KRONIK: Krise og krig. Pandemi hersker.

FremhævetKRONIK: Krise og krig. Pandemi hersker.

mElias  Musik, kunst, teaterSAMFUNDSDEBAT 23. marts 2020 · 2.550 ord. Læsetid: 7 minutter.

af Martha Elias, København.

Når alt kommer til alt er vi altid os selv nærmest. Ligegyldigt om politi, regering eller selveste monarken taler os til rette. I Danmark vil vi have vores individuel ret til udøvelse af krisehåndtering. Desuden er der bebudet forårssol og kirsebærtræerne springer ud. Det samme gør coronavirussen. Viruskrigen hersker. Er vi klar til at tage kampen op?

Hele befolkningen oplever,  hvordan danmarkshistorien omsluttes af en ny virkelighed, der overgår samtlige indbildte dommedagsprofetier og sci-fi film på en gang. Alle skal være hjemme. Alle må holde afstand. Alle må adlyde.

pand (1).jpg

Mest af at lever vi en tid, hvor valg og fravalg må tages, hvor rettidighed, medmenneskelighed og fællesskab er afgørende. For trods forårsbebudere og den store trang til sol, frisk luft og synet af kirsebærtræer må vi erkende, at pandemitiden udgør en ægte fare for folkesundheden, økonomien, vores levevis og mentale tilstand. Men hvordan skal vi adlyde? Hvordan efterlever vi det, som myndighederne efter bedste evne dikterer? Der er tale om epidemispredning, karantæne, respiratormangel og i det hele taget en form for ypper-dystopi, hvor vi alle er berørt. Ingen kan undsige sig virussens følger.

Alligevel er der stadig en del – især unge – som har det svært med at følge påbud og anbefalinger. Nogle skriver på de sociale medier, at de er ved at blive vanvittige. Andre dater uforstyrret eller spiser sig mætte i nyheder, film og serier. Det mest påfaldende synes at være den nye type berøringsangst de ‘almindelige’ film provokerer. For folk bevæger sig frit rundt i skærmverdenen, intetanende om den store fare de udgør for smittespredningen. Men nej, det er jo andre tider. Det er fiktion. Filmene er lavet i præ-coronatiden.

Vores nye corona-virkelighed har fået overtaget føringen og den hjernestyrede synssans opretter tilpassede krisekoblinger. I det tilfælde må fornuften og ræsonen komme os til undsætning. Tallene taler for sig selv, der er dd. over 337.553 smittede i kloden og over 14.653 dødsfald som følge af coronavirus – her topper Italien med hele 5.476 dødsfald på få uger (pr. 23. marts 2020 kl 5:00). Vi må derfor adlyde. Panikkens spillerum må indskrænkes. Derfor har danske myndigheder – i modsætning til den virkelighedsfjerne og kontraoffenssive Trump – handlet resolut og uden tøven udstedt en del henstillinger og påbud, som vi alle må følge, efterleve og adlyde efter bedste evne. Det er det sikreste, ikke kun for den enkelte, men for fællesskabets svageste.

“Når  … instinkterne udkrystalliserer smerter begynder jeg pludselig at tale til dig”.  Misfat. F.P. Jac

Imidlertid går de fleste lande i verden efter deres egen version af nødretstilstand og total nedlukning. Eksempelvis er vores naboland, Sverige, gået efter den stiveste teknokratisk beslutningsproces i stedet for det politisk ansvarlige beslutningssystem, som Danmarks regering eksemplificerer. Vi konstaterer, at mod syd er støvlelandets storsyngende befolkning i dyb sorg, for Italien rangerer nu som pandemiens epicenter med flest dødsfald på verdensplan, også flere end i hele det milliardbefolkede Kina, som for sin del er i fuld gang med genåbningen af samfundets produktionssektorer, en storanlagt PR-offenssiv, hvor de gavmildt forærer værnemidler til flere lande – fx. Danmark og Italien – og samtidigt deler viden om kampen mod coronavirus. Men Kinas genåbning gælder også det gruopvækkende Wuhan-marked, hvor smitten tilsyneladende opstod. Her foregår der et ukontrolleret storsalg af et virvar af vilde dyr, heriblandt hunde, flagermus, slanger og et utal af gnavere i alskens farver og størrelser. Nettet florerer med en video, der angiveligt viser live-billeder derfra (kan ses under links). Den er bestemt ikke egnet for sarte sjæle. Det giver stof til eftertanke.

Kinas genåbning gælder også det gruopvækkende Wuhan-marked, hvor smitten tilsyneladende opstod. Her foregår et ukontrolleret storsalg af et virvar af dyr, heriblandt hunde, flagermus, slanger og et utal af gnavere i alskens farver og størrelser.

Her opstår også spørgsmålet om vi mon kan – og vil – tro på et autoritært magtstyres informationer om antal smittede og dødsfald. Har vi råd til at tro på det? Er Sydkoreas model bedre? Kan Kinas håndtering af pandemien hjælpe sundhedsmyndighederne med forståelse af virussen, når vi samtidigt indser det er svært at teste og stole på tal, der synes urealistiske? Er den sydkoreanske model mon gået helt tæt på, og overtrådt det enkelte individs frihed samtidigt med, at landet har haft en ‘blødere’ strategi i kampen mod virussen og den økonomiske krise afledt deraf?

Her opstår spørgsmålet om vi kan – og vil – tro på et autoritært magtstyres informationer om antal smittede og dødsfald? Har vi råd til at tro på det?

Selv den nyslåede folkehelt, og tidligere medlem af kommunistpartiet, Søren Brostrøm, har i sin egenskab af direktør i Sundhedstyrelsen, modsagt regeringens beslutning om at lukke grænserne, hvilket har skabt debat og kritik af Mette Frederiksen. Men hun har en helle. Hun fortalte os alle foran tv-kameraerne, at hun ville hellere handle med rettidig omhu end for sent samt at hun sikkert ville komme til at begå fejl. Desuden er resten af EU – og verden – i fuld gang med at gøre det samme. Danmarks regering var blot en af de første til at tage beslutningen.

Men hvorfor beslutningen om at give så meget mere magt og råderum til bankerne – endsige til Danske Bank … Vi er alle bekendt, at banksektoren er det mest korrupte brancheerhverv og direkte ansvarligt for det seneste økonomiske kollaps i sennullerne?

I forsøget på at afværge kaos og unødig panik fremlagde regeringen en plan for den økonomiske håndtering af krisen og med den også en voksende betænkelighed over måden hvorpå hjælpepakkerne bliver fordelt under pandemien, eller snarere forfordelt. Helt i chok kom nogle af os over beslutningen om at give så meget mere magt og råderum til bankerne – endsige til Danske Bank – som vi alle er bekendt med er banksektoren det mest korrupte brancheerhverv og direkte ansvarligt for det seneste økonomiske kollaps i sennullerne, hvilket tog sin tid at rette op på. Hjælpepakkerne fortsatte støt med frigivelse af store milliardbeløb til de største virksomheder, til de mellemstore og så kom turen også til de selvstændige og freelancere. Men kunne man have forestillet sig en enklere måde at gøre det på? Hvad med kunstnere og kulturbranchen?

Man kunne vel godt have iværksat en direkte støtte til den dårligst stillede befolkningsgruppe som det allerførste. Det ville nemlig have været ægte socialdemokratisk politik.

Omkring det økonomiske er det et faktum, at det var de velpolstrede, der ankom hjem fra vinterferien i Italien og Østrig med covid-19 i bagagen. I en retfærdig og anstændig verden, burde det være dem – og alle dem med millionformuer – der skulle bidrage, når en krise af uoverskuelige dimensioner rammer. Der er også industrisektorer, der nyder kronede dage, selv i disse krisetider, fx. tv-, medie-, transport-, fødevare- og især medicinalbranchen. Kunne det tænkes, at disse udviser det omtalte samfundssind og undlader at indføre kritiske prisstigninger? Kunne de virksomheder mon også afhjælpe ledigheden og ansætte nye medarbejdere?

Kunne man have startet fordelingen af hjælpepakkerne med den enkelte borger, måske endda med den hjemløse eller kriseramte borger?

Er det berettiget at frigive den kontracykliske kapitalbuffer, så bankerne har mere spillerum til kreditgivning? Kunne man have startet fordelingen af hjælpepakkerne med den enkelte borger, måske endda med den hjemløse eller kriseramte borger, eller snarere starte med at hjælpe alle de socialt udsatte, ikke kun personer i særlig risiko for smitte? Kunne man gå efter de enlige forsørgere, pensionister, arbejdsløse, kunstnere og andre lønmodtagere, der tjener under 200.000 kr. om året? Ville et lignende indgreb komme flest børn i Danmark til gode? Kunne den selvdefinerede ‘børnenes statsminister’ have tænkt på dem først; dvs. børnene i Danmark? Eller kunne hun godkende en individuel direkte udbetaling på eksempelvis 5.000 kr. til selvsamme gruppe de næste tre måneder?

Regeringen kunne meget vel have iværksat en direkte støtte til den dårligst stillede befolkningsgruppe som det allerførste. Det ville nemlig have været ægte socialdemokratisk politik. Den chance er dog forspildt.

Javel, vi husker igen: Mette Frederiksen har en helle. Hun er blot et menneske, der kan begå fejl. Desuden er det hele gjort for at undgå massive konkurser og arbejdsløshed. Alligevel er arbejdsløsheden steget de seneste 11 dage. Der er tale om  blot e l l e v e dage. Det kan undre, at store virksomheder med millionindtjening ikke kan tåle få dages nedlukning.

Måske blotter krisen det samfundsøkonomiske systems akilleshæl?

Dertil kom nyheden om, at den profitstærke Bestsellergruppe hverken ville gøre brug af hjælpepakkerne eller udvise det efterlyste samfundssind i stedet for at fyre 750 medarbejdere på en gang, og dét kun ni dage efter krisen indtrådte. Det undrer dobbelt så meget, at den almindelige borger sammen med hovedsageligt kunstnere, forfattere og andre kreative går i gang med at hjælpe, hvor de kan og mange af dem melder sig som frivillige eller deler deres kunst og virke gratis på videoer delt via sociale medier, det imens store firmaer viser deres manglende sociale og moralske ansvar, når de ganske få dage – og sågar timer – efter pressekonferencen, 11. marts, skriger til himlen og varsler eller gennemfører store fyringsrunder. Det ligner ægte grådighed og spekulation. Eller måske blotter pandemikrisen det samfundsøkonomiske systems akilleshæl?

Virksomhedernes ramaskrig kunne ses som et modsvar til hamstring af toiletpapir.

Et er sikkert, panikken over pandemien herskede få timer efter statsministerens historiske tale onsdag den 11. marts 2020 kl 20. De store virksomheders ramaskrig kunne ses som metafor til hamstringen af toiletpapir, som mange supermarkeder opleve få minutter efter Frederiksens tale til befolkningen. Eller så var den enkelte familieforsørger lige så bange som virksomhederne, og i stedet for lysten til at hamstre pengesedler og hjælpepakker, så hamstrede den menige dansker toiletpapir, men det gjorde de fleste mennesker i resten af verden også. Vi ligner åbenbart hinanden på tværs af landegrænser og kulturskel. Vi er jo alle mennesker i dyb krise. Selve mennesket er menneskets ømme punkt. Vi er os selv nærmest. Homo sapiens’ kriseadfærd og reaktioner er fuldt ud sammenlignelige på verdensplan.

Den menige dansker hamstrede toiletpapir, men det gjorde de fleste mennesker i resten af verden også. Vi ligner åbenbart hinanden på tværs af landegrænser og kulturskel. Vi er jo alle mennesker i dyb krise.

Ja, samfundssind udgør en mangelvare. Mange ved vel heller ikke, hvad ordet rigtig dækker over. Mest fordi kriser har det med at få frem, det der ligger hengemt i os. Nogle gange det bedste og andre det værste. Derfor hamstrer folk. Det er en modreaktion til frygt, uvished og usikkerhed. Meget menneskeligt og langt hen ad vejen forståeligt. Men af den grund kan der opstå flaskehalse og måske varemangel. Dog er forsyningkæden på plads, bedyrer statsministeren.

Men er en vaccine mon nok, eller er der allerede nu mindst to forskellige slags corona-vira i omløb?

I øjeblikket vil de fleste alligevel helst have fat i håndsprit og ansigtsmasker, som selv hospitaler og forskere kæmper med at få i hus samtidigt med det igangværende globale kampræs om mere udstyr til corona-test og udvikling af en effektiv corona-vaccine. Men er en vaccine mon nok, eller er der allerede nu mindst to forskellige slags corona-vira i omløb, som Statens Serum Institut informerede om 22. marts? Hvis denne virus muterer med så stor hast, kan der så være flere mutationer i gang? Hvor mange vacciner skal der så til? Har Danmark i så fald en reel chance folkesundhedsmæssigt og ikke mindst økonomisk? I øjeblikket vil de fleste alligevel helst have fat i håndsprit og ansigtsmasker, som selv hospitaler og forskere kæmper med at få i hus samtidigt med det igangværende globale kampræs om mere udstyr til corona-test og udvikling af en effektiv corona-vaccine.

Kriser har det med at få frem, det der ligger hengemt i os. Nogle gange det bedste og andre det værste. Derfor hamstrer folk. Det er en modreaktion til frygt, uvished og usikkerhed. Meget menneskeligt og langt hen ad vejen forståeligt.

Det er jo en tid, hvor tiden flyder som i et Dalí-værk. Hvor vi alle har flere spørgsmål end svar. I det lys er det antageligt, at efter denne krise vil opstå et markant skel mellem livet før og efter coronavirus. Der er vel derfor intet at vende tilbage til, som mange skriver og fortæller om. Vi er i gang med at skrive historie. Vi sætter alle præg på narrativen. Det sker gennem vores handlingsmønster. Visse ting kan vel fortsætte i en post-corona udgave. Men det er nok klogest for os alle at indse, at intet bliver, som det plejer. Det er nu, vi har brug for samtlige professionelle og menneskelige ressourcer til gavn for det fælles bedste, for her og nu kan alle bidrage.

I øjeblikket oplever vi at være underlagt en stigende adfærds-, og socialkontrol, der får hjernecellerne til at køre i selvsving. For hvad kommer næste gang? Udgangsforbud er en realitet i mange lande, det er utænkeligt – dog mest af alt usandsynligt – at det vil ske i Danmark. Men igen, virkeligheden har det med at overgå fiktionen.

Lige så usynlig som virussen er forandringen i vores levevis dog ikke. Hertil svarer det store flertal af befolkningen med lydighed, især når påbudene ledsages af empati, fornuft og fællesskabsfølelse.

Alle tiltag er til for det fælles bedste, for at beskytte den befolkningsgruppe med særlig risiko for smitte. Det er hvad ægte fællesskab går ud på. Påfaldende er paradokset om at samles i et fælles samfundssind uden at være fysisk samlet.

Samtidigt træder ensomheden frem som et essentielt vilkår for eksistensen, at favne den sandhed kan virke forløsende, beroligende og befriende. Det kan måske lede hen til en nødvendig fælles samfundsrefleksion, som vi alle vil have gavn af. Eller som Samuel Beckett skitserede i det absurde skuespil, “Mens vi venter på Godot”. Her kender ingen rigtigt hvem eller hvad Godot er. Alligevel venter alle på det store ukendte. I venten ligger spørgsmålet, svaret og måske nøglen til en ny samfundsbevidsthed, som vi hver og en kan være med til at forme, selv når det synes absurd. For over for en absurd fordring, må mennesket tage til genmæle med moralen som værdinorm, som Albert Camus pointerede.

download.jpg

Forandring forbliver en konstant livet igennem. Danmark – og resten af verden – undergår en dyb forandring. Vi ved bare endnu ikke i hvor høj grad denne forandring vil mærke vores livsførelse. Alle venter på noget eller nogen. Nogle venter på en redning, en retning, en helteskikkelse. Eller har den nuværende krise bragt verden så tæt på en form for globale fred, vi aldrig før havde oplevet? Så imens vi venter, må vi handle efter bedste evne, reflektere over egen rolle, finde meningen med vores tilværelse og måske bringe helten eller heltinden frem i lyset. Det er nødvendigt, for vores virkelighed er forvandlet for stedse.

LINKS

Seneste covid19-tal: https://www.worldometers.info/coronavirus/

WHO’s hjemmeside: https://www.who.int/emergencies/diseases/novel-coronavirus-2019/events-as-they-happen

Video fra Wuhan-marked: tiny.cc/hysulz

Statsministeriet hjemmeside: http://www.stm.dk/index.dsp?area=2240

Politiets information om corona: https://politi.dk/corona

Sundhedstyrelsen om covid19: https://www.sst.dk/corona

Udenrigsministeriets borgerservice: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/udenrigsministeriets-borgerservice/

Om Søren Brostrøm: https://www.altinget.dk/artikel/ekskommunisten-og-elitelaegen-der-blev-coronageneral

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE INDLÆGGET? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

FremhævetEn afsindig trang …

En afsindig trang …

af Martha Elias. København, 3. maj 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

Hvad må kunsten koste for det enkelte menneske? Hvor går grænsen? Er lidelse, kunstvirke, nedværdigelse og afhængighed uadskillelige? Det eksistentielle i digtekunst møder skarpt fortolket menneskelige misere, når Toves værelse genopføres på Folketeatret. Dansk scenekunst, når det er bedst og brænder igennem de skrå brædder og rammer plet hos det brede publikum.

IMG_1430.jpg

Mens foråret har ramt hovedstaden spiller Toves værelse på Folketeatret for fuld kraft. Det er en kærkommen genopførelse af Jacob Weis’ dramatisering 3 år efter Tove, Tove, Tove – baseret på Vilhelms værelse fra 1975, det allersidste romanværk af den store danske digter og prosaist, Tove Ditlevsen (1918-1976). Stykket er i sin frie fortolkning, ligesom bogen, barskt, hudløst ærligt og medrivende til bristepunktet. Hendes lidelse når hver og en tilskuer. Den rammer alle sanser, nogle gange til panikkens og grådens rand.

Stykket spilles i 2 akter på  den indtagende store scene på Folketeatret. Scenografisk velafbalanceret mellem nutid og fortid med video- og lys-installationer, der fremkalder en spøgelsesstemning med skygger, der farer gennem scenen. Lige så virkningsfuldt er støtterollerne i form af den lille pige, der kravler, kryber og vandrer symbolsk i digterens sind samt den kølige og servile hushjælp i 1. akt og sygeplejersken på psykiatrisk afdeling i anden akt, spillet af den samme skuespiller. Lyd er skabt gennem punktvis musikfragmenter og voiceover, der er med til at indramme den socialrealistiske fortælling.

Paprika Steen er i rollen som digteren uovertruffent, suveræn, ypperlig. Teknikken er der, den syleskarpe karakterisering er der, hun er rollevant og i sit rette element – og det kan mærkes. Barnet i Tove lider – er til stede, moderskikkelsen er mindst ligeså levende i hende, moderlighedens genvordigheder er der. Men det er sværest med ægteskabets usikre kringelkroge, der fører til rå lidelse under mandens utroskab. Til gengæld er det Victor Andreasen, der lider under  hendes stofafhængighed – og i lige så høj grad – er de begge medafhængige af utrygheden, kønskampen og den lurende angst i tosomheden, der skylles ned med alkohol, stoffer og en indædt dyrkelse af lidelsen, lader det til. Toves selv-beskrevne ‘afsindig trang til flugt‘ er til at se og føle på – tilskueren vil flygte med. Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Screen Shot 2019-05-05 at 5.16.27 AM.png
Foto: Folketeatret

Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål for Tove Ditlevsen, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Lars Brygmann, som den utro bladhuschef Victor Andreasen (1920-2000) – Tove Ditlevsens 4. og sidste ægtemand – er i en noget nuanceret skurkerolle troværdig og karakterstærk. Han skildrer måske også en mand vi alle har hørt om, eller kender: manden, der egentlig ikke tåler kvindens intellektuelle og kunstneriske success – hun er ham overlegen, og må derfor nedværdiges, ydmyges, holdes nede – det er den patetiske tvetydighed i den dybe kærlighed og beundring, der også indebærer en sælsom ømhed for barnet i den voksne Tove. Begge sider synes at være en del af deres store lidende kærlighed, de dyrker. Det er kønskampens ambivalens, der udspiller sig på scenen. Derfor er værket tidssvarende og nemt at identificere sig med fra flere vinkler og på diverse planer.

IMG_1406.jpg

Kasper Leisner, er ny i besætningen, og har rollen som den meget unge og successfulde modernistiske forfatter, Klaus Rifbjerg (1931-2015) – der siden 2005 blev en del af Danmarks kanonforfattere. Han bliver den ufrivillige tilskuer blandt os tilskuere. Hans pæne, dannede, borgerlige facade udgør en del af magtkampen og konfrontationen mellem manden og konen. Et trekantsdrama udspiller sig, selv om han selv forbliver uberørt i sin kerne – dog tilpas rystet til tider, oplever vi – men til syvende og sidst synes han at være ophøjet over det menneskelige kaos, han overværer. Ja, han er distanceret fra det virvar af hadsk tragedie, afhængighed, magtkamp, lidenskab og elendighed mellem de to. Hans præstation understøtter Paprika Steen og Lars Brygmann på fortrinlig vis – og løfter det op til æterisk niveau. Cirklen er dermed fuldent.

At teaterstykket genopføres kan man kun være taknemmelig over, for hvad er vi uden kunst, og i særdeleshed uden poesi? Og når kunstudtryk leveres af nogle af Danmarks bedste skuespillere med lige dele inderlighed, hengivenhed og respekt for fortid, men i et nutidsperspektiv, så når vi alle længere frem som mennesker. Det er kunstudtryk, der favner, forener og fremmer det humanistiske livssyn.

Derfor er Toves værelse dybt fascinerende, timelig og sansemættende. Publikum strømmer til og det er fuldt fortjent. Alle bør se forestillingen mindst en gang.

Det er mesterligt, det er godt, det er dansk scenekunst, når den er bedst.

IMG_1426.JPG

Spiller til og med 16. maj 2019.

TOVES VÆRELSE PÅ FOLKETEATRET

TOVE DITLEVSENS BØGER

OM TOVE DITLEVSEN

Om anmelderen: Martha Elias

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

FremhævetEpisk vandring mejslet ind i sten

Episk vandring mejslet ind i sten

Skrevet af Martha Elias 5. april 2019.

En uropførelse af eposset Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer bringer historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

 

56429324_10217350750333442_8326216874106814464_n

Når Hotel Pro Forma opfører det episke digtværk Gilgamesh i Glyptotekets neoklassiske rammer, er det for at bringe historiens ekko op til live gennem en fortælling, der er mejslet ind i sten – bogstaveligt talt. Gilgamesh er verdenslitteraturens allerførste episke digt og handler om en  konge, der er mægtig, tyrannisk og halvgud. Moderfiguren, Ninsumun, er sat op i relief som en nærmest alvidende karakter, der vejleder, advarer mod farer og inducerer  til vovemod. Enkidu er kongens antitese: vild og forældreløs. Han sendes af guderne for at standse kongens almagt. Alligevel finder de fælles fodslag. De følges ad, indtil skæbnen viser sit grusomme ansigt og de må skilles.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets stedse undren over livets gang og afgang. Det overfladiske og altfortærende i jagten efter det evige liv og den evige ungdom træder frem som en del af fortællingen og synes vedkommende og relevant i nutidig sammenhæng.

Undergangen som en del af cyklussen. Cirklen fuldendes. Lliv og død mødes, for der er intet liv uden død. Den præmis får vi lov til at kigge dybt ind i gennem fortællingen, der understreger en eksistentiel søgen efter menneskets evige undren over livets gang og afgang.

Med storforestillingen om Gilgamesh tager Hotel Pro Forma under skarp kunstnerisk behandling en op mod 4.000-årig ældgamle myte nedfældet i kileskrift på lertavler i det nuværende Iran. Med stykket vender Kirsten Dehholm også tilbage til stedet, hvor hun i perioden 1978-92, opførte fem legendariske nonverbale scenekunstværker.

56295290_10217350751253465_4692858413535723520_n.jpg

56215529_10217350751933482_8886161282428829696_n.jpg 56219907_10217350751733477_4404303964921659392_n.jpg

Et menneskes heltegerning, en vildmand får en gudbetroet opgave, en gud oplever egen dødelighed, naivitet vs. udødelighed, magtens afmagt over for dødens utimelighed udleves alle på en og samme gang, imens en eksistentiel vandring gennem venskab, tab og sorg, larm og stilhed, nutid og fortid smelter sammen gennem velafstemte musikdramatiske eksperimenter i en fængslende postmodernistiske skildring, baseret på en nyudgivet dansk oversættelse fra urgammelt akkadisk af digter Morten Søndergaard og hans søn, assyriolog Sophus Helle, der udkom i år på Gyldendal.

IMG_0896.jpg

Foto: Ditte Valente

Uropførelsen – der er første del af en underverdenstrilogi ved den veletablerede københavnske scenekunstgruppe under ledelse af den særlige poetiske projektleder Kirsten Dehlholm –  udgør en port til fortiden, hvortil vi oplever vandringen gennem nutidige øjebliksbilleder og abstrakte tableauer, der er lige så sansemættende, som de er dybsindige, bjergtagende, magiske. Det performative, det innovative og den grænsesøgende æstetik favnes af klassisk musik – ved fire musikere fra det suveræne Figura Ensemble – der kærtegner ånden, forener værkets musikalske udtryk og bøjes med rap-musik ved Manus Bell – her fungerer den tonale kontrast også som en del af den indre kohærens projektet er omgivet af. Intet er overladt til tilfældigheder. Konceptkunst udgør aksen, hvorom alting drejer.

Foto: Ditte Valente

Foto: Ditte Valente

Gennem konceptkunst træder lige netop det lyriske frem for at fange essensen af eposset, der til tider kan bringe reminiscens af dansteske allegorier fyldt med mangfoldige udtryk – hvor selv kostumer er samstemt med nutid og fortid – men har sceneperformance af ypperlig kvalitet som fokus og fremmer den transhumanistiske forståelse, for vi er alle ens under overfladen.

“Der er en underverden og et ærkemenneske i os alle. Vi er slet ikke så forskellige. Vi ser forskellige ud, men vi består alle af grundelementer som behov, drift, længsel og ønsker. Disse er doseret forskelligt og bliver opfyldt forskelligt hos os.”  

– Kirsten Dehlholm, kunstnerisk leder, Hotel Pro Forma.

Samtlige hjerneceller stimuleres af dragende scenekunst, hvor man som publikum er en del af  en magisk, absorberende og sfærisk oplevelse, der opløfter og involverer tilskueren, og som samtidigt synes at opfordre til at brede åndens umålelige vingefang ved at se, opleve og vandre ind i historien for at lære af den.

Sikke en åndelig berigelse og en saliggørende oplevelse!

56229200_10217350749893431_1142355554346205184_n.jpg

Foto af Kirsten Dehlhom og Martha Elias

 

OM GILGAMESH

EVENTDATOER: Forestillingen spiller indtil 28. april 2019.

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

 

 

Fremhævet

PARA BELLUM II

Of Aurochs and Angels-1

Skrevet af Martha Elias 7. april 2017 15:30
Foto: skulptur af Helle Rask Crawford

Regeringen og DF mener åbenlyst, at vi i Danmark er klar til fortsat at acceptere ødelæggelse, grådighed og udryddelsen af hele folkeslag i Mellemøsten. Det bebudes, at vi er parate til mere krig, eller “para bellum” på latin.

Hvordan kan man frasige sig at optræde humant? At hilse et angreb velkommen, som går udover et hårdt plaget område, der rammer mest civile mål, især børn, og dét uden en reel sikkerhed for, at det kemiske angreb kommer fra Assad – der har meget på samvittigheden, som han vistnok heller ikke ejer … Irakkrigens ulovlige start om igen, lader det til. Hvordan kan det i nogens sind forsvares at kalde Trump for “den frie verdens leder”. Hvilken verden taler LLR om? Den der udsulter velfærden og den verden, der søger at gøre de rige rigere, og hvor de fattigste bliver kun fattigere? Hvilken frihed forsvares her? Hvilke liv? Verden er nu i hænderne på en menneskefjendsk, racistisk og ustabil personlighed, der er ved at blive retsforfulgt på flere fronter i sit “eget land”. Er det mon ikke kaos der fremtures i et forsøg på at undvige retssystemet i USA? En velkendt strategi som magtliderlige tyraner ynder at bruge.


Det bliver ikke værre for os, der ønsker fred, konsensus og dialog. Men det er formodentligt i vestens økonomiske interesse at føre mere krig. Krig er en forretning, såre enkelt er det.

Hvad med medmenneskeligheden? Den står jo i vejen for krigens fremmarch. Den må flænses med kødædende kæber og knivskarpe kløer. Had er et kæmpe trækplaster. Hadets tid er nutid.

Kan vi virkelig blive ved med at se på humanismens nedtur? Kan vi virkelig vinke farvel til sameksistens? Er dystopien nu den eneste utopi?

Nu kommer notits om angrebet i Stockholm .. Det er afsindigt!
Jeg vil gerne tro på en bedre løsning.
En løsning, der rummer og forener.
At dyrke denne tro styrker.
Jeg tror!

 

Billede: skulptur af kunstner Helle Rask Crawford crawfordhouse.dk/gallerier/bronze-2012/

EN REJSE IND I BAROKKENS SJÆL

EN REJSE IND I BAROKKENS SJÆL
Fra brochuren, MUSICA FICTA & KRONBORG SLOT

KunstKapel i MUSICA FICTA på Kronborg 21. juni 2022

af Martha Elias · København · Kongernes Yndlingsmusik på Kronborg · den 18. juni 2022 kl 19:30 · Dansesalen på Kronborg ·

5 ud af 5 ⭐⭐⭐⭐⭐

The inexpressible and rationally incomprehensible take shape in his music.”. Martin Flämig

Musica Ficta leverer dydige toner, der taler til sind og sjæl indhyllet i prægtige historiske rammer, der fører tilskueren tilbage til en svunden tid, hvor barokmesteren, Henrik Schütz, levede på selve Kronborg.

Kronborg Slot i Helsingør
Historiske rammer, der går tilbage til Erik af Pommerns tid, der opførte slottet i 1420’erne. Dengang var slottet en middelalderlige fæstning og blev formentlig kaldt ‘Krogen’. Frederik 2. fik opført det nuværende renæssance slot mellem 1574-1585

Der er grund til at fejre barokmusikkens sublime arv. I år er det nemlig 350 år siden den virtuose organist og komponist Henrik Schütz (1585-1672) døde 87 år gammel. Komponisten blev uddannet hos den indflydelsesrige venetianer Giovanni Gabrieli, der var en af de mest toneangivende og indflydelsesrige musikere i Europa. Enrico Sagittario, som han hed på italiensk, var en af Gabrieli’s fremtrædende elever og komponerede topmoderne himmelsk musik for kongelige og adelige. Hans musica sacra bærer en fjerlet svævende kerne, mens den verdslige musik taler direkte til hjertet og erindringen. Han er den vigtigste og mest innovative komponist fra sin samtid, før Bach. Det kan argumenteres, at Heinrich Schütz er den moderne musiks fader, og at selveste Bach’s musik bærer et strejf af arven efter Schütz. Han er også særlig vedkommende for dansk klassisk musikhistorie, fordi han – henover to perioder: 1633-1635 og 1642-1644) var Kapelmester for italofile Christian IV. I den egenskab boede han på Kronborg og fyldte salene og rummene med sin virtuositet. Lærermesteren Gabrieli og Schütz holdt forbindelsen indtil den enes død, hvorefter Schütz skulle have besøgt Italien flere gange, hvor han sandsynligvis mødte operafaderen, Claudio Monteverdi, der også er berømt for sine madrigalers polyfoni.

Dansesalen, Kronborg slot

Father of modern music: The quintessential legacy of Heinrich Schütz, and at the same time the source of his relevance today, can be found in his artistic usage of the word. The word is a central component in his work. His unique usage of text lies in the fact that he is not content with capturing the rational meaning of words and their grammatical contexts. Rather, he is capable of rendering things that go above and beyond what we are able to express with human speech, thereby enlivening them.
The inexpressible and rationally incomprehensible take shape in his music.
This is achieved in equal measures in settings of biblical texts as well as in the creation of secular madrigals. Heinrich Schütz reveals an inner vision of the word in a highly artistic form.
– Martin Flämig

Koncerten er den fjerde i rækken og er skabt af det renommerede ensemble MUSICA FICTA med otte stemmer og karismatiske komponist Bo Holten som dirigent og formidler, i samarbejde med Kronborg og på cembalo de fuldkomne klange af Jakob Lorentzen fra Holmens Kantori m.m. Ved første del af koncerten, i den barokke Dansesal, var den kirkelige musik på programmet, hvilket det ottestemmige ensemble frembragte med dybde, finurlighed og tyngdekraft. Men madrigalerne når bare en smule længere.

Der er også en høj grad af grafisk kvalitet i Henrik Schütz’s innoverende musik.
Foto: https://www.xn--schtz-musikfest-1vb.de/eng/schuetz-damals-und-heute/vater.php

Schütz’s madrigaler er som en balsam for sjælen. Der er tone- og ordrigdom, der accentuerer hyldesten til Kærlighed og natur, de fylder hele atmosfæren og udvider hjerte og sind. Som tilskuer oplever man det som en tidsrejse hen til en svunden tid, til et sted, hvor Schütz’s suveræne overlegenhed hviler på hans insisterende nyskabelse og moderne tilsnit. Det er næsten som at se ham svæve lyksalig over salen. Hans musik forklarer det uforklarlige og rører det urørlige. Det er med respekt og loyalitet over for komponistens ånd, at Musica Ficta leverer sin præstation med autenticitet og troværdighed. Sikke en lysfyldt aften lige på dørtærsklen til Sommersolhvervet!

Ensemblet opleves som et urværk i uovertruffen samklang, der rækker ud til den enkelte, løfter op og få os til at svæve i et med skyerne og aftensolen. Vi kan kun glæde os til næste gang.

MUSICA FICTA
Foto: http://www.ficta.dk

OM EVENT

OM MUSICA FICTA

OM KRONBORG

OM ORGANIST JAKOB LORENTZEN

HELE KONCERTEN PÅ P2

PORTRÆT AF KOMPONIST BO HOLTEN

OM ANMELDEREN · About the reviewer

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay-nummer: 611996 eller skriv til: me@ordselskabet.dk

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution: MobilePay number: 611996 or send an email to me@ordselskabet.dk

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

CYKLUS AF LYS

CYKLUS AF LYS

af Martha Elias · København · KØBENHAVN DANSER Østre Gasværk · den 26. maj 2022 kl 19:30 · Anden ekstra forestilling i København ·

5 ud af 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Dance, dance… otherwise we are lost”.  Pina Bausch

Le Sacre du Printemps
Foto: Maarten Vanden Abeele
Om lidenskab, hengivenhed og kunst som den yderste konsekvens. Lyset oprinder …

Her bliver tilskueren suget ind i en cyklus af lysende væsener, hvor dansernes kraft, råhed og samstemmighed leverer en ypperlig præstation. Le Sacre du Printemps & Common Ground(s) forbliver en satellitrejse ind i menneskets eksistentielle sondring om liv og død.

Østre Gasværks runde råhed danner rammen om den successfulde dansefestival i to akter, der byder på anerkendte ikoniske stemmer, som genfortæller legenden om et dødsoffer til foråret, udødeliggjort af koreografen Pina Bausch i Wuppertal i 1975. Det var Igor Stravinsky, der skrev værket som et insisterende avantgarde musikalsk landskab. Det blev skrevet i 1913 til Ballet Russes’ uropførsel i Théâtre des Champs-Élysées i Paris.  Værkets originaltitel var også russisk Vesna sviashchennaia, ordret ‘kroning af foråret’, men som ofte er oversat til ‘vårofferet’ eller ‘forårsofferet’ og på engelsk ‘The Rite of Spring’. Men værket blev generelt kendt med den franske oversættelse Le Sacre du Printemps.

Forestilingen er skabt af Senegal’s École des Sables, Pina Bausch Foundation og Sadler’s Wells, der lever fudt ud til værkets ikoniske status. Scenografien er minimalistisk med frisk jord som tæppe og stærkt symbol, hvorpå danserne udfører performancen. Ensemblet består i alt af 38 dansere.

Første håndskrevne side af Igor Stravinsky’s Le Sacre du Printemps Foto: https://twitter.com/datropp/status/299145279142256641

Common Ground(s) er den indledende performance, der fører os hen til den fælles grund, der forener, gennem en spejlreflekterende sats, som viser en dualitet med selvet: det der er, det der ikke er; måske også hvad vi søger i andre, men finder i os selv. En stærk præstation af to usammenlignelige +70-dansere: Germaine Acogny, leder af École des Sables, sammen med Malou Auraudo, en af de oprindelige dansere fra Le Sacre du Printemps’ opsættelse i Wuppertal i 1975.

Le Sacre du Printemps handler om et offer, så foråret kan bryde frem. Før det sker skal der udvælges en tilfældig jomfru. Denne aften oplever vi på scenen et ensemble af 13 mandlige dansere og 13 kvindelige dansere fra École des Sables med unge dansere fra 14 afrikanske lande. Ensemblet leverer sublimt og med dansernes særlige dragende indfølelse bliver tilskueren suget ind i fortællingen om foreningen mellem menneske og jord gennem dødsdansen i forårets navn. Teknisk er der tale om dansere af høj karatværdi. En gylden performance på en grund af brun frisk jord, parat til at tage imod blodet fra den unge jomfru. Omend temaet kan synes barsk og vemodigt, så oplever publikum en sjælden og delikat uberørt skønhed.

Kontakten mellem cirklerne af lys fuldendes og pludselig er ringen afsluttet: en ung kvinde klædes i rødt af en vismand. Det røde væsen tager sin byrde med ærbødighed og skrækindjagende ulastelighed. Foråret skal komme og den kraftfulde ungmø afspejler kontrasten mellem lykke, desperation og kærlighed til livet, der må ende med en tidlig død.

Foto: Maarten Vanden Abeele

Billede af den stampede jord, efter dansen.
Foto: Martha Elias

Et klokkeværk i suveræn aktion med sjælfuld resonans, der fylder hele rummet ud og løfter publikum op, som kunst, når den er bedst, kan gøre.

Ensemblet leverer sublimt og med dansernes særlige dragende indfølelse bliver tilskueren suget ind i fortællingen om foreningen mellem menneske og jord gennem dødsdansen i forårets navn.

Kuppel, Østre Gasværk.
Foto: Martha Elias

Et ambitiøst kunstprojekt, der leverer høj kvalitet og er bragt til københavnere af lederteamet Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth. Tak for det.

EKSTRA FORESTILLINGER. Spilledatoer: 25. maj 2022-2. juni 2022. Østre Gasværk. København Ø

København Danser: COMMON GROUND(S) & LE SACRE DU PRINTEMPS

OM KØBENHAVN DANSER

ABOUT LE SACRE DU PRINTEMPS · PREMIERE IN PARIS, 1913 · in English

ABOUT PINA BAUSCH

OM ANMELDERENEN · About the reviewer

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay-nummer: 611996 eller skriv til: me@ordselskabet.dk

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution: MobilePay number: 611996 or send an email to me@ordselskabet.dk

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

OM AFSTAND OG NÆRHED

OM AFSTAND OG NÆRHED

 af Martha Elias · København · SIRENE set på Republique, Østerbro Teater · den 19. marts 2022 kl 17:00 · Live premiere i København · første performance

5 ud af 5  ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Det ypperlige er en kunst, der er vundet af træning og tilvænning”.  Aristoteles

Foto: Paul Kolnik
Om lidenskab, æstetik og den pulserende levende længsel. En sirene udånder.

Mageløse SIRENE er en ypperlig rejse ind i et mytologisk væsens essens. En forestilling der skildrer, gennem mesterlig dans og scenekunst, en fortælling om begær, afmagt og afsavn.

En flygtig eksistens, der befinder sig i et nulpunkt mellem væren og ikke-væren kæmper for at høre til i en verden, der insisterer på afstandstagen og fremmedgørelse, selvom drømmen om accept synes at komme tæt på, når lidenskaben raser.

Med afsæt i Homers mytologiske væsen udforsker kunstnerisk leder og koreograf, Pontus Lidberg, grænselandet mellem tilstedeværelse og tilhørsforhold i gruppe, sted og rum. Sirene-væsenet er en organisme i sig selv, der længselsfuldt vil kontakten med andre væsener. Væsnets iboende dikotomi forvandles til en kamp mellem havkraft, identitet og menneskelighed omgivet af en farefuld, fortryllende og kaosfrembringende atmosfære. En entitet forhåndsdømt til at blive på afstand søger nærhed med andre og selvet. Bliver resultatet befrielse, forløsning og vedvarende tilhørighed?

Kontakten mellem den kraftfulde Sirene, Merete Hersvik, og talentfulde leaddanser, Bradley Waller, skal afspejle kontrasten mellem det humane og det næsten-humane, den andethed, som Sirenen symboliserer – synergien er åndrig og bærer i sig et element af dyb æstetik, der skal bekræfte en insisterende søgen efter eksistensberettigelse og tilknytning kroppens udtryk. Det vises ved hver enkeltstående dansefraseringer, der udfordrer dansernes bevægelsespotentiale og lyriske udtryk.

Ensemblet på scenen består, udover Sirene, Merete Hersvik, af syv mandlige dansere, der også tæller Stefanos Bizas som en af sømændene. Bizas armbevægelser bærer denne aften en særlig lyrisk undertone, en troskyldig lethed, der lyser omkring ham.

Foto: Sarah Melchiori

Der er i ensemblet en enstemmighed, der skaber den magi der forener koncept, performance og tilskuere og som efterlader et indtryk, der får os til at gispe efter vejret. Der er også en høj grad af selvstændighed og forfriskende fornyelse i denne fortolkning, hvor der favnes bredt, når det gælder køn, begær og identitet.

Sirene er en del af en trilogi, der refererer græsk mytologi som inspiration. Med denne performance har Dansk Danseteater endnu en gang formået at levere et kunstprodukt, der kan få os tættere på en refleksion over egen medmenneskelighed og fortidens flugt ind i samtiden.

Spilledatoer: 19.-26. marts 2022. Teater Republique

OM SIRENE· programhæfte

OM DANSK DANSETEATER

OM PONTUS LIDBERG · på dansk

ABOUT PONTUS LIDBERG · in English

SIRENES IN GREEK MYTHOLOGY

OM ANMELDERENEN · About the reviewer

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay: skriv til info@gnf-cph.com

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution: info@gnf-cph.com

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

EXCELLENCE IN THE FLAWS

 by Martha Elias · Copenhagen · seen at SKUESPILHUSET / DET KONGELIGE TEATER on 23 October 2021 at 20:00 hs · third performance

5 out of 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Letting go of all outer constructions in order to have an encounter with another human being.” Pontus Lidberg

When man, art and machine come together a combination of intentions exposes the potential which lays in human flaws, as well as the process of creating a new masterpiece.

KENTAUR is a high-tech groundbreaking dance performance by acclaimed Art Director, Pontus Lidberg, where AI, AR, modern dance and creative direction intersect the ethical corpus of decision-making processes. The question remains: does a machine, created by human hands, enhance art performance?

A binary voice from a digitalised existence prompts dance phrases upon the performers – seemingly – to enhance human interaction. It insists on directing the nine dancers from DANSK DANSETEATER · DANISH DANCE THEATRE to test their capabilities, stamina and compliance. The AI entity has been furnished with a massive amount of data – including all the major works from Greek mythology, and also the performers’ track records and social media activity. This also means that each of the five times the dance performance is presented in Copenhagen renders a new show altogether, because the dancers may be different from time to time – and the AI may find a new algorithm. This amalgamation of dance, performance, digital art, musical texture and word content yields the virtuosity of this masterpiece. Poetic innovation on a 360-degree radius.

The AI creature seems to have an agenda for each performer and this is a crucial part of the challenging dramaturgy – by Adrian Guo Silver – that after series and phrases becomes a search for the encounter between the individual and ‘the otherness’, developing into a convergent evolution between a man alone, the AI entity and other individuals, which reaches a climax where in a solo – by Bradley Waller – one of the dancers does not comply and opts to follow his own inner voice, then still as a solo the dancer obeys and blindfolded engages into a final dance of hope, cohesion and human expression by the hand of the AI and the other performers. Humanity and technology meet and reveal a work of art that describes some of the contingencies surrounding the individual in modern society. Should we allow the digital embrace human interactions or should digitalised interaction become more human?

A genuine highlight is the delicate performance of dancer Jessica Lyall – such a bliss to behold. All nine performers – including Merete Hersvik, Kristin Bjerkestrand and Stefano Bizas – function as a united clockwork corpus where every single movement bears an element of high purpose – i.e. to deliver their joint art expression to the audience. The light design – by Raphael Frisenvænge Solholm – and especially the sound and video art – by Ryoji Ikeda – provides a genius framework for the performers to wield to the sound of the AI creature and music from Schubert and Puccini. The computerised tones and broad oceans of ancient texts on a giant screen engulf the performers and underline the epic, the poetic and the sublime. A hybrid being, a centaur, is born in front of the audience!

“Water pours from the Holy Stream. Let the river guide you.” part of the text on screen.

‘The flaws of my creator’… sates the AI creature

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Humanity and technology meet and reveal a work of art that describes some of the contingencies surrounding the individual in modern society. Should we allow the digital embrace human interaction or should digitalised interaction become more human?

With this piece DANISH DANCE THEATRE also celebrates their own voyage from its beginnings in 1981 up to now forty years later. There is indeed reason to honour this journey, when they once again convey a production which mesmerises, surprises and inspires.

Dates: 22 October until 25 October 2021.

ABOUT KENTAUR · CENTAUR

ABOUT DANSK DANSETEATER

ABOUT PONTUS LIDBERG · in Danish

ABOUT PONTUS LIDBERG · in English

THE CENTAUR FROM GREEK MYTHOLOGY

About the reviewer

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay: skriv til info@gnf-cph.com

Mange tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution: info@gnf-cph.com

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

DEN GÅDEFULDE OPSTANDELSE

DEN GÅDEFULDE OPSTANDELSE

 af Martha Elias. København · 30 september 2021

4 ud af 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️
“… selve larmen og uroen havde noget dødt over sig.”
NÅR VI DØDE VÅGNER af Henrik Ibsen. Norge
Kasper Leisner, som professor Rubæk, repræsenterer både kunstneridentitet og kunstværket i en dualitet omgivet af kaos.

Når kunstskabelsens iboende kraft står i kontrast med menneskets eksistensberettigelse. Den første med hele sin modsætningsfyldte styrke, afmagten og det ødelæggende menneskeforbrug i demiurgens ensomme rum – og dog forbliver værket, og selve vejen dertil i centrum. Den sidste i den ældgamle jagt efter den flygtige lykke i en verden, hvor det mest fremmede synes at være selvet, og hvor naturens urkræfter bringer de rå instinkter frem. Spørgsmålet forbliver: kommer mennesket i kunstneren videre, når kaos og dekadence lurer?

Regnen synes at indfange byens konturer ved ankomsten til Aarhus kort før forestillingen begynder. Nyopsætningen af NÅR VI DØDE VÅGNER (1899) på Aarhus Teaters Studio-scene handler det om. Skuespillet er en dramatisk epilog i tre akter, der blev den sidstskrevne af den norske dramatiker og digter Henrik Johan Ibsen (f. 1828) inden hans død i 1906.

Ægteparret Arnold og Maja Rubæk – forholdet er ved at glide ud mod afgrunden. Foto: Rumle Skafte

Instruktøren Amanda Linnea Ginman har bearbejdet Ibsens dramatiske epilog-værk og instrueret med det affektive for øje og med publikum i centrum. Det lykkes langt hen ad vejen. Dysfori lurer og her har hun valgt stroboskoplys og dissonant lyd for at omringe fortællingens faremomenter, afsindigheden, den rå fortvivlelse og den udtalte eksistentielle krise hovedpersonerne gennemgår. Især den narcissistiske professor Arnold Rubæk, spillet sikkert og med indlevelse af Kasper Leisner, der efter flere år i udlandet vender hjem til Norge, og er taget op til højfjeldet med sin kone. Rubæk genkender ikke længere – om nogensinde – sig selv i parforholdet til Maja, spillet med insisterende kraft af Sofia Nolsøe. Lyden er ikke for de sansesarte, da den skærer dybt ind i høresansen. Publikum bringes foran en sceneramme, der byder på en højspændt rejse til højfjeldet, tæt på naturens urkræfter. Tæt på et undersøgende laboratorium af emotionel uligevægtighed sat op imod livets meningsfyldthed.

Arnold og Majas parforhold er bygget på det perfide og det skjulte, rivalerne spøger rundt om dem i form af kvindebedåreren og bjørnejægeren Ulfhejm, der spilles af Patrick Baurichter. Maja er overbevisende i sin rolle som den fortabte trofæ-ægtefælle, der får status og materielle goder, og dog er ulykkelig, uopfyldt, rastløs og derfor i afmagt kaster sig i armene på den aggressive Ulfhejm. Musen Irene – spillet af Mette Døssing – dukker op som genopstået fra de døde. Det er en dramatisk, mørk og intim fortælling, fortalt in medias res med afbalanceret skuespillerpræstationer.

Ulfhejm og Maja i utroskabens greb. Foto: Rumle Skafte

Her er Leisners personificering af den egocentrerede professor Rubæk særlig vellykket. Med dyb og tydelig stemme dominerer han scenen, hvor han går ind i rollen med alvor, ærlighed og fri for fordomme. Her er han med til at skildre et ægtepar, Arnold og Maja, der er i krise og derfor søger de den larmende stilhed på det norske højfjeld.

Han fører tilskueren ind i historien med overbevisende og solid snilde – og trods rollens usympatiske sider, ender vi med at forstå og – til en vis grad – holde med Rubæk, der befinder sig i en dyb eksistentiel krise og udfordres både som menneske og i sin kunstneridentitet. Midt i det kaos genfinder han musen Irene og konfronteres med mindet om vejen mod rigdom og anerkendelse kva det store uærlige mesterværk “Opstandelsens Dag”, som for Rubæk og Irene udgjorde et “fælles barn” – et barn de begge har frasagt sig. Et barn de begge har myrdet. Irene ved at tage afstand og afslutte forholdet til Rubæk, mens professoren gør det ved at gå den diametrale modsatte vej fra den oprindelige plan med skulpturen, hvor temaet kredsede om det ubesmittede og uberørte som idealet for ægte kærlighed i Irenes kvindeskikkelse.

Irene.
Foto: Rumle Skafte

I krisen møder de hinanden som mennesker på flugt fra deres egen fejlbarlighed. På flugt fra det rene, det gode og det sande, som de synes at genfinde et omrids af i en flig af tiden. Rubæk og Irene vælger at opføre det ægte værk og genopstå sammen, eller dø på ny sammen med værket. Måske omgivet af kaos og gru. Det forbliver gåden i stykket.

Rubæk til Irene: “Vær for mig, hvem og hvad du vil! For mig er du den kvinde, jeg drømmer at se i dig.” Henrik Ibsen
Irene og Rubæk
Foto: Rumle Skafte

En sansevækkende og eksperimenterende skildring af et litterært mesterværk, der i sin nye udgave forbliver højaktuel i en tid, hvor krise og forfald kendetegner medmenneskelige forhold, og netop her griber kunsten os som mennesker og inviterer til dialog, refleksion og handling.

Forestillingen spiller til og med den 16. oktober 2021.

Samtlige fotos er pressebilleder fra forestillingen. FOTOGRAF: Rumle Skafte

OM FORESTILLINGEN NÅR VI DØDE VÅGNER

Henrik Ibsens originale skuespil

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay: skriv til info@gnf-cph.com

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by sending a financial contribution:

info@gnf-cph.com

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

I stumper og splinter: heltemod og antagonisme i kvindeskikkelse.

I stumper og splinter: heltemod og antagonisme i kvindeskikkelse.

 Af Martha Elias. København 2-12-2019

〽️〽️〽️〽️〽️ 5 ud af 5 〽️
“Det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke.”
Snedronningen, H. C. Andersen

Her konfronteres den feminine kraft og styrke som tese og antitese. Den ene i jagten på lykke, kærlighed og identitet. Den anden for at udbrede kulde, ondskab og mørke. For hvorledes skal vi måles: med andres øjne påsat vores svaghed, sårbarhed og mangler eller med det indre selvbillede om alt det vi kan, når vi vil?

Til urpremieren af balletten Snedronningen i Tivolis koncertsal er gys, ondskab og uskyld gennemgående temaer, men også selvudvikling, mod og udholdenhed. Det velkendte vintereventyr af H.C. Andersen blev udgivet for 175 år siden og med det er tilhørerne bragt foran en sceneramme, der byder på en rejse i en eklatant intim fortælling, timelig afstemt og insisterende velafbalanceret.

 

Screenshot 2019-12-03 at 05.40.25.png

Tivoli præsenterer en eklatant intim fortælling, timelig afstemt og insisterende velafbalanceret.

Midt i Tivolihavens eventyrlige omgivelser opsættes sæsonens juleforestilling for hele familien med et kreativt team anført af af H. M. Dronningen som scenograf og kostumedesigner, Oh Lands musikalske verden og den renommerede russiske koreograf  Yuri Possokhov. De tre store navne arbejdede også sammen med opsætningen af Askepot på Tivolis Pantomimeteatret i 2016, men det er første gang, at trioen arbejder sammen på et stort anlagt værk. Balletensemblet er rigt besat af 33 professionelle balletdansere og ti balletbørn. Hertil tolv musikere samt video-, lys- og lyddesign af yderst fornuftig kvalitet. Desuden er librettist Camilla Hübbe fortrinlig til at skildre det folkekære eventyr med selvsikker hånd, engagement og ildhu.

Snedronningen_Snerlerne i Blomsterscenen@Per_Morten_Abrahamsen.jpg

Andersens historie starter med ondskabens troldespejl, der går i utællelige splinter og spredes over hele verden. Herefter er fortællingen placeret midt i byens mylder og støj, hvor de to børn Gerda og Kay mødes over byens tage. De er naboer. Der er ingen plads til en have. Derfor forærer Kay en rose i en en urtepotte til Gerda. Hun tager imod rosen. De er lykkelige. De har fundet det fælles, der forener. Her har den uberørte kærlighed sit sted. Her hører den hjemme. De to børn leger med kunsten at elske, som kun en barnesjæl kan: renhjertet, uskyldigt og for evigt. Det er her vi ser balletten tage sit udgangspunkt. Men idyllen splittes ad, da Snedronningen er draget af Kays drengedrømme. Af hans forelskelse. Af hans rene hjerte. Det vil hun gøre alt for at ødelægge. Hun vil lokke ham til sig. Således en vinternat ved juletid, afhjulpet af Snedronningens onde greb og manipulation, når en splint ind i Kays øje. Pludselig er Kay forsvundet og draget af sted med ondskabens væsen til råkuldens vinterlandskab og væk fra Gerda og deres rose. Han har glemt alt.

Gerda tager kampen op og sætter sig for at frelse ham, for kun i den kamp kan hun finde sin eksistensberettigelse. Hun går igennem mange fornøjelige, gyselige og ensomme eventyr – også gennem årstiderne for at nå frem til Snedronningens vintermørke. Det er i rosen hun finder inspirationen til sin rejse. Men især i troen på sig selv.

Gennem forårets glade og salige farver, tager hun naturens gaver til sig. Med sin ynde tiltrækker hun gavmildhed fra nogle og med snilde undgår hun farerne på vejen, og således når hun igennem efteråret. Det er især ved mindet om Kay og deres fælles historie, at hun søger inspiration til at fortsætte mod vinterlandskabet, endemålet. Men til allersidst er kulden lige ved at knække hende, men der husker hun rosen, hun fik af Kay og som personificerer deres kærlighed.

download Rosen som symbol på det dyrebare, det enestående og troen på kærlighed.

Resultatet er, at Gerda lykkes i sit forehavende. Kay kan huske rosen og Gerda igen. Fortryllelsen er hævet. De lykkes. Det onde, grumme og mørke i Snedronningens skikkelse må bukke under. Hun er afstumpet. Heltinden får bugt med splinten i Kays øje. Mod betaler sig. Tro betaler sig.  Snedronningens magt og afmagt nedsmelter. Den lysende kærlighed, som rosen symboliserer, kan til syvende og sidst overvinde alt.

Gerda går igennem mange fornøjelige, gyselige og ensomme eventyr – også gennem årstiderne for at nå frem til Snedronningen. Det er i rosen hun finder inspirationen til sin rejse. Men især i troen på sig selv.

Musikken fra Oh Land fortæller legesygt og med moderne puls om de mange momenter heltinden må gå igennem på den ene side, og om det inderlige, isnende mørke Snedronningen besidder. Det gør hun med afsæt i popmusik, der her er ledsaget af klassiske elementer som violin, soliststemme og den poetiske harpe. Possokhov’s koreografi tager musikken i hånden og få danserne til at levere historien for publikum. Med skarpe trinserier, der fungerer efter hensigten – som til tider synes forudsigelige, men andre gange mesterlige – er dansernes  bevægelser skarpe og han selv fremstår stålfast og sikker indenfor det klassiske repertoire. Valgene er passende, konsekvente og intelligente. Laurie Nielsen og Vincent Vernal leverer suverænt som Gerda og Kay, ligesom  rollen som kragedamen spilles med stor humor og indlevelse af Jennifer Wagstaffe og prinsessen, Madeleine Purcell, gør sig også særlig bemærket. At historien på mange måder taler til datiden og nutiden er det, der gør H.C. Andersen’s forfatterskab universel, evige og uovertruffent og den ånd har balletten fanget og formidlet på scenen.

Lige netop at være tro til forfatterens historie synes at have været vigtigt for scenograf og kostumedesigneren, Dronningen, der gerne ville præsentere en forestilling, der viste essensen. De naivistiske tegninger af Dronning Margrethe bliver sat i bevægelse med animationsteknik og det passer fint til hele værket, men til gengæld er kostumerne egnede, men i den meget konservative udgave. Stor undren vakte beslutningen om kun at vise selve Snedronningen på video .. dér havde man en mulighed for at skabe en kulminerende EX Machina oplevelse, hvis Oh Land også var kommet ud på scenen iført sin majestætiske dragt, som publikum må nøjes med at opleve kun på video. Man har sandsynligvis ment, Snedronningen skulle forblive i sit fjerne univers af kulde, gru og skygger. Den detalje til trods, er forestillingen absolut vellykket og appellerer til børnefamilien, men også til det branchespecifikke publikum.

Selv majestætisk råkulde og mørke må vige for den lysende kærlighed. Tilhørerne ser en ung pige, der under en livsrejse, forvandles til en moden kvinde, der siger fra, løber risici, og tager  kampen op for at frelse sin elskede, for at bekræfte sin egen identitet og for sit selvværd. Det ender godt kun i kraft af heltindens jernhårde vilje til at tro på egen styrke.

Snedronningen_bLaurie Nielsen som Gerda og Vincent Vernal som Kay i kærligheds-pas de deuxen@Per_Morten_Abrahamsen.jpg

Forestillingen spiller med til og med 29. december 2019.

 

OM FORESTILLINGEN SNEDRONNINGEN

Alle forestillingens billeder: Per Morten Abrahamsen

Hans Christian Andersen: Snedronningen

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Det fuldendte øjeblik.

Det fuldendte øjeblik.
Af Martha Elias. København 15-10-2019
〽️〽️〽️〽️〽️ 5 ud af 5 〽️
Du skal vide, hvor mange inkompetente mænd, jeg var nødt til at konkurrere med – forgæves.
Inge Lehman

Hvad er sværere end at vide, at man har talent, men at dette udviskes, forringes og usynliggøres af mænd i magtfulde positioner?

_A5A6037.jpgFoto: Thomas Petri

På Folketeatrets Hipodrommen præsenteres JORDENS INDRE, en fortælling om en forglemt, banebrydende og unik seismograf, geofysiker og forsker, der tilmed var en dansk kvinde, som satte sig for at efterlade sit aftryk i verdenshistoriens annaler, for det var noget hun både ville og kunne, og dét til trods for de mange ofre, kampe og ekskludering, hun måtte leve med.

Videnskabskvinden, Inge Lehman (1888-1993), fødes i København. Hun havde et idealiseret billede af faren, som også var videnskabsmand indenfor psykologi. Hun havde en skuespillersøster, Harriet, som hun havde et tæt, men ambivalent, forhold til. Fra barnsben er hun optaget af stjernenes bevægelser, af atomernes sammensætninger, af jordklodens bølger. Hun vier sit liv til sit virke og formår at udrette, det hun føler sig kaldt til indenfor det videnskabelige felt. Som seismograf og geofysiker var hun enestående og med en fokuseret indsats skaber hun sig en langstrakt forskerkarriere, der slutter først, da hun som 99 år gammel går på pension. Det gjorde hun med stor disciplin, dedikation og ildhu. Alligevel var det hendes intuition, kreativitet og innoverende sindrighed, der bringer hende til at opdage jordens inderligste faste kerne, der ifølge hendes teorier, befinder sig inden i en glødende flydende kernemasse. Det påviste hun også og det bragte hende stor anerkendelse i udlandet. Hjemme i Danmark forblev hun, alligevel, mere eller mindre ukendt.

Det er Inge Lehmans intuition, kreativitet og innoverende sindrighed, der bringer hende til at opdage jordens inderligste faste kerne.

Ingen før hende havde præsteret det hun kunne fornemme med sine sanser, men som hun også påviste med formler, tabeller og atmosfæriske målinger. Det sværeste var nu alligevel at opnå den anerkendelse, hun higede efter. Endnu sværere var det måske at leve med tvivlen, frustrationen, afmagten.

Screenshot 2019-10-16 at 17.26.33.pngFoto: Thomas Petri

Iben Hjejle leverer en eminent, skarp og særlig poetisk præstation, der flyder over scenekanten, indtager hele salen og rører tilskuernes inderste kerne. I sin karakter som kvinden, der kæmpede for det, hun troede på, viser hun os et menneske, der med styrke forfølger sine videnskabelige mål, men som samtidigt bruger sin kreativitet for at nå frem til de resultater, hun længes efter at dele med omverdenen. Hun kunne høre jordens indre kerne hviske – siger hun i en af replikerne – og således afventede hun det fuldendte øjeblik, hvor hendes tvivl ville forsvinde. Måske ved at blive anerkendt af etablissementet. Måske ved at finde den anerkendelse hos sin til tider overfladiske søster Harriet, spillede af en indtagende Laura Bro. Måske ved at dyrke idealbilledet af faren. Måske ved at blive anerkendt af sine nærmeste kolleger, først og fremmest den skeptiske og magtfulde Niels Bohr, spillet af Jesper Lohman, der med hårdhed, fastlåst holdning og indædt selvhøjtidelighed gerne vil opretholde den gængse magtbalance: mænd før kvinder.

Iben Hjejle leverer en eminent, skarp og særlig poetisk præstation, der flyder over scenekanten, indtager hele salen og rører tilskuernes inderste kerne.

At stykket lykkes på så fornem vis skyldes også det insisterende fokus på hovedpersonens dynamiske dualitet, som instruktøren, Geir Sveaas, fastholder. Der er kraft i de gyldne ord skrevet af manuskriptforfatteren, Simone Isabel Nørgaard, og Rebekka Bentzens minimale iscenesættelse, passer fint til fortællingen. Ja, Inge Lehmans historie er stærk. Men alligevel er det forestillingens tekster, der må fremhæves, for de magiske, æteriske og velafbalancerede monologer – og dialoger – udgør et fremragende eksempel på dansk digtekunst.

Forestillingens tekster må fremhæves, for de magiske, æteriske og velafbalancerede monologer – og dialoger – udgør et fremragende eksempel på dansk digtekunst.

I en tid hvor magtbalance, ligestilling og kvinderettigheder i den grad forbliver på dagsordenen, kommer dette teaterstykke til at minde os om, at det fuldendte øjeblik  måske ligger inden for rækkevidde. I vores allerinderste kerne.

 

Spiller på Folketeatret fra 15. oktober til den 15. december 2019.

Om Jordens Indre, Folketeatret

Om anmelderen, Martha Elias

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Eventyrets drømmeland.

Eventyrets drømmeland.

Af Martha Elias. København 12-10-2019

〽️〽️〽️〽️ 4 ud af 5 〽️

 

“Keep your fears to yourself, but share your courage with others.”  Robert Louis Stevenson

Hvad sker der, når et skattekort, et skib, sørøvere og en øde ø møder en drengs drøm om rigdom og eventyr?

0010m.jpg                Foto: Project Gutenberg

Folketeatret gør det igen. Holdet bag produktionen sætter sig for at engagere, samle og forene hele familien om en eventyrlig fortælling, der byder på spænding, kampscener, sang og skuespil.

Sebastians og Preben Harris’ musical Skatteøen genopsættes med helt ny besætning og leverer en medrivende forestilling, der henvender sig til det brede familiepublikum. Frit fortolket efter den klassiske bog Skatteøen (1883) af skotske Robert Louis Stevenson.  Underholdningseffekten er mægtig stor og tilskuere – voksne og børn – får også en skildring, der er skarp iscenesat med højt tempo og susende fart.

IMG_0510.jpgFoto: Martha Elias

Omend der er tale om en musical, forbliver netop musikken en mangelvare. Der er nemlig ingen gennemgående musikalsk fortælling, der dækker over musical som genre. Det betyder dog ikke, at sangene fra 1980’erne ikke kan sit, for det kan de, især Mrs. Hawkins/ Szhirley’s solosang; men samtlige sange og historien finder ikke den samstemmighed en musical normalt bør have.

At Skatteøen igen bliver en folkelig teatersucces skyldes lige netop, at historien bag er legendarisk, at skuespillerne leverer troværdigt og at spændingen på scenen er velafbalanceret.

Skuespillerne leverer med stor indlevelse især den unge Jim Hawkins – Jacob Spang Olsen/Alfred Kann – der er langt hjemmefra og undergår en forvandling og viser modenhed, mod og eventyrtørst. Sørøverne er jo som de skal være: farlige, arrige og fulde af løgn og pengelyst. Kasper Leisner har styr på sit som den garvede, sørøver, Long John Silver, der indtager scenen med sit skuespil og fremstår karakterfast. Resten af ensemblet, både hvad scenografi og skuespil angår, er med til at fuldende publikumsoplevelsen.

At Skatteøen igen bliver en folkelig teatersucces skyldes lige netop, at historien bag er legendarisk, at skuespillerne leverer troværdigt og at spændingsniveauet på scenen er velafbalanceret. Birgitte Næss-Schmidt har instrueret med en solid, overbevisende og stilsikker vision i forhold til netop målgruppen.

Skatteøen er et helstøbt tilløbsstykke, der evner at føre tilskuere i alle aldre ind i et univers af eventyr og drømme om den dyrebare skat, der ligger gemt på en øde ø. For hvad er livet uden drømme?

Forestillingen spiller på Folketeatret’s store scene t.o.m. 4.12.2019.

Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause.

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Reklamer

Occasionally, some of your visitors may see an advertisement here,
as well as a Privacy & Cookies banner at the bottom of the page.
You can hide ads completely by upgrading to one of our paid plans.

UPGRADE NOW DISMISS MESSAGE

I det fuldkomnes jerngreb

I det fuldkomnes jerngreb
af Martha Elias. København, 17.  august 2019.
〽️〽️〽️〽️
4 ud af 5 〽️

“Buildings that move the spirit have always been rare. In every case they are unique, poetic, products of the heart.” Arthur Erickson

Hvad er fuldkommenhed i skabelsesprocessen? Hvad er fuldkomment design? Endnu vigtigere, er det afgørende for kunst at forfølge fuldkommenhed? Det synes som spørgsmål Sommerballetten, Danish Design, sætter sig for at besvare på ikoniske Bellevue Teatret. Forestillingen kan fattes med ord som grænsesøgende, dristig og yderst æstetisk.

Med sin unikke arkitektur præsenterer teatret et gensyn med Alban Lendorf, den fremragende solistdanser, uddannet på Den Kongelige Ballet, som for fem år siden flyttede til New York, da han indtog sin stilling i The American Ballet Theatre. På flere led symboliserer han med sin kunst indbegrebet af dansk konceptdesign, når det er bedst. Gennem sin dans personificerer han ideernes kamp efter at komme på papir, søgningen efter de perfekte størrelsesforhold skildres, når formlen på det virkningsfulde er målet. Her er der en fortælling om det æstetiske som resultat samtidigt med, at brugsværdien handler om den eksplicite funktionalitet i et værk. Indledningsvis vises arkivfilm med blandt andre Arne Jacobsen, PH, Wegner og Nanna Ditzel, der tilsammen bringer os ind i rette kontekst og stemning. Det handler om arkitektur som kunstudtryk.

Danish-Design-foto-Emilia-Therese_7121.jpgPhotographer Emilia Therese: solistdanser, Alban Lendorf

Papiret bruges som refleksion på tankekraften bag et design. Det menneskelige element træder frem og fører os væk i et dansende laboratorium, hvor alt vendes og drejes, hæves, bæres, presses og udtænkes. Der er et greb om slutmålet, der virker særlig jernfast, hvor der kun er plads til intet mindre end det perfekte.  Med sin instruktion, koreografi og storytelling forsøger, René Vinther, at vise dette eksperiment. Dansetrinene og serierne synes nu alligevel enkle og gentagende, hvor udstrålingen og karismaen af verdensstjernen træder frem, bærer og løfter – bogstaveligt talt – performancekunsten op på på et niveau, der får teaterets tag til at åbne sig og himmelbuen komme til syne.

Alban Lendorf i selskab af sine seks dansende abstrakte bevægelige former – dvs. de urbane dansere – giver en innoverende præstation, der fremstår virkningsfuld og skarp. Tilskueren er favnet af Jacobsens ideer, sidder i hans stole, i hans bygning, ved Bellavista-kvarteret, som den berømte arkitekt også har sat sit unikke designerpræg. Og ideerne folder sig ud som skygger og spøgelser, der vil frem til lyden af techno-musik, komponeret af Jesper Mechlenburg og Mike Sheridan, der afspilles under forestillingen. Vi ser tegninger tage form og eget liv gennem ekstrem minutiøse, avancerede og eminente animation- og videosekvenser storyboardet af Rene Vinther i samarbejde med JA-film, danser Troels Graakjær og af scenograf, Benjamin la Cour, der er så stærkt leveret og gør det hele mere talende og nærværende, trods den abstrakte ideverden, der bruges som genre. Arne Jacobsens verden bliver levendegjort. Teateret er i live og efter de 50 minutter forestillingen varer, kan publikum bevæge sig rundt i teateret og måske til og med byde på de udstillede high-end designprodukter, for alt, der er sat frem skal bortauktioneres ved denne lejlighed.

Danish-Design-foto-Emilia-Therese_7646.jpgPhotographer Emilia Therese

“Nogle gange ville jeg ønske, at man kunne bruge ord. Det kræver meget at fortælle med kroppen. Dans er et universelt sprog, hvor følelser og historie dramatiseres i fysisk visuel form.”

Alban Lendorf

Alt i alt et vellykket projekt med stort P, hvor René Vinther debuterer som instruktør. Som tilskuere ser vi alt fra designerens syns- og startpunkt: først fra ide til skitse, så over til koncept og til sidst udtryk, alt imens sanserne stimuleres, samles om og mættes med kropsarkitekturens skønhed.

Forestillingen spiller t.o.m. søndag 25. august 2019.

Mere info:

Bellevue Teatret

Om SOLISTDANSER ALBAN LENDORF

OM JA-film video productions

OM RENE VINTHER

Om anmelderen, Martha Elias.

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, KunstKapel

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards,

KunstKapel