I det fuldkomnes jerngreb

I det fuldkomnes jerngreb
af Martha Elias. København, 17.  august 2019.
〽️〽️〽️〽️
4 ud af 5 〽️

“Buildings that move the spirit have always been rare. In every case they are unique, poetic, products of the heart.” Arthur Erickson

Hvad er fuldkommenhed i skabelsesprocessen? Hvad er fuldkomment design? Endnu vigtigere, er det afgørende for kunst at forfølge fuldkommenhed? Det synes som spørgsmål Sommerballetten, Danish Design, sætter sig for at besvare på ikoniske Bellevue Teatret. Forestillingen kan fattes med ord som grænsesøgende, dristig og yderst æstetisk.

Med sin unikke arkitektur præsenterer teatret et gensyn med Alban Lendorf, den fremragende solistdanser, uddannet på Den Kongelige Ballet, som for fem år siden flyttede til New York, da han indtog sin stilling i The American Ballet Theatre. På flere led symboliserer han indbegrebet af dansk konceptdesign, når det er bedst. Gennem sin dans personificerer han ideernes kamp på at komme på papir, søgningen efter de perfekte størrelsesforhold skildres, når formlen på det virkningsfulde er målet. Her er der en fortælling om det æstetiske som resultat samtidigt med, at brugsværdien handler om den eksplicite funktionalitet i et værk. Indledningsvis vises arkivfilm med blandt andre Arne Jacobsen, PH, Wegner og Nanna Ditzel, der tilsammen bringer os ind i den rette kontekst og stemning. Det handler om arkitektur som kunstudtryk.

Danish-Design-foto-Emilia-Therese_7121.jpgPhotographer Emilia Therese

Papiret bruges som refleksion på tankekraften bag et design. Det menneskelige element træder frem og fører os væk i et dansende laboratorium, hvor alt vendes og drejes, hæves, bæres, presses og udtænkes. Der er et greb om slutmålet, der virker særlig jernfast, hvor der kun er plads til intet mindre end det perfekte.  Med sin instruktion, koreografi og storytelling forsøger, René Vinther, at vise dette eksperiment. Dansetrinene og serierne synes nu alligevel enkle og gentagende, hvor udstrålingen og karismaen af verdensstjernen træder frem, bærer og løfter – bogstaveligt talt – performancekunsten op på på et niveau, der får teaterets tag til at åbne sig og himmelbuen komme til syne.

Alban Lendorf i selskab af sine seks dansende abstrakte bevægelige former – dvs. de urbane dansere – giver en innoverende præstation, der fremstår virkningsfuld og skarp. Tilskueren er favnet af Jacobsens ideer, sidder i hans stole, i hans bygning, ved Bellavista-kvarteret, som den berømte arkitekt også har sat sit unikke designerpræg. Og ideerne folder sig ud som skygger og spøgelser, der vil frem til lyden af techno-musik, komponeret af Jesper Mechlenburg og Mike Sheridan, der afspilles under forestillingen. Vi ser tegninger tage form og eget liv gennem ekstrem minutiøse, avancerede og eminente animation- og videosekvenser storyboardet af Rene Vinther i samarbejde med JA-film, danser Troels Graakjær og af scenograf, Benjamin la Cour, der er så stærkt leveret og gør det hele mere talende og nærværende, trods det abstrakte i iderealisering som genre. Arne Jacobsens verden bliver levendegjort. Teateret er i live og efter de 50 minutter forestillingen varer, kan publikum bevæge sig rundt i teateret og måske endda byde på designerprodukter, for alt, der er sat frem skal bortauktioneres.

Danish-Design-foto-Emilia-Therese_7646.jpgPhotographer Emilia Therese

“Nogle gange ville jeg ønske, at man kunne bruge ord. Det kræver meget at fortælle med kroppen. Dans er et universelt sprog, hvor følelser og historie dramatiseres i fysisk visuel form.”

Alban Lendorf

Alt i alt et vellykket projekt med stort P, hvor René Vinther debuterer som instruktør. Som tilskuere ser vi alt fra designerens syns- og startpunkt: først ide, så over til koncept og til sidst udtryk, alt imens sanserne stimuleres, samles og mættes om kropsarkitekturens skønhed.

Forestillingen spiller t.o.m. søndag 25. august 2019.

 

Mere info:

Bellevue Teatret

Om anmelderen, Martha Elias.

 

KUNNE DU LIDE ANMELDELSEN? Støt gerne KunstKapel ved at sende et frivilligt beløb over MobilePay til box67759. På forhånd tak.

Venligst, KunstKapel

LIKED THIS REVIEW? Support KunstKapel by forwarding your contribution via MobilePay to box67759 – only available for Danish residents.

Thank you.

Kind regards,

KunstKapel

 

Reklamer