I stumper og splinter: heltemod og antagonisme i kvindeskikkelse.

I stumper og splinter: heltemod og antagonisme i kvindeskikkelse.

 Af Martha Elias. København 2-12-2019

〽️〽️〽️〽️〽️ 5 ud af 5 〽️
“Det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke.”
Snedronningen, H. C. Andersen

Her konfronteres den feminine kraft og styrke som tese og antitese. Den ene i jagten på lykke, kærlighed og identitet. Den anden for at udbrede kulde, ondskab og mørke. For hvorledes skal vi måles: med andres øjne påsat vores svaghed, sårbarhed og mangler eller med det indre selvbillede om alt det vi kan, når vi vil?

Til urpremieren af balletten Snedronningen i Tivolis koncertsal er gys, ondskab og uskyld gennemgående temaer, men også selvudvikling, mod og udholdenhed. Det velkendte vintereventyr af H.C. Andersen blev udgivet for 175 år siden og med det er tilhørerne bragt foran en sceneramme, der byder på en rejse i en eklatant intim fortælling, timelig afstemt og insisterende velafbalanceret.

 

Screenshot 2019-12-03 at 05.40.25.png

Tivoli præsenterer en eklatant intim fortælling, timelig afstemt og insisterende velafbalanceret.

Midt i Tivolihavens eventyrlige omgivelser opsættes sæsonens juleforestilling for hele familien med et kreativt team anført af af H. M. Dronningen som scenograf og kostumedesigner, Oh Lands musikalske verden og den renommerede russiske koreograf  Yuri Possokhov. De tre store navne arbejdede også sammen med opsætningen af Askepot på Tivolis Pantomimeteatret i 2016, men det er første gang, at trioen arbejder sammen på et stort anlagt værk. Balletensemblet er rigt besat af 33 professionelle balletdansere og ti balletbørn. Hertil tolv musikere samt video-, lys- og lyddesign af yderst fornuftig kvalitet. Desuden er librettist Camilla Hübbe fortrinlig til at skildre det folkekære eventyr med selvsikker hånd, engagement og ildhu.

Snedronningen_Snerlerne i Blomsterscenen@Per_Morten_Abrahamsen.jpg

Andersens historie starter med ondskabens troldespejl, der går i utællelige splinter og spredes over hele verden. Herefter er fortællingen placeret midt i byens mylder og støj, hvor de to børn Gerda og Kay mødes over byens tage. De er naboer. Der er ingen plads til en have. Derfor forærer Kay en rose i en en urtepotte til Gerda. Hun tager imod rosen. De er lykkelige. De har fundet det fælles, der forener. Her har den uberørte kærlighed sit sted. Her hører den hjemme. De to børn leger med kunsten at elske, som kun en barnesjæl kan: renhjertet, uskyldigt og for evigt. Det er her vi ser balletten tage sit udgangspunkt. Men idyllen splittes ad, da Snedronningen er draget af Kays drengedrømme. Af hans forelskelse. Af hans rene hjerte. Det vil hun gøre alt for at ødelægge. Hun vil lokke ham til sig. Således en vinternat ved juletid, afhjulpet af Snedronningens onde greb og manipulation, når en splint ind i Kays øje. Pludselig er Kay forsvundet og draget af sted med ondskabens væsen til råkuldens vinterlandskab og væk fra Gerda og deres rose. Han har glemt alt.

Gerda tager kampen op og sætter sig for at frelse ham, for kun i den kamp kan hun finde sin eksistensberettigelse. Hun går igennem mange fornøjelige, gyselige og ensomme eventyr – også gennem årstiderne for at nå frem til Snedronningens vintermørke. Det er i rosen hun finder inspirationen til sin rejse. Men især i troen på sig selv.

Gennem forårets glade og salige farver, tager hun naturens gaver til sig. Med sin ynde tiltrækker hun gavmildhed fra nogle og med snilde undgår hun farerne på vejen, og således når hun igennem efteråret. Det er især ved mindet om Kay og deres fælles historie, at hun søger inspiration til at fortsætte mod vinterlandskabet, endemålet. Men til allersidst er kulden lige ved at knække hende, men der husker hun rosen, hun fik af Kay og som personificerer deres kærlighed.

download Rosen som symbol på det dyrebare, det enestående og troen på kærlighed.

Resultatet er, at Gerda lykkes i sit forehavende. Kay kan huske rosen og Gerda igen. Fortryllelsen er hævet. De lykkes. Det onde, grumme og mørke i Snedronningens skikkelse må bukke under. Hun er afstumpet. Heltinden får bugt med splinten i Kays øje. Mod betaler sig. Tro betaler sig.  Snedronningens magt og afmagt nedsmelter. Den lysende kærlighed, som rosen symboliserer, kan til syvende og sidst overvinde alt.

Gerda går igennem mange fornøjelige, gyselige og ensomme eventyr – også gennem årstiderne for at nå frem til Snedronningen. Det er i rosen hun finder inspirationen til sin rejse. Men især i troen på sig selv.

Musikken fra Oh Land fortæller legesygt og med moderne puls om de mange momenter heltinden må gå igennem på den ene side, og om det inderlige, isnende mørke Snedronningen besidder. Det gør hun med afsæt i popmusik, der her er ledsaget af klassiske elementer som violin, soliststemme og den poetiske harpe. Possokhov’s koreografi tager musikken i hånden og få danserne til at levere historien for publikum. Med skarpe trinserier, der fungerer efter hensigten – som til tider synes forudsigelige, men andre gange mesterlige – er dansernes  bevægelser skarpe og han selv fremstår stålfast og sikker indenfor det klassiske repertoire. Valgene er passende, konsekvente og intelligente. Laurie Nielsen og Vincent Vernal leverer suverænt som Gerda og Kay, ligesom  rollen som kragedamen spilles med stor humor og indlevelse af Jennifer Wagstaffe og prinsessen, Madeleine Purcell, gør sig også særlig bemærket. At historien på mange måder taler til datiden og nutiden er det, der gør H.C. Andersen’s forfatterskab universel, evige og uovertruffent og den ånd har balletten fanget og formidlet på scenen.

Lige netop at være tro til forfatterens historie synes at have været vigtigt for scenograf og kostumedesigneren, Dronningen, der gerne ville præsentere en forestilling, der viste essensen. De naivistiske tegninger af Dronning Margrethe bliver sat i bevægelse med animationsteknik og det passer fint til hele værket, men til gengæld er kostumerne egnede, men i den meget konservative udgave. Stor undren vakte beslutningen om kun at vise selve Snedronningen på video .. dér havde man en mulighed for at skabe en kulminerende EX Machina oplevelse, hvis Oh Land også var kommet ud på scenen iført sin majestætiske dragt, som publikum må nøjes med at opleve kun på video. Man har sandsynligvis ment, Snedronningen skulle forblive i sit fjerne univers af kulde, gru og skygger. Den detalje til trods, er forestillingen absolut vellykket og appellerer til børnefamilien, men også til det branchespecifikke publikum.

Selv majestætisk råkulde og mørke må vige for den lysende kærlighed. Tilhørerne ser en ung pige, der under en livsrejse, forvandles til en moden kvinde, der siger fra, løber risici, og tager  kampen op for at frelse sin elskede, for at bekræfte sin egen identitet og for sit selvværd. Det ender godt kun i kraft af heltindens jernhårde vilje til at tro på egen styrke.

Snedronningen_bLaurie Nielsen som Gerda og Vincent Vernal som Kay i kærligheds-pas de deuxen@Per_Morten_Abrahamsen.jpg

Forestillingen spiller med til og med 29. december 2019.

 

OM FORESTILLINGEN SNEDRONNINGEN

Alle forestillingens billeder: Per Morten Abrahamsen

Hans Christian Andersen: Snedronningen

Om anmelderen

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

Det fuldendte øjeblik.

Det fuldendte øjeblik.
Af Martha Elias. København 15-10-2019
〽️〽️〽️〽️〽️ 5 ud af 5 〽️
Du skal vide, hvor mange inkompetente mænd, jeg var nødt til at konkurrere med – forgæves.
Inge Lehman

Hvad er sværere end at vide, at man har talent, men at dette udviskes, forringes og usynliggøres af mænd i magtfulde positioner?

_A5A6037.jpgFoto: Thomas Petri

På Folketeatrets Hipodrommen præsenteres JORDENS INDRE, en fortælling om en forglemt, banebrydende og unik seismograf, geofysiker og forsker, der tilmed var en dansk kvinde, som satte sig for at efterlade sit aftryk i verdenshistoriens annaler, for det var noget hun både ville og kunne, og dét til trods for de mange ofre, kampe og ekskludering, hun måtte leve med.

Videnskabskvinden, Inge Lehman (1888-1993), fødes i København. Hun havde et idealiseret billede af faren, som også var videnskabsmand indenfor psykologi. Hun havde en skuespillersøster, Harriet, som hun havde et tæt, men ambivalent, forhold til. Fra barnsben er hun optaget af stjernenes bevægelser, af atomernes sammensætninger, af jordklodens bølger. Hun vier sit liv til sit virke og formår at udrette, det hun føler sig kaldt til indenfor det videnskabelige felt. Som seismograf og geofysiker var hun enestående og med en fokuseret indsats skaber hun sig en langstrakt forskerkarriere, der slutter først, da hun som 99 år gammel går på pension. Det gjorde hun med stor disciplin, dedikation og ildhu. Alligevel var det hendes intuition, kreativitet og innoverende sindrighed, der bringer hende til at opdage jordens inderligste faste kerne, der ifølge hendes teorier, befinder sig inden i en glødende flydende kernemasse. Det påviste hun også og det bragte hende stor anerkendelse i udlandet. Hjemme i Danmark forblev hun, alligevel, mere eller mindre ukendt.

Det er Inge Lehmans intuition, kreativitet og innoverende sindrighed, der bringer hende til at opdage jordens inderligste faste kerne.

Ingen før hende havde præsteret det hun kunne fornemme med sine sanser, men som hun også påviste med formler, tabeller og atmosfæriske målinger. Det sværeste var nu alligevel at opnå den anerkendelse, hun higede efter. Endnu sværere var det måske at leve med tvivlen, frustrationen, afmagten.

Screenshot 2019-10-16 at 17.26.33.pngFoto: Thomas Petri

Iben Hjejle leverer en eminent, skarp og særlig poetisk præstation, der flyder over scenekanten, indtager hele salen og rører tilskuernes inderste kerne. I sin karakter som kvinden, der kæmpede for det, hun troede på, viser hun os et menneske, der med styrke forfølger sine videnskabelige mål, men som samtidigt bruger sin kreativitet for at nå frem til de resultater, hun længes efter at dele med omverdenen. Hun kunne høre jordens indre kerne hviske – siger hun i en af replikerne – og således afventede hun det fuldendte øjeblik, hvor hendes tvivl ville forsvinde. Måske ved at blive anerkendt af etablissementet. Måske ved at finde den anerkendelse hos sin til tider overfladiske søster Harriet, spillede af en indtagende Laura Bro. Måske ved at dyrke idealbilledet af faren. Måske ved at blive anerkendt af sine nærmeste kolleger, først og fremmest den skeptiske og magtfulde Niels Bohr, spillet af Jesper Lohman, der med hårdhed, fastlåst holdning og indædt selvhøjtidelighed gerne vil opretholde den gængse magtbalance: mænd før kvinder.

Iben Hjejle leverer en eminent, skarp og særlig poetisk præstation, der flyder over scenekanten, indtager hele salen og rører tilskuernes inderste kerne.

At stykket lykkes på så fornem vis skyldes også det insisterende fokus på hovedpersonens dynamiske dualitet, som instruktøren, Geir Sveaas, fastholder. Der er kraft i de gyldne ord skrevet af manuskriptforfatteren, Simone Isabel Nørgaard, og Rebekka Bentzens minimale iscenesættelse, passer fint til fortællingen. Ja, Inge Lehmans historie er stærk. Men alligevel er det forestillingens tekster, der må fremhæves, for de magiske, æteriske og velafbalancerede monologer – og dialoger – udgør et fremragende eksempel på dansk digtekunst.

Forestillingens tekster må fremhæves, for de magiske, æteriske og velafbalancerede monologer – og dialoger – udgør et fremragende eksempel på dansk digtekunst.

I en tid hvor magtbalance, ligestilling og kvinderettigheder i den grad forbliver på dagsordenen, kommer dette teaterstykke til at minde os om, at det fuldendte øjeblik  måske ligger inden for rækkevidde. I vores allerinderste kerne.

 

Spiller på Folketeatret fra 15. oktober til den 15. december 2019.

Om Jordens Indre, Folketeatret

Om anmelderen, Martha Elias

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

I det fuldkomnes jerngreb

I det fuldkomnes jerngreb
af Martha Elias. København, 17.  august 2019.
〽️〽️〽️〽️
4 ud af 5 〽️

“Buildings that move the spirit have always been rare. In every case they are unique, poetic, products of the heart.” Arthur Erickson

Hvad er fuldkommenhed i skabelsesprocessen? Hvad er fuldkomment design? Endnu vigtigere, er det afgørende for kunst at forfølge fuldkommenhed? Det synes som spørgsmål Sommerballetten, Danish Design, sætter sig for at besvare på ikoniske Bellevue Teatret. Forestillingen kan fattes med ord som grænsesøgende, dristig og yderst æstetisk.

Med sin unikke arkitektur præsenterer teatret et gensyn med Alban Lendorf, den fremragende solistdanser, uddannet på Den Kongelige Ballet, som for fem år siden flyttede til New York, da han indtog sin stilling i The American Ballet Theatre. På flere led symboliserer han indbegrebet af dansk konceptdesign, når det er bedst. Gennem sin dans personificerer han ideernes kamp på at komme på papir, søgningen efter de perfekte størrelsesforhold skildres, når formlen på det virkningsfulde er målet. Her er der en fortælling om det æstetiske som resultat samtidigt med, at brugsværdien handler om den eksplicite funktionalitet i et værk. Indledningsvis vises arkivfilm med blandt andre Arne Jacobsen, PH, Wegner og Nanna Ditzel, der tilsammen bringer os ind i den rette kontekst og stemning. Det handler om arkitektur som kunstudtryk.

Danish-Design-foto-Emilia-Therese_7121.jpgPhotographer Emilia Therese

Papiret bruges som refleksion på tankekraften bag et design. Det menneskelige element træder frem og fører os væk i et dansende laboratorium, hvor alt vendes og drejes, hæves, bæres, presses og udtænkes. Der er et greb om slutmålet, der virker særlig jernfast, hvor der kun er plads til intet mindre end det perfekte.  Med sin instruktion, koreografi og storytelling forsøger, René Vinther, at vise dette eksperiment. Dansetrinene og serierne synes nu alligevel enkle og gentagende, hvor udstrålingen og karismaen af verdensstjernen træder frem, bærer og løfter – bogstaveligt talt – performancekunsten op på på et niveau, der får teaterets tag til at åbne sig og himmelbuen komme til syne.

Alban Lendorf i selskab af sine seks dansende abstrakte bevægelige former – dvs. de urbane dansere – giver en innoverende præstation, der fremstår virkningsfuld og skarp. Tilskueren er favnet af Jacobsens ideer, sidder i hans stole, i hans bygning, ved Bellavista-kvarteret, som den berømte arkitekt også har sat sit unikke designerpræg. Og ideerne folder sig ud som skygger og spøgelser, der vil frem til lyden af techno-musik, komponeret af Jesper Mechlenburg og Mike Sheridan, der afspilles under forestillingen. Vi ser tegninger tage form og eget liv gennem ekstrem minutiøse, avancerede og eminente animation- og videosekvenser storyboardet af Rene Vinther i samarbejde med JA-film, danser Troels Graakjær og af scenograf, Benjamin la Cour, der er så stærkt leveret og gør det hele mere talende og nærværende, trods det abstrakte i iderealisering som genre. Arne Jacobsens verden bliver levendegjort. Teateret er i live og efter de 50 minutter forestillingen varer, kan publikum bevæge sig rundt i teateret og måske endda byde på designerprodukter, for alt, der er sat frem skal bortauktioneres.

Danish-Design-foto-Emilia-Therese_7646.jpgPhotographer Emilia Therese

“Nogle gange ville jeg ønske, at man kunne bruge ord. Det kræver meget at fortælle med kroppen. Dans er et universelt sprog, hvor følelser og historie dramatiseres i fysisk visuel form.”

Alban Lendorf

Alt i alt et vellykket projekt med stort P, hvor René Vinther debuterer som instruktør. Som tilskuere ser vi alt fra designerens syns- og startpunkt: først ide, så over til koncept og til sidst udtryk, alt imens sanserne stimuleres, samles og mættes om kropsarkitekturens skønhed.

Forestillingen spiller t.o.m. søndag 25. august 2019.

 

Mere info:

Bellevue Teatret

Om anmelderen, Martha Elias.

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, KunstKapel

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards,

KunstKapel