also a piece of her heart and soul with every note she plays in her own sort of enticing and oblique way. And a maelstrom it is to attend to one of her concerts, indeed. Whirling tunes, circulating fluidly in space and time all at once.

Placed on the stage, humble, collected, present, and yet floating above, immersed in a section of time, where nothing but her intention to become one with the music exists. More than irresistible, her piano sound takes us on a flight, as well as compels upon us and summons all the magic of classical music we, as spectators, hope may prevail forever.

With a brand attached to her name which stands for uniqueness, earnestness and sublime mastery of the piano technique.

The concert was held in the exquisite Neo-Baroque concert hall Laeiszhalle (1908), placed on Neustadt – an exclusive inner-city district of the Hanseatic City of Hamburg. The programme was well-framed with the Symphoniker Hamburg masterly directed by renowned French conductor, Sylvain Cambreling, and included the dramatic expressiveness of Webern’s Passacaglia  in D-Moll op. 1 für Orchester with the eminent interaction of Argerich, then she went on to perform the intense lyrical piece by Prokofjew, Konzert für Klavier und Orchester Nr. 3 C-Dur op. 26, and finally  the outstanding Hamburgian philharmonic delivered Tschaikowsky’s Piotr I, evoking an existential combat with the forces of destiny.

Photo: Martha Argerich from https://www.onandofftherecord.com/martha-argerich-part-2/. Photo: Sylvain Cambreling by Marco Borggreve.

Placed on the stage, humble, collected, present, and yet floating above, immersed in a section of time, where nothing but her intention to become one with the music exists. More than irresistible, her piano movements take us on a flight, as well as compels upon us and summons all the magic in classical music we hope may prevail forever.

The centre piece of the concert – played on a Steinway & Sons latest generation grand piano – was snappy, playful and highly spirited. Her subtle humming, delicate body movements and sharp take on the three movements of Prokofjew’s concerto  for piano conveyed the very essence of the acclaimed piece, where octaves were sat seamlessly, clearly and impeccably. She exudes lightfullness, inner force, and a contagious joy as she delivers her interpretations, showing an unprecedented devotion to the piano instrument and her audience equally.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Photo: Martha Elias

Needless to mention that both conductor and pianist received countless standing ovations which compelled them to reappear on stage. However, it was but Argerich who was summoned six times to receive the deserved applause as the audience seemed hungry for yet another piece by Argerich, and then she delivered a piece by Scarlatti, Sonata in D minor K141, which she executed effortlessly, albeit the ample demands therein intended due to the onerous brisk tempos and hand-crossing technique.

An eerie musical event in the city where water flows as does the maelstrom from a soulful pianist.

Photo: Begoña Hervas. Triumphal entry of the Queen of the Piano sided by Mauricio Vallina, at the final reception during Martha Argerich’s Festival in Hamburg, 2019.

 

LINKS:

Video excerpt: Bloody Daughter. Stephanie Argerich Blagojevic

Martha Argerich’s Festival site

Martha Argerich on Wikipedia

Laeiszhalle, Hamburg

Full video: Bloody Daughter

About the reviewer: Martha Elias

Facebook post on the festival

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

 

 

 

A Midsommernight’s Dystopia

By Martha Elias. Copenhagen, 17 June 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 out of 5 〽️

“What we want from modern dance is courage and audacity.” Twyla Tharp

The feminine as a power of class construction and self-destruction. How far will a young upper-class woman go to engage in the game of seduction, or is raw passion a kind of art in its own right?

Photo: Søren Meisner

In Copenhagen Opera House magic meets the eye when physicality as an artistic expression is exalted by the voices of dancing bodies. Sweating, punishing, violent moves, and yet the audience stands before an intrinsically dignified, dedicated, sublime modern ballet as only Dansk Danseteater can deliver. A truly eminent performance.

The narrative of ‘About Miss Julie’ renders a compelling take on ever so recurring themes as social clashes, consuming passion and violence. An absolute masterpiece based on August Strindberg’s play from 1888 delivered razor-sharply by the magnificent dancers and a renowned production team.

It is presented on the Opera House’s black box stage, Takkelloftet. The confined and austere stage setting underlines symbols – such as position and entitlement shown via a narrow wooden beam on the floor – and elevates the performers’ characterisation. In this extreme minimalistic setting a tale is revealed through naturalism embodied by the roaring sounds of movements presented as voices. And yes, we heard every syllable of the voices spoken through the dance motions varying between the classical and the very modern, with gazes, sharp footsteps, physical battle, falls, and a threesome violent play of hands exemplifying the power struggle, the pain, the eclectic contrast between the servile and the aristocratic classes. But also the imminent conflict between the masculine vs. the feminine, the entitled vs. the oppressed, passion’s climax vs. brutality’s anti-climax. All of which are elements which only can lead to the creation of a dystopic scenario.

In this extreme minimalistic setting a tale is revealed through naturalism embodied by the roaring sounds of movements presented as voices.

The story takes place on a midsommernight, as the illusion of happiness becomes a ghastly nightmare. In her loneliness, Miss Julie, Jessica Lyall, a well-bred lady wants to play with her servants, and in the course of the evening she is the one getting outplayed, as her reputation is tarnished, her mind at loss as she immerses in a dangerous dance of lust and desire, where she seemingly has the upper-hand to begin with. Though she will stop at nothing to satisfy her impulse to exert her will upon her father’s valet Jean, Stefanos Bizas, and upon his fiancé, the just as observing as frustrated servant Christine, Merete Hersvik.

On this setting a fight between life and death escalates, where the survival of the fittest results in the death of Miss Julie by her own hand. This is the only possible way reckons Miss Julie, as she chooses her destiny strongly incited by Jean’s violence upon her womanhood and even more so upon her social status. She succumbs.

Photo: Søren Meisner

It seems like the talented choreographer, American Stephen Shropshire, has his mind set on a challenge he sat out to solve as a team with the three stage performers, who  all join efforts to convey a mesmerising, intense, sublime art piece. With steaming body heat, tears and high-pitched energy their endeavours meet the outside world.

Audacity, courage and dedication from a dance ensemble that brings such profound inspiration to the world. There is much more moving art coming up from this ensemble.

ABOUT MISS JULIE, Det Kongelige Teater

About Miss Julie, Dansk Danseteater

Martha Elias’ Facebook post

About the reviewer: Martha Elias

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Drømmen om at blive til …

Skrevet af Martha Elias 27. april 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

Foto: Dansk Danseteater

Hvad er mod på livet? Hvor langt har vi egentlig nået som art, som menneskehed? Hvor er vi på vej hen til? Det velrenommerede moderne balletkompagni, Dansk Danseteater, giver et rungende bud på disse spørgsmål med forestillingen CARRYING A DREAM, hvor fjerlet balletdans, poesi og historisk kontekst smelter sammen for at råbe op og dermed vække genklang om verdens situationen.

Ved uropførelsen af den 70 minutter lange værk, CARRYING A DREAM, på det Kongelige Teaters Gamle Scene er der fjerlethed, poetisk fremførelse og en historisk ramme, der samles for at give et bud på verdensamfundets afvikling mod dystopiske tilstande. Men det er alligevel balletkunst, der er fokus på. Det er godt for os, tilhørerne, og selvsagt for kunst generelt og moderne ballet specifikt.

Foto: Dansk Danseteater

Tim Rushton er firedobbelte Reumert-vinder og her koreograferer han de ti suveræne dansere til skildringen af den fælles kamp vi – som samfund – står overfor. Således er der skarpe stemmer af eksempelvis Eleanor Roosevelt, Obama og Malcolm X, der sammen danner en del af lydtæppet. Der er flugttemaet, som skitseres på perfektbalancerede, gribende tableauer under svævende, rå, skarp belysning, der fremkalder en stemning af desperation, forvildelse og afmagt – men også håb om forandring til det bedre .. en drøm tegner sig frem over horisonten. Den afmagt, der refereres til, viser tilbage til den skamferede ytringsfrihed, der lider under de xenofobiske strømme planeten lider under. Der er tale om en konfrontation mellem idealet om demokratiet på den ene side og den frihed, der er tiltænkt alle, men mange mennesker er afskåret fra, grundet eksempelvis flygtningekrisen. Særlig poetiske er danserne Jessica Lyall, Alessandro Sousa Pereira, Stefanos Bizas, Milou Nuyen og Taner Van Kuren, de træder stærkt i karakter og river tilskueren med og ind i fortællingen.

Foto: Dansk Danseteater

Og flugten kan ses, opleves, mærkes på scenen. Der danses om råb. lidelse og vandringen mod nye horisonter for at søge et tilflugtssted, sikkerhed, værdighed. Eksistentielt bliver det, konstaterer man som publikum. For hvem har ikke oplevet trangen til at flygte fra noget eller nogen? Hvem kan se sig fri for den åbenlyse, konstante forandring mod forværrede tilstande? Hvem har ikke oplevet enten at miste, at lide eller at blive forfulgt? Menneskerettighederne er universelle og alligevel, er disse nu til dags stadig ikke gældende for alle.

Og flugten kan ses, opleves, mærkes på scenen. Der danses om råb. lidelse og vandringen mod nye horisonter for at søge et tilflugtssted, sikkerhed, værdighed. Eksistentielt bliver det, for hvem har ikke oplevet trangen til at flygte fra noget eller nogen?

Foto: Dansk Danseteater

Der findes en meget intim fortælling i værket, som atmosfærisk er rettet mod alle med flere lag personlige bemærkninger, der får selskab af lydspor, voiceover og musik med reference til fortid, nutid og fremtidsperspektivet, der tegner mørkt, men håbets lys er til stede, alt det til trods. Det er det håb, som ypperlig kunst får frem på scenen og påkalder hos tilskueren.

Omkring lyd og musikdelen præsenteres vi for menneskerettighedserklæringen, taler og verdenskendte musikalske melodier, der skal ses som en reference til fortiden. Her er det  bl.a. Nina Simone og Elton John, mens Nikolaj Hess gør sig stærkt gældende på klaverimprovisation. Desuden er der melodier der spænder vidt mellem tango, sydamerikanske rytmer, klassisk og populær dansemusik. En sammensat palet af lyd, der indrammer fortællingen.

Her er der et værk, der til tider forbliver indenfor det gængse koreografisk, men det er netop enkeltheden, der gør forskellen og det er med dansernes ihærdighed og viljen til at give sig hen, at vi får hele skildringen.

CARRYING A DREAM er en barsk fortælling, rørende, vedkommende og timelig. Sublim kunst sprængfyldt med poesiens magt og et ægte ønske om at gøre en forskel. Det lykkedes.

Det Kongelige Teater: Carrying a Dream

DANSK DANSETEATER: Carrying a Dream

Om anmelderen: Martha Elias

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias