FremhævetEn afsindig trang …

En afsindig trang …

af Martha Elias. København, 3. maj 2019.

〽️〽️〽️〽️〽️

5 ud af 5 〽️

Hvad må kunsten koste for det enkelte menneske? Hvor går grænsen? Er lidelse, kunstvirke, nedværdigelse og afhængighed uadskillelige? Det eksistentielle i digtekunst møder skarpt fortolket menneskelige misere, når Toves værelse genopføres på Folketeatret. Dansk scenekunst, når det er bedst og brænder igennem de skrå brædder og rammer plet hos det brede publikum.

IMG_1430.jpg

Mens foråret har ramt hovedstaden spiller Toves værelse på Folketeatret for fuld kraft. Det er en kærkommen genopførelse af Jacob Weis’ dramatisering 3 år efter Tove, Tove, Tove – baseret på Vilhelms værelse fra 1975, det allersidste romanværk af den store danske digter og prosaist, Tove Ditlevsen (1918-1976). Stykket er i sin frie fortolkning, ligesom bogen, barskt, hudløst ærligt og medrivende til bristepunktet. Hendes lidelse når hver og en tilskuer. Den rammer alle sanser, nogle gange til panikkens og grådens rand.

Stykket spilles i 2 akter på  den indtagende store scene på Folketeatret. Scenografisk velafbalanceret mellem nutid og fortid med video- og lys-installationer, der fremkalder en spøgelsesstemning med skygger, der farer gennem scenen. Lige så virkningsfuldt er støtterollerne i form af den lille pige, der kravler, kryber og vandrer symbolsk i digterens sind samt den kølige og servile hushjælp i 1. akt og sygeplejersken på psykiatrisk afdeling i anden akt, spillet af den samme skuespiller. Lyd er skabt gennem punktvis musikfragmenter og voiceover, der er med til at indramme den socialrealistiske fortælling.

Paprika Steen er i rollen som digteren uovertruffent, suveræn, ypperlig. Teknikken er der, den syleskarpe karakterisering er der, hun er rollevant og i sit rette element – og det kan mærkes. Barnet i Tove lider – er til stede, moderskikkelsen er mindst ligeså levende i hende, moderlighedens genvordigheder er der. Men det er sværest med ægteskabets usikre kringelkroge, der fører til rå lidelse under mandens utroskab. Til gengæld er det Victor Andreasen, der lider under  hendes stofafhængighed – og i lige så høj grad – er de begge medafhængige af utrygheden, kønskampen og den lurende angst i tosomheden, der skylles ned med alkohol, stoffer og en indædt dyrkelse af lidelsen, lader det til. Toves selv-beskrevne ‘afsindig trang til flugt‘ er til at se og føle på – tilskueren vil flygte med. Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Screen Shot 2019-05-05 at 5.16.27 AM.png
Foto: Folketeatret

Flugten fra mørkets tanker er den eneste vej, og forfatterskabet havde nok det formål for Tove Ditlevsen, kunne man udlede. Selvmord – som hun forsøgte siden 12-års alderen – blev det ultimative svar til flugten fra omverdenen, der krævede mere end hun som menneske kunne bære og levere. At kunstvirket kan koste så meget på det menneskelige plan er påtrængende tragisk, men sikke en kunst, hun frembragte og gavmildt efterlod som eftermæle.

Lars Brygmann, som den utro bladhuschef Victor Andreasen (1920-2000) – Tove Ditlevsens 4. og sidste ægtemand – er i en noget nuanceret skurkerolle troværdig og karakterstærk. Han skildrer måske også en mand vi alle har hørt om, eller kender: manden, der egentlig ikke tåler kvindens intellektuelle og kunstneriske success – hun er ham overlegen, og må derfor nedværdiges, ydmyges, holdes nede – det er den patetiske tvetydighed i den dybe kærlighed og beundring, der også indebærer en sælsom ømhed for barnet i den voksne Tove. Begge sider synes at være en del af deres store lidende kærlighed, de dyrker. Det er kønskampens ambivalens, der udspiller sig på scenen. Derfor er værket tidssvarende og nemt at identificere sig med fra flere vinkler og på diverse planer.

IMG_1406.jpg

Kasper Leisner, er ny i besætningen, og har rollen som den meget unge og successfulde modernistiske forfatter, Klaus Rifbjerg (1931-2015) – der siden 2005 blev en del af Danmarks kanonforfattere. Han bliver den ufrivillige tilskuer blandt os tilskuere. Hans pæne, dannede, borgerlige facade udgør en del af magtkampen og konfrontationen mellem manden og konen. Et trekantsdrama udspiller sig, selv om han selv forbliver uberørt i sin kerne – dog tilpas rystet til tider, oplever vi – men til syvende og sidst synes han at være ophøjet over det menneskelige kaos, han overværer. Ja, han er distanceret fra det virvar af hadsk tragedie, afhængighed, magtkamp, lidenskab og elendighed mellem de to. Hans præstation understøtter Paprika Steen og Lars Brygmann på fortrinlig vis – og løfter det op til æterisk niveau. Cirklen er dermed fuldent.

At teaterstykket genopføres kan man kun være taknemmelig over, for hvad er vi uden kunst, og i særdeleshed uden poesi? Og når kunstudtryk leveres af nogle af Danmarks bedste skuespillere med lige dele inderlighed, hengivenhed og respekt for fortid, men i et nutidsperspektiv, så når vi alle længere frem som mennesker. Det er kunstudtryk, der favner, forener og fremmer det humanistiske livssyn.

Derfor er Toves værelse dybt fascinerende, timelig og sansemættende. Publikum strømmer til og det er fuldt fortjent. Alle bør se forestillingen mindst en gang.

Det er mesterligt, det er godt, det er dansk scenekunst, når den er bedst.

IMG_1426.JPG

Spiller til og med 16. maj 2019.

TOVES VÆRELSE PÅ FOLKETEATRET

TOVE DITLEVSENS BØGER

OM TOVE DITLEVSEN

Om anmelderen: Martha Elias

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, Martha Elias

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards, Martha Elias

 

 

Reklamer
Afro-karibisk oprørsdronning                  vender tilbage til København efter 131 år.

Afro-karibisk oprørsdronning vender tilbage til København efter 131 år.

Af Martha Elias. København, 7. april 2018 kl. 7:07

31. marts 2018 blev datoen for indvielsen af den første kæmpeskulptur af en afro-karibisk kvinde på dansk jord. Det er den første af slagsen i det offentlige rum og i den fælles danske bevidsthed. I AM QUEEN MARY er et titanisk monument, der repræsenterer Antigua-fødte Mary Leticia Thomas, oprørsleder for Den Store Ildebrand – eller Fireburn – på øen Skt. Croix i oktober 1878. Med værket vil kunstnerne markere et historisk opgør med emnet om Danmark som kolonimagt, åbne op for en selvransagende dialog om en skjult side af danmarkshistorien, og redde mindet om oprøreren, Mary Thomas, fra glemsel.

En historisk dag i København, da Danmark fik en 7 meter høj skulptur, der på episk vis, skildrer en afgørende og hengemt flig af den danske koloniseringsmagt og afmagt – og det i kæmpe format. Lige foran Vestindisk Pakhus, hvortil skibe med sukker og rom fra kolonierne lagde til kaj, står værket i sin pragt. Stedet gemmer fortællingen om Vestindisk Kompagni, der på vegne af kongemagten koloniserede øerne Skt. Thomas i 1671, Skt. Jan i 1718 og Skt. Croix i 1733, der blev erhvervet fra Frankrig. Siden 1755 overtog kongemagten selv kontrollen over øerne, som forblev en del af dansk territorie indtil salget af øerne til USA i 1917.  På dagen 31. marts markeres hvert år dagen for overgangen fra den ene kolonimagt til den anden. I år er det præcist 101 år siden øerne blev solgt til USA, og kom herefter til at hedde Jomfruøerne. En dag, der rummer blandede følelser for mange af øernes beboere, fortæller den tværfaglige kunstner La Vaughn Belle, født på Skt. Croix, der sammen med dansk-karibiske kunstner, Jeannette Ehlers, står bag værket, der har været undervejs siden 2014.

I år er det 101 år siden øerne blev solgt til USA, og kom herefter til at hedde Jomfruøerne. En dag, der rummer blandede følelser for mange af øernes beboere, fortæller den tværfaglige kunstner La Vaughn Belle.

29789956_10214741347420000_7355071848643334169_n.jpg

Det første indtryk, når man står foran I AM QUEEN MARY kan bedst beskrives med et ord: lammelse. Herefter er det kunstens æstetiske værdi, der henriver, autoriteten i bybilledet, der imponerer, og den nutidige socialpolitiske kontekst hun træder ind i, der byder på en tidsrejse sammen med den majestætiske, uudgrundelige figur. Strukturen er lavet i polystyren og er blevet samlet af flere dele, derefter er den dækket med glitrende kulsort spraymaling, der kunne matche Rimfaxes manke. Hovedbeklædningen kroner hendes hoved, og kroppen er iklædt gevandter, der refererer til kolonitid.  Barfodet sidder hun og skuer urokkelig – idet hun på hænderne holder to historiske symboler: sukkerrørmachete og fakkel.  Fra sin siddende stilling på påfuglestolen på en massiv sokkel lavet af cement og koralsten, der daterer tilbage til Skt. Croix’ kolonitid, åbner Queen Mary op for den længe ventede og manglende anerkendelse af oprørets betydning og historiske levn, der ikke præger danske historiebøger den dag i dag. Hun ser fattet, men undrende ud, og kalder igen til handling. Her ses en klar reference til Huey Newton’s ikoniske billede siddende på et påfugle billede. Han var stifter af de Sorte Pantere i 1960-ernes USA,  desuden er der også et link til visuel kunstner og performer Ehlers’ scenedramatiske stykke Into the Dark  fra 2017.

Huey P. Newton
Kilde: http://www.usblackart.com/posters/Huey_P_Newton_4796.asp

Fra sin stilling på påfuglestolen på en massiv sokkel lavet af cement og koralsten, der daterer tilbage til Skt. Croix’ kolonitid, åbner Queen Mary op for den længe ventede og manglende anerkendelse af oprørets betydning og historiske levn, der ikke præger danske historiebøger den dag i dag.

I AM QUEEN MARY, er en sammenvævet skildring om Mary Thomas, der var ankommet til Skt. Croix i 1860 for at arbejde på en af øens plantager. Foruden Queen Mary – queen var en betegnelse brugt om indflydelsesrige, ledende og socialt engagerede arbejderkvinder på plantagerne – var der tre andre queens, der stod forrest i oprøret:  Susanne Abrahamson, Agnes Elizabeth Salomon og Mathilde McBean. Sammen organiserede de den opstand imod forhold, der selv 30 år efter slaveriet officielt var afskaffet, stadig herskede på øerne, hvor hverdagen var præget af undertrykkelse og slavegjorte tilstande. Queen Mary var den vigtigste anfører til oprøret for bedre arbejdsvilkår, og hun satte en agenda om indædt modstand mod den danske kolonimagt, der i oktober 1878 endte med at koste tre europæere og mindst 100 plantagearbejdere livet, samtidigt med at de fleste af øens plantager nedbrændte. Selve Queen Mary blev først dømt til døden, men fik dommen omstødt til livstid,. I 1882 ankom hun med sine medsøstre til København for at afsone sin dom på kvindefængslet på Christianhavns Torv, der nu huser et bageri. Fem år efter, i 1887, blev alle fire kvinder sendt tilbage til øerne. I år er det 131 år siden, Queen Mary rejste tilbage til øerne fra København.

IMG_5466.JPG

Værket er placeret ved Vestindisk Pakhus, der huser Den Kongelige Afstøbningssamling med over 2.500 gipsafstøbninger af primært europæiske klassiske værker. Lige til venstre foran indgangen til udstillingen står Michelangelos opretstående, eurocentristiske irgrønne Davidstatue, som nu har fået sin konfronterende mage med  I AM QUEEN MARY på højre side af bygningen, et monument, hvis panoramablik skuer direkte, selvbevidst og æterisk ud i horisonten, hvorfra hun levendegør, bemyndiger og repræsenterer på dikotomisk vis selve oprøret og oprørerens indrejse i historien og oprejsning gennem den fælles hukommelse. Da man ikke kunne finde nogle billeder af Mary Thomas – men også fordi konceptet  gik ud på at forene fortællinger, lande og menneskekroppe fra Danmark og Jomfruøerne – satte kunstnerne sig for at fusionere deres kroppe ved hjælp af 3D-teknologi, hvoraf der kom den hybride afbildning, som skulpturen viser. Fusionen har også den kunstneriske funktion – samt intention – om at skabe menneskelige broer tværs over verdensdele, historien og tiden, for dermed at søge forsoning gennem en sondring mellem skyld og ansvar, forbrydelse og tilgivelse, glemsel og selvransagelse.

I AM QUEEN MARY er et monument, hvis panoramablik skuer direkte, selvbevidst og æterisk ud i horisonten, hvorfra hun levendegør, bemyndiger og repræsenterer på dikotomisk vis selve oprøret og oprørerens indrejse i historien og oprejsning gennem den fælles hukommelse.

Queen_Mary_March30th. ().jpg

Værket fylder et gabende tomrum i et København, hvor flere bygninger omkring skulpturens nuværende placering i Toldbodgade – men også flere andre steder i hovedstadsområdet og rundt om i landet – er bygget med indtægter fra slaveriet allerførst, og sidenhen fra slavegjorte individers arbejde, hvis efterkommere stadig den dag i dag kæmper for medbestemmelse samt et opgør med de dybe spor efter de forfejlede magtstrukturer, som kolonialismens plettede arvegods synes at have efterladt. Skulpturen har en roterende akse, der dækker det kreative, tværfaglige og socialpolitiske felt på en gang. Omkring den stærkt politiske linje, siger Ehlers med rolig, dog bestemt, mine: “ikke al kunst er politisk, men god kunst er altid politisk”- med delvis reference til både Toni Morrison og Harald Giersing.

I AM QUEEN MARY er en skulptur, som søger en permanent placering støbt i bronze foran Vestindisk Pakhus, hertil søger kunstnerne fortsat at rejse de nødvendige midler. På den anden side taler kunstnerne om behovet for at begå et tvillingværk på Skt. Croix, der konceptmæssigt matcher værket i København, men der vil, i så fald, blive tilpasset den sælsomme natur og det offentlige rum på øen. Vigtigst for kunstnerne er behovet for en ærlig, dybtgående og åbensindet debat både herhjemme i Danmark, og på Jomfruøerne, som kunstværket kan være med til at igangsætte.

Barsk, vedkommende og sanselig kunst, på en og samme tid, der opløfter, forener og indrammer 

PHILIP SAMPSON: Fireburn-dronningerne – Danmarks glemte heltinder

OFFICIAL WEBSITE: I AM QUEEN MARY

STATENS MUSEUM FOR KUNST – event

Huey Newton on wicker chair

BBC RADIO COVERAGE

NEW YORK TIMES feature

New York Times feature

INFORMATION: article I AM QM

POLITIKEN: I AM QM

DR 1 TV: I AM QUEEN MARY

VIDEO// I AM QM: behind the scene